Det startede med et væddemål og endte i omdans - Michael Maze er ude af 'Vild med dans'

Michael Maze er ude af ’Vild med dans’ efter omdans mod vennen Mikkel Kessler.

Michael Maze og Mie Martha Moltke er ude af 'Vild med dans'.

Parret var i aften på gulvet i en cha-cha-cha, som dommerne belønnede med 22 point. Men sammen med seerstemmerne var det ikke nok til at sende parret direkte videre.

Bordtennisspilleren endte derfor i omdans mod bokser Mikkel Kessler og Mille Funk. Efter de sidste seerstemmer var talt op, var det dog Michael Maze og Mie Martha Moltke, der måtte forlade programmet som det femte par denne sæson.

Michael Maze, der har været i omdans to gange før, var ikke overrasket over, at konkurrencen var slut for hans vedkommende.

- Jeg er bare glad for, at jeg nåede så langt og fik flere danse med. Det har været en kæmpe oplevelse, sagde Micael Maze.

Så mange point fik de i program 6

Coco O. og Morten: 29

Christopher og Karina: 28

Jakob og Silas: 28

Neel og Michael: 26

Mikkel og Mille: 24

Michael og Mie: 22

Oscar og Asta: 21

Umut og Jenna: 16

Mie Martha Molkte sagde, at hun var "sindssygt stolt" af sin partner:

- Han har gjort alt, hvad han overhovedet kunne, og det har været fantastisk, sagde hun.

Se Michael og Mie i deres sjette dans i Vild med dans 2019. Video: Line Schou Jensen

Omdans mod makker

Michael Maze og Mikkel Kessler sagde begge ja til at deltage i årets sæson af 'Vild med dans' på grund af et gammelt væddemål om, at hvis den ene meldte sig, skulle den anden følge trop.

Siden har de to sportsmænd, der er nære private venner, været i åben konkurrence om, hvem der kom længst i programmet.

Og den konkurrence blev altså afgjort i aften, da de to venner var i omdans mod hinanden. Michael Maze var dog glad på Mikkel Kesslers vegne over, at han klarede skærene.

- Det var lidt øv, at vi skulle op imod hinanden, men på den anden side havde vi snakket om, at det måske ville komme til en dyst, sagde Michael Maze.

- Det blev så i dag, og vi havde en fest!

Michael Maze og Mikkel Kessler efter afgørelsen.
Michael Maze og Mikkel Kessler efter afgørelsen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Mikkel Kessler, der gik videre i konkurrencen efter aftenens omdans, var dog glad for at have slået sin kammerat på målstregen:

- Det var meget tilfældigt, vi lige skulle mødes, sagde Mikkel Kessler grinende.

- Men nu vandt jeg væddemålet, og det er det vigtigste.

Ifølge Mille Funk havde parret dog ikke håbet på, at de skulle i direkte duel mod Michael og Mie.

- Det var aldrig ønskescenariet, at vi skulle i omdans mod hinanden, sagde Mille Funk.

5. fredag på gulvet

Farvel til Birgit Aaby

Birgit Aaby og Frederik Nonnemann blev det fjerde par til at forlade ’Vild med dans’.

Parret blev belønnet med 15 point af dommerne efter aftenens streetdans og lå altså på en næstsidsteplads. Sammen med seerstemmerne var det ikke nok til at sende dem direkte videre.

Derfor endte de i omdans mod bordtennisspiller Michael Maze og Mie Martha Moltke. Men da de sidste seerstemmer var talt op, var det erhvervskvinden, der måtte forlade konkurrencen.

Det kom ikke bag på Birgit Aaby, der har været i omdans en gang tidligere på sæsonen.

- Vi vidste godt, det var et spørgsmål om tid, siger hun.

- Vi har ligget og rodet dernede i alle dansene. Så sådan er det.

 Birgit Aaby og Frederik Nonnemann efter afgørelsen.
Birgit Aaby og Frederik Nonnemann efter afgørelsen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Erhvervskvinden fortæller, at det har givet hende enormt meget at være med i 'Vild med dans'.

- Jeg har lært meget om mig selv, og så har jeg jo mødt Frederik, siger Birgit Aaby om sin dansepartner. Ifølge hende har 'Vild med dans' også været noget af en emotionel rutsjebane.

- Man er glad, man er ked af det, man er alt muligt. Det har været en sindssygt fed rejse.

Så mange point fik de i program 5

Coco O. og Morten: 28

Christopher og Karina: 24

Neel og Michael: 23

Jakob og Silas: 22

Mikkel og Mille: 22

Michael og Mie: 20

Oscar og Asta: 17

Birgit og Frederik: 15

Umut og Jenna: 13

Da Birgit Aaby og Frederik Nonnemann var på gulvet første gang fredag aften, glemte Birgit Aaby en del af koreografien. Men hun tror ikke, det var grunden til, at parret røg ud.

