Dansk klima-indsamling trækker overskrifter flere steder i verden

16x9
Puk Elgård og Mikkel Kryger var værter lørdag, hvor danske borgere og virksomheder donerede penge til at plante træer for klimaet. Foto: TV 2

'Danmark planter træer' er det første indsamlingsshow af sin slags i verden.

Historien om næsten en million danske træer har trukket overskrifter i udlandet.

I weekenden har medier i både Europa, Nordamerika, Asien og Oceanien nemlig omtalt indsamlingsshowet 'Danmark planter træer', der lørdag løb af stablen på TV 2.

Showet er det første af sin slags i verden. Aldrig før er der blevet afholdt en live-begivenhed, hvor der samles penge til at bekæmpe klimaforandringerne, lyder det i de mange artikler.

I USA har den højtprofilerede nyhedsvært Christiane Amanpour delt nyheden med sine tre millioner følgere på Twitter.

- Hvor sejt! skriver hun.

Inspiration i andre lande

I flere europæiske lande, hvor klimaforandringerne også en del af den offentlige debat, beskrives indsamlingsshowet som en inspiration.

- Danskerne donerede cirka 2,4 millioner euro (18 millioner danske kroner red.) til at plante træer, skriver mediet La Libre i Belgien med henvisning til pengene, der nu skal blive til 914.233 nye træer rundt omkring i Danmark.

Det irske magasin Her kalder det "et utroligt resultat", og i franske Le Monde beskrives det som "et initiativ, der muligvis giver ideer andre steder".

Nyheden har krydset kontinenter

Også i Italien, England, Tyskland, Ungarn og Tyrkiet er der brugt spalteplads på 'Danmark planter træer'. Nyheden er dog rejst endnu længere.

I Australien, Indonesien, Kina, Taiwan og Indien kan man læse om, hvad der nu skal ske med de mange træer, som danskerne har købt.

- Den seneste tid har Danmarks Naturfredningsforening, kommuner og folkekirker rundt omkring i Danmark indsendt foreslag til områder, hvor de kan få lov til at plante træerne fra indsamlingen, skriver The Indian Express.

Det donerede bliver både til nye stiklinger og til bevarelse af nuværende skov, da skove er et effektivt middel, når det kommer til at opsluge CO2 og opnå de globale klimamål.

En vellykket indsamling

Organisationen Growing Trees Network Foundation, der har været en samarbejdspartner under 'Danmark planter træer' er glad for modtagelsen af showet.

- Det er en positiv måde at inspirere mennesker og vise dem, hvordan de kan gøre en forskel for klimaet ved at gøre små ting, siger grundlægger Kim Nielsen til AFP.

De første træer, som er doneret under 'Danmark planter træer', vil blive plantet i oktober.