Vild med dans

Efter to flasker rødvin og tarotkort forstod de pludselig, hvorfor de var et perfekt match

Der er 22 års aldersforskel på et af 'Vild med dans'-parrene. Der gik et døgn, før Frederik Nonnemann selv indså, hvor godt matchet faktisk var.

Den 29-årige professionelle danser skulle lige sunde sig.

Han var fuldstændig overbevist om, at han skulle danne par med enten sangerinden Coco O. eller skuespilleren Marie Bach Hansen i årets 'Vild med dans'.

Frederik Nonnemann havde læst, at de skulle være med i programmet, og de passede nogenlunde til ham i forhold til alder og højde. Derfor havde han forberedt sig grundigt og googlet sig frem til en masse viden om de to.

Men foran ham i træningslokalet stod den 51-årige erhvervskvinde Birgit Aaby den sensommerdag i august, hvor de mødte hinanden første gang.

Serieinvestoren, der i flere år har været en del af iværksætterprogrammet 'Løvens hule', blev helt varm indeni, da hun så, hvem hun var blevet matchet med.

Hun har altid syntes, at Frederik Nonnemann virkede så glad og positiv på skærmen.

Blev stille og eftertænksom

Holdets yngste mandlige danser blev til gengæld så overrasket, da han så matchet med den 22 år ældre erhvervskvinde, at han ikke vidste, hvad han skulle sige.

- Ej, hvor grineren, udbrød han som det første, da han mødte Birgit Aaby, og tilføjede kort efter:

- Det havde jeg slet ikke gættet.

Mødet skulle markere begyndelsen på et intenst danseforløb, og Frederik Nonnemann vidste intet om Birgit Aaby. Han frygtede, at hun ville være en hård businesstype og dermed tung at danse med.

- Men der måtte jo være en grund til, at vi var sat sammen. Jeg manglede bare at finde ud af hvorfor, siger han.

Det første møde varede en times tid, og bagefter ringede erhvervskvinden til sin veninde for lige at lufte tankerne. Hun kunne godt mærke, at Frederik Nonnemann var blevet stille og eftertænksom.

- Han var ærlig, da han sagde, at han ikke havde set det komme, fortæller hun.

Birgit Aaby forsøgte at sætte sig i hans sted. Ifølge hende selv er hun "51 år og vejer 15 kilo for meget".

- Jeg kan godt forstå, han tænkte: "Op ad bakke". Du er så afhængig af din partner, siger hun og bemærker:

- Men han kendte mig jo ikke på det tidspunkt.

Det viste tarotkortene

To timer efter deres første møde sendte Frederik Nonnemann en sms til Birgit Aaby. Han skulle blandt andet sikre sig, at hun var okay med mødet.

- Hvis hun forvekslede min overraskelse med skuffelse, ville det være så forfærdeligt. Mimikmæssigt kan de to følelser jo godt lægge sig op af hinanden, siger han.

Han spurgte, om de ikke skulle drikke et glas rødvin, snakke 'Vild med dans' og lære hinanden bedre at kende.

Det gjorde de den næste aften, og der var god kemi med det samme.

Vi griner, som om vi har kendt hinanden for evigt

Frederik Nonnemann

Efter en omgang tapas og to flasker rødvin havde de øvet sig på standarddans i erhvervskvindens stue, og der var spredt tarotkort ud over altanbordet. De fandt hurtigt ud af, at de begge er spirituelle.

Den aften trak de nogle bestemte kort: Djævelen, de elskende og ypperstepræstinden. Kort med fokus på kommunikation, forhold og transformation. Det opfattede de begge som et symbol på deres videre forløb i 'Vild med dans'.

- Kortene sagde, at der ville ske en masse forandringer for os begge to. Det var en bekræftelse af, at det nok skulle gå, siger Birgit Aaby.

Ikke for fin til en skid

Den aften blev begyndelsen på et særligt venskab.

Der er gået en måned, siden Birgit Aaby og Frederik Nonnemann mødte hinanden for første gang, og i dag er de to nærmest uadskillelige.

De har været i byen sammen flere gange, har ferieplaner om en tur til New York, og så har de endda været i Ikea en eftermiddag.

Frederik Nonnemann vil gå så vidt som til at sige, at han synes, de er "det bedste match overhovedet".

- Vi griner, som om vi har kendt hinanden for evigt, og siden den dag (på Birgit Aabys altan, red.) har jeg bare elsket hende, siger Frederik Nonnemann og tilføjer:

- Jeg er meget positivt overrasket.

Han synes blandt andet, at Birgit Aaby er inspirerende i sin måde at være på overfor sine medarbejdere.

For knap 20 år siden stiftede hun en rengøringsforretning, som hun stadig er medindehaver af i dag.

- Når hendes virksomhed skal gøre rent et nyt sted, møder hun selv op i de første to uger og gør rent med de andre for at få det hele sat ordenligt i gang. Hun kan huske, hvor hun kommer fra, og det er meget inspirerende. Hun er ikke for fin til en skid, siger Frederik Nonnemann.

Kalder en spade for en spade

Både privat og som erhvervsleder foretrækker Birgit Aaby, at man kalder en spade for en spade. Og det gør hendes nye dansepartner ogsp.

- Derfor gør det ikke noget, at det ikke var en fin start, siger hun.

Det kan hun bedre forholde sig til, end hvis Frederik Nonnemann havde foregivet noget, der ikke var rigtigt.

- Frederik kan ikke lade som om. Når han siger, at noget er godt, så ved jeg, at han mener det. Når han siger, det er skidt, så ved jeg også, at jeg skal tage mig sammen.

Se Birgit Aaby og Frederik Nonnemann og alle de andre par i 'Vild med dans' fredag 13. september.

Det skal de danse i 'Vild med dans' program 1

  1. Jive

    Jive er en af de fem latinamerikanske danse. 

    Det bliver den første dans for Oscar Bjerrehuus og Asta Björk, Umut Sakarya og Jenna Bagge og Coco O. og Morten Kjeldgaard.

  2. Vals

    Vals er en af de fem standarddanse. 

    Den kommer Mikkel Kessler og Mille Funk, Birgit Aaby og Frederik Nonnemann og Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichhardt til at danse fredag aften. 

  3. Cha-cha-cha

    Cha-cha-cha er en af de fem latinamerikanske danse.

    Den kaster Jakob Fauerby og Silas Holst, Anne Dorte Michelsen og Marc Christensen og Neel Rønholt og Michael Olesen sig ud i til premieren.

  4. Quickstep

    Quickstep er en af de fem standarddanse.

    Den vil Christopher Læssø og Karina Frimodt, Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen og Michael Maze og Mie Martha Moltke danse på den første fredag på gulvet.