Birgit Aaby og Frederik Nonnemann er ude af 'Vild med dans' efter en aften på gulvet med koks i koreografien. Video: Henrik Berring

Fejlen bestod i, at hun glemte store dele af koreografien hen mod slutningen af dansen. Noget, hendes partner Frederik Nonnemann faktisk slet ikke lagde mærke til.

- Da vi var færdige, spurgte jeg Birgit: "Hvor galt gik det?", og hun svarede: "Rigtig galt", griner Frederik Nonnemann.

Derfor var parret glade for at komme i omdans. Det gav dem en chance for at vise, at de godt kunne koreografien.

- Det fint at slutte ordentligt af, siger Birgit Aaby.

4. fredag på gulvet

Farvel til Christel Pixi

Det blev sidste aften på gulvet for dessertkok og dj Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen.

Dommerne gav parret 16 point og en syvendeplads for deres samba, men sammen med seerstemmerne var det ikke nok til at sende dem direkte videre til næste uge.

Derfor endte de i omdans mod model Oscar Bjerrehuus og Asta Björk. Og da de sidste seerstemmer var talt op, blev det et farvel til den farverige dessertkok og hendes dansepartner.

De blev dermed det tredje par til at forlade 'Vild med dans'.

- Det er da bare meganederen. Det må man godt sige, når man er røget ud af en konkurrence. Men vi gjorde det bedste, vi kunne, sagde Christel Pixi efter showet.

Så mange point fik de i program 4

Jakob og Silas: 30 point

Neel og Michael: 25 point

Coco O. og Morten: 24 point

Christopher og Karina: 22 point

Mikkel og Mille: 17 point

Oscar og Asta: 17 point

Pixi og Thomas: 16 point

Birgit og Frederik: 14 point

Michael og Mie: 13 point

Umut og Jenna: 13 point

Faktisk havde Christel Pixi kæmpet med nerver over sambaen hele ugen. Men hun var glad for, at den sad lige i skabet under omdansen.

- Det var ude af vores hænder til sidst, sagde hun.

- Så længe man ikke står med følelsen: "Hvis bare vi havde gjort noget anderledes".

Dessertkok Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen forlod 'Vild med dans' fredag aften.

Farvellet betød også et tidligt exit for 'Vild med dans'-veteranen Thomas Evers Poulsen, der tidligere år har danset sig til blandt andet to førstepladser og tre tredjepladser.

Alligevel var han dog stolt af de danse, han og Christel Pixi har leveret de seneste fredage. Han hæftede sig ved, at parret ikke på noget tidspunkt havnede i bunden af dommernes pointskala.

- Det var i hvert fald ikke dansen, vi gik ned på, sagde han.

Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen efter afgørelsen.
Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen efter afgørelsen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Christel Pixi er ikke i tvivl om, at hun har lært en masse af at være med i 'Vild med dans'.

- Hvad tager jeg ikke med, sagde hun efter showet og fortsatte:

- Jeg kommer til at ligge i min seng i aften og tænke: "Hold, kæft hvor kommer jeg til at savne Thomas". Det er nok det, jeg kommer til at savne mest.

3. fredag på gulvet

Farvel til Marie Bach Hansen

Skuespilleren Marie Bach Hansen og danseren Martin Parnov Reichhardt måtte fredag aften forlade ’Vild med dans’.

Parret var på gulvet i en quickstep til sangen ’Sparklin’ Diamonds’ fra filmen ’Moulin Rouge’. Dommerne havde ellers masser af ros til parret, og gav dem 22 point, hvilket resulterede i en femteplads - altså midt i feltet.

Men det var ikke nok til at sende parret direkte videre, og efter omdansen mod bordtennisspilleren Michael Maze og Mie Martha Moltke måtte de forlade konkurrencen.

Så mange point fik de i program 3

1) Neel og Michael: 27 point

2) Jakob og Silas: 26 point

3) Coco O. og Morten: 24 point

4) Mikkel og Mille: 23 point

5) Marie og Martin: 22 point

5) Pixi og Thomas: 22 point

7) Oscar og Asta: 21 point

8) Michael og Mie: 19 point

9) Christopher og Karina: 16 point

10) Birgit og Frederik: 13 point

11) Umut og Jenna: 12 point

Marie Bach Hansen var skuffet over, at quicksteppen blev hendes sidste dans.

- Det er da nederen, for vi ville gerne have danset på fredag. Jeg havde ikke regnet med det, for jeg synes egentlig, det gik ret godt. Men sådan er det jo i en konkurrence, lyder det fra skuespilleren.

De par, som lå nederst på dommernes pointskala fredag, var kokken Umut Sakarya og Jenna Bagge og iværksætteren Birgit Aaby og Frederik Nonnemann.

Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichhardt er ude af 'Vild med dans'.

De fik henholdsvis 12 og 13 point, men seernes stemmer sendte dem videre i 'Vild med dans'. Men det går Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichhardt ikke meget op i.

- Det er jo en konkurrence. Så alt er fair, fordi det sker. Alle er så sindssygt dygtige, så jeg har det sådan, at jeg synes, det er fedt, at alle de andre er videre. Jeg ville også godt bare selv have været videre, griner hun.

Deltagelsen i 'Vild med dans' var ikke kun en debut for skuespilleren, men også for hendes dansepartner, der var med i 'Vild med dans' for første gang. De kalder det begge en "vildt fed oplevelse" og en kæmpe udfordring.

- Jeg stillede mig selv den udfordring, at "tænk hvis man turde være med i Vild med dans' og danse nogle fredage foran Danmarks befolkning". Og det har jeg jo opnået nu, siger Marie Bach Hansen.

2. fredag på gulvet

Farvel til Anne Dorte Michelsen

Sangerinden Anne Dorte Michelsen og hendes partner Marc Christensen blev det første par, der måtte forlade årets 'Vild med dans'.

Parret var på gulvet i en vals, men de otte point, dommerne belønnede dem med, var – sammen med seerstemmerne og pointene fra premiereaftenen – ikke nok til at sende parret direkte videre.

Derfor endte de i omdans mod iværksætteren Birgit Aaby og Frederik Nonnemann. Herefter stod det klart, at Anne Dorte Michelsen måtte forlade konkurrencen.

- Jeg føler mig som en vinder, fordi jeg har fået lov at danse med Marc, sagde hun efter afgørelsen.

Så mange point fik de i program 2

  • 23 point til Jakob Fauerby og Silas Holst.
  • 21 point til Christopher Læssø og Karina Frimodt. 
  • 19 point til Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichhardt. 
  • 19 point til Neel Rønholt og Michael Olesen. 
  •  18 point til Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen.
  • 16 point til Michael Maze og Mie Martha Moltke. 
  • 15 point til Coco O. og Morten Kjeldgaard. 
  • 14 point til Mikkel Kessler og Mille Funk. 
  • 12 point til Birgit Aaby og Frederik Nonnemann. 
  • 11 point til Oscar Bjerrehuus og Asta Björk. 
  • 8 point til Umut Sakarya og Jenna Bagge.
  • 8 point til Anne Dorte Michelsen og Marc Christensen. 

Anne Dorte Michelsen har været plaget af nervøsitet gennem hele 'Vild med dans'-forløbet. Og det kom bag på sangerinden, da hun normalt finder ro i netop musikken.

- Det har jeg faktisk været virkelig overrasket over. For musikken er jo også i dansen, sagde hun efter showet, men tilføjede også, at det plejer at være det at bruge stemmen, der får hende til at slappe af.

Og da hun ikke har skullet synge til musikken, er nerverne "kommet meget stærkere", forklarede hun.

Sangerinden Anne Dorte Michelsen og danseren Marc Christensen måtte fredag aften forlade 'Vild med dans'. Video: Henrik Berring

Nu hvor Anne Dorte Michelsen ikke længere skal bruge de næste mange uger i dansestudiet, planlægger hun at tage til Italien og skrive musik og vandre. Dansen lægger hun dog ikke helt bag sig.

- Jeg skal danse med min mand, lød det fra Anne Dorte Michelsen efter showet.

1. fredag på gulvet

Ingen forlod konkurrencen

Fredag, 13. september, gik alle 12 par på gulvet i 'Vild med dans' for første gang.

Så mange point fik de i program 1

18 point til Jakob Fauerby og Silas Holst.

14 point til Coco O. og Morten Kjeldgaard.

14 point til Neel Rønholt og Michael Olesen.

13 point til Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichhardt.

13 point til Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen. 

12 point til Michael Maze og Mie Martha Moltke. 

11 point til Christopher Læssø og Karina Frimodt. 

10 point til Birgit Aaby og Frederik Nonnemann. 

10 point til Oscar Bjerrehuus og Asta Björk. 

8 point til Mikkel Kessler og Mille Funk. 

7 point til Anne Dorte Michelsen og Marc Christensen.

4 point til Umut Sakarya og Jenna Bagge. 

Der var ingen, der røg i omdans den aften, men til gengæld gik alle point og seerstemmer videre til det næste show.

Det mandlige par, skuespilleren Jakob Fauerby og Silas Holst, lagde sig i spidsen i det første program efter deres cha-cha-cha, mens kokken Umut Sakarya og partneren Jenna Bagge høstede aftenens laveste karakterer.

Her kan du se åbningsnummeret, som de professionelle dansere stod for:

Se åbningsdansen til Vild med dans 2019

Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.