16x9

Hans liv har været fyldt med hits – men da alt toppede, blev han væltet af sin egen succes

Chief 1 brød igennem som hiphop-pioner og fortsatte som hit-producer. Men som succesen voksede, nærmede han sig sit livs største nedtur.

Han fik trofæet i hånden. Chief 1 havde gjort det igen. Skrevet en vindersang til det danske Melodi Grand Prix.

Fotografen ville have et billede af vindergruppen Anti Social Media og deres producer, så Chief 1 holdt sejrsbeviset op foran sig og smilede til kameraet.

Det var kulminationen på tre års vellykket arbejde med massevis af artister.

Sammen med produceren Remee drev Chief 1 pladeselskabet RE:A:CH med stor succes. Grønne cykelbude var kommet med den ene platinplade efter den anden.

Rammerne med hæder blev banket op uden for studiet én efter én. Og dette glastrofæ skulle snart havne i vindueskarmen som en del af samlingen.

Anti Social Media vandt det danske Melodi Grand Prix i 2015 med 'The Way You Are' skrevet af Chief 1 og Remee.
Anti Social Media vandt det danske Melodi Grand Prix i 2015 med 'The Way You Are' skrevet af Chief 1 og Remee. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Men midt i euforien mærkede Chief 1 ingenting. Hver sejr var et hurtigt fix.

Som succesen voksede, nærmede han sig sin største nedtur til dato. Og han vidste, at han blev nødt til at lægge kortene på bordet over for Remee.

Dette er historien om en hiphop-pioner og hit-producer, som blev væltet af sin egen succes. Som blev så fokuseret på at løfte andre, at han tabte sig selv på gulvet.

Men det er også en historie om at finde tilbage til sin kerne. Om at gå tilbage på den scene, man ikke har stået på, siden man var teenage-idol i Rockers By Choice.

Det gør Chief 1 for alvor i årets 'Toppen af poppen'.

square to 16x9
Rockers By Choice i 1989. Foto: Privatfoto

Ramt af hiphop

Forældrene kaldte ham Lars Pedersen. De havde nok aldrig troet, deres søn skulle blive noget ved musikken. Men de gav ham vide rammer for at udfolde sig i lejligheden på Tårnby Torv på Amager.

Hvis naboerne klagede over, at han spillede for højt på sin fars trommesæt, fik de at vide, at de kunne flytte på plejehjem. Han fik sågar lov til at male graffiti på det af de to værelser, der var hans.

Det andet værelse tilhørte hans fem år ældre storebror, Per. De to var vidt forskellige.

Lars blev født 21. februar 1970. Fem år efter sin storebror Per.
Lars blev født 21. februar 1970. Fem år efter sin storebror Per. Foto: Privatfoto

Per var stille og en, der gik lidt for sig selv, mens Lars var en larmende 'bulderbasse'. Det, der bandt dem sammen, var musikken.

Derfor sendte Per kassettebånd med optagelser fra den amerikanske radio hjem til sin bror, da han i 1982 tog på high school i USA.

Ud kom et beat, den 12-årige knægt aldrig havde hørt før – sang var det i hvert fald ikke.

”It’s like that, and that’s the way it is,” bragede det ud på drengeværelset.

Det var hiphop. Det var den amerikanske gruppe Run-DMC. Og mødet med den nye lyd ændrede ham for altid.

- Jeg vidste det bare: "Det er her, jeg hører hjemme. Det er mit kald", siger Lars Pedersen i dag.

Da han et halvt år senere hentede sin bror i lufthavnen, kom Per gående imod ham i store hiphop-bukser og Adidas-sko.

På skulderen havde han en ghettoblaster, og det første, han gjorde, var at skrue op for musikken og lave sit første breakdance-move på dansk jord.

Lars råbte begejstret. Hans bror var cool. Fra det øjeblik var de ramt. Hiphop blev deres liv.

Konger i ringen

I stedet for Per og Lars Pedersen kaldte de sig Dee Pee og Chief 1. De idoliserede USA og ghettoen. Fik deres mor til at sy træningsdragter, som lignede hiphoppernes i Bronx.

Ellers bestod uniformen af damehatte, skibriller om halsen, pelsjakker og brede snørrebånd. Folk kiggede på dem, som var de aliens.

I begyndelsen dansede de breakdance på Strøget foran Burger King hver fredag. Danmarks spirende hiphop-miljø talte dengang omkring 30 mennesker, og det var her, de holdt til – på det mest amerikanske sted, de kunne finde.

Alle andre dage øvede Dee Pee og Chief 1 i en kælder på Amager sammen med fem venner. For det handlede om at være den bedste, den første og den sejeste.

Derfor jublede de, da Chief 1 knækkede koden til breakdance-movet windmill som den allerførste.

Det var i midten af 80’erne. Crewet kaldte sig nu The Floormasters, og de blev danmarksmestre i breakdance to år i træk.

Efter dansen kastede Chief 1 sig over mixeren, stjal plader under sin dynejakke og satte sig for at lære at scratche. Langsomt nærmede han sig hiphoppens next level: Rappen.

Amager-drengene begyndte at skrive rhymes og mixede musik på Chief 1's værelse. Det var også her, de en dag i 1986 fandt på navnet Rockers By Choice.

Helmig go home

square to 16x9
Rockers By Choice på Rådhuspladsen i 1989. Foto: Privatfoto

Tre år senere sad gruppen på bagsædet af bussen fra Amager til Rådhuspladsen. Året var 1989. Rockers By Choice havde fået en hård attitude på Københavns punkscener, og så var de blevet tilbudt en pladekontrakt.

Men at de stod over for deres gennembrud, anede de ikke. Dog fornemmede de, at det ville blive stort. Rådhuspladsen var fyldt.

De skulle rappe til en skoledemonstration med tusindvis af skoleelever, der ikke anede, hvad hiphop var. Men energien kulminerede, da Rockers By Choice begyndte at rappe.

Efter showet gav gruppen deres allerførste interview til en musikjournalist fra BT, men midt i det hele måtte både de og journalisten flygte ned i en kælderskakt, fordi en skare af piger løb imod dem.

Rockers By Choice på forsiden af musikmagasinet Gaffa i 1989.
Rockers By Choice på forsiden af musikmagasinet Gaffa i 1989. Foto: Privatfoto

’Helmig go home. Rockers er her' blev overskriften i avisen.

Dagen efter havde Rockers By Choice solgt 7000 eksemplarer af deres første maxi-single med gennembrudshittet ’Engel’ på den ene side og ’Nedtour’ på den anden.

Det skød gang i en turné på to et halvt år. Rockers By Choice spillede over hele landet.

Men kontrasten til det helt almindelige liv med teenageproblemer var stor – og svær for 19-årige Lars Pedersen.

Han kunne rappe foran horder af skrigende piger. Men efter showet gik han hjem ad en mørk vej uden gadelygter og kæmpede med efterveerne af, at hans første kæreste havde været ham utro.

- Privat var det af lort, men hver gang jeg trådte ind i den der Rockers-verden, så var det bare pisse sjovt.

Men Rockers By Choice anede ikke, hvordan de skulle håndtere livet som hiphop-idoler. De havde ingen at lære fra. Kendte ingen, der havde prøvet det samme som dem.

Det betød også, at der ventede Chief 1 dyre lærepenge på toppen af succesen.

square to 16x9
Mange piger var ellevilde med Rockers By Choice. Nogle gange inviterede Lars' forældre dem ind til kaffe, hvis de syntes, de havde ventet uden for huset længe nok. Foto: Privatfoto

Alles producer

Da han så de mange nuller på checken, anede han ikke, at halvdelen af pengene ikke var hans.

Ind med posten var kommet den første royalty check fra KODA. Hans far bankede på døren ind til værelset og viste ham den. ’Engel’ havde tjent ham 600.000 kroner. Det var helt vildt.

Chief 1 nåede at købe en ejerlejlighed, før han et år efter – omkring 1991 – blev indkaldt til et møde i Tårnby Skat.

Her lærte han, hvad B-skat var. Chief 1 havde ikke indbetalt en krone, og nu skyldte hiphopperen halvdelen af de tjente – og brugte – penge væk. Plus renterne.

Fuck, tænkte han.

Samtidig havde Rockers By Choice peaket.

På album nummer to fik de en mere rocket lyd og udtalte, at de var trætte af pigerne i et stort dobbeltsidet interview. Det kostede.

Rockers By Choice opnåede aldrig ligeså stor succes med deres opfølgende albums som debutpladen 'Opråb til det danske folk'.
Rockers By Choice opnåede aldrig ligeså stor succes med deres opfølgende albums som debutpladen 'Opråb til det danske folk'. Foto: Privatfoto

Pigerne fik nye idoler og blev væk fra koncerterne. Nedturen gav splid i gruppen og førte langsomt til opløsning.

Selv var Chief 1 opslidt af at være på turné. Han var træt af kaos og havde indset, at han ville have det bedre i baggrunden som producer for andre.

Det blev også vejen ud af den skattegæld, der gav Chief 1 en klaustrofobisk følelse.

Tårnby Skat gav ham lang line. Han fik lov til at beholde sine ting af værdi, så han kunne arbejde gælden af. Til gengæld skulle han hver måned ringe til skattekontoret og fortælle, hvad han havde gang i.

Derfor begyndte Chief 1 at lave ”huslejemusik”, som han døbte det. Han arbejdede med MGP-vindere som Razz, B-Boys og Shit Kid. Og langsomt, men sikkert betalte han gælden tilbage.

Sideløbende fandt han ud af, at han elskede at producere.

square to 16x9
Big Fat Snake i øvelokalet, Klågerup i Sverige. Chief 1 er producer. Foto: Sisse Stroyer / Scanpix Denmark

Han blev bedre og bedre, lavede musik for flere og flere. Og i dag afslører Chief 1's CV, at han har skrevet, produceret og remixet sange for en lang liste af succesfulde artister og bands. Et udpluk er:

Christian Brøns, Drengene fra Angora, Gnags, Kim Larsen, Lars H.U.G, Love Shop, Sanne Salomonsen, Shu-di-dua, Outlandish, Bamses Venner og Johnny Madsen.

Den allerførste gruppe, han fandt og sammensatte, var Sound of Seduction med en vis Remee om bord.

Umuligt at arbejde

De mødtes allerede i 90erne til en rapkonkurrence, hvor Chief 1 var dommer. Han spottede ”den vildeste rapper” i feltet og vidste med det samme, at de to skulle arbejde sammen.

Det blev begyndelsen på et 25 år langt venskab, der med års mellemrum er blomstret op i nye hits. Det var også sådan, pladeselskabet RE:A:CH blev til.

Året var 2011. Chief 1 var blevet gift og far til sønnen Vitus. Han var rykket til et studie tæt på hjemmet i Vanløse og inviterede Remee over.

De skrev tre sange den dag. En af dem var ’Should’ve Known Better’, som Soluna Samay vandt det danske Melodi Grand Prix med året efter.

Vinderne af dansk Melodi Grand Prix 2012 med 21-årige Soluna Samay i front.
Vinderne af dansk Melodi Grand Prix 2012 med 21-årige Soluna Samay i front. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Med den succes var de nærmest nødt til at starte et pladeselskab. Og det gjorde de.

Herfra følte Chief 1, at han eksploderede i kreativitet. Han arbejdede 16 timer hver dag og jonglerede med 10-12 artister på samme tid.

Unge mennesker, som håbede, han kunne gøre dem til stjerner. Unge mennesker, som han var mentor, psykolog, producer, sangskriver, økonomisk rådgiver og alt muligt andet for.

Men langsomt begyndte det at gå galt. Han var enten sur, trist, træt eller bekymret hele tiden. Begyndte at aflyse øve-sessionerne med de navne, han havde ansvaret for.

Chief 1 og Remee sammen med bandet L.I.G.A, der i 2014 blev hædret med både en Gaffa-pris og en Zulu Awards som årets nye navn.
Chief 1 og Remee sammen med bandet L.I.G.A, der i 2014 blev hædret med både en Gaffa-pris og en Zulu Awards som årets nye navn. Foto: Privatfoto

Alligevel gik det godt for pladeselskabet. RE:A:CH var på nippet til at underskrive en kontrakt med pladeselskabet Warner Music, som ville kaste masser af penge af sig. Pressekonferencen var planlagt, men Chief 1 havde det ad helvedes til.

Han vidste, at kontrakten ville betyde endnu mere arbejde. Og han havde ingen energi at give af. Følte det som om, alle hans lemmer var skåret af.

Derfor kom det uundgåelige møde med Remee.

”Jeg kan ikke mere,” sagde han, da han sad over for sin ven.

Remee forstod ikke. Han troede, hans makker var på vej væk, fordi han havde fået et nyt tilbud. Prøvede med alverdens argumenter og tilbud for at få Chief 1 til at blive. Men pludselig var det som om, den sivede ind.

- Han kiggede på mig med et tomt blik, for han kunne jo se, at det her handlede om noget, der ikke kunne kureres med penge.

Chief 1 var havnet midt i en depression. Og han trak sig fra alt. Også fra sit ægteskab.

To linjer ad gangen

square to 16x9
Chief 1 i sit studie i Vanløse. Foto: Isak Hoffmeyer

Chief 1 og hustruen havde kendt hinanden i 22 år. Men samtalen var sluttet. Kærligheden var blevet et venskab, og selvom det gjorde ondt, flyttede Lars i september 2015 permanent ind i sit studie i Vanløse.

Her brugte han al sin tid alene. Kæmpede med den dårlige samvittighed over, at han var blevet sådan en, der gik. Sådan en, der gjorde sin søn til skilsmissebarn.

Sønnen Vitus fylder snart otte år.
Sønnen Vitus fylder snart otte år. Foto: Privatfoto

Tankemylderet var trættende.

Lars sov to-tre gange om dagen og brugte nætterne på at traske rundt i kvarteret, indtil han opdagede, at det var blevet morgen.

I dag forstår han godt, hvorfor folk giver slip på livet og gør en ende på smerten. Havde det ikke været for Vitus, havde han måske selv gjort det samme.

Men da han var længst nede, trængte et lille lysglimt gennem den mur af mørke, han havde bygget op omkring sig selv.

I et tilfældigt interview læste han, at man skulle gøre noget for at gøre sig selv glad. Hvad som helst. Og det eneste øjeblik af ren glæde, han kunne tænke tilbage på, var timerne på drengeværelset på Tårnby Torv, hvor han forsvandt ind i musikken.

Den decembernat gjorde han det samme. Lavede et hurtigt beat og skrev to linjer, som han sang ind i mikrofonen.

”Ikk' gi' op, ikk' gi' op. Nej, verden er i farver, du må ikk' gi' op”.

Skrev to linjer mere, sang dem ind.

”Ikk' gi' slip, ikk' gi' slip. For man ska' dø lidt, før man finder vej”.

Efter en time var han tømt for ord. For første gang siden Rockers By Choice havde han skrevet en sang til sig selv.

Det var som om, teksten var én, han havde skrevet for længe siden. Den skulle bare ud. Sangen gjorde ham en lille bitte smule gladere.

Sådan var det med hele den plade, der fulgte efter. Og den turné han tog på efterfølgende. Også selvom der kun kom 75 mennesker til nogle af koncerterne.

- For første gang var jeg ikke bare en, der skulle rappe. Jeg fortalte historier mellem sangene, og folk blev rørt. Det var som en stor gruppeterapi.

Hvordan han kunne sætte alt det i gang, ved han ikke. Det var slet ikke meningen. Men det var den samme kraft, der gjorde, at Chief 1 i april 2016 takkede ja til at deltage i sangskriver-camp i Aarhus med nogle af verdens bedste i branchen.

En invitation, der betød, at den danske producer stod på den røde løber i Los Angeles et år senere.

Aldrig for sent

De andre på sangskriver-campen grinede undervejs af en særlig melodi – et såkaldt harmonika-riff. Chief 1 hørte dog et hit og skrev på sangen med en norsk sangskriver i alle pauser.

Efter et par måneder ringede han til Chief 1. SONY ville give verdensstjernen Ricky Martin et comeback med deres sang. Og så eksploderede det.

Chief 1 med beviset på, at 'Vente Pa Ca' blev en international succes. Sangen er oprindeligt skrevet på engelsk sammen med sangskriver og producer Nermin Harambašić fra det norske pladeselskab DSign Music.
Chief 1 med beviset på, at 'Vente Pa Ca' blev en international succes. Sangen er oprindeligt skrevet på engelsk sammen med sangskriver og producer Nermin Harambašić fra det norske pladeselskab DSign Music. Foto: Privatfoto

’Vente Pa Ca’ bankede ind som nummer et på hitlisterne i 25 lande og er i dag afspillet 1,5 milliarder gange på Youtube og mere end 365 millioner gange på Spotify. Den blev nomineret til to latin grammy awards: Song of the year og Hit of the year. Og de grammys skulle hentes i Los Angeles.

I 2016 mødte Lars kæresten Gitte Salling. Hun, musikken, træning, psykologhjælp og sønnen Vitus hjalp Chief 1 tilbage på sporet.
I 2016 mødte Lars kæresten Gitte Salling. Hun, musikken, træning, psykologhjælp og sønnen Vitus hjalp Chief 1 tilbage på sporet. Foto: Privatfoto

Da invitationen kom, var Lars et bedre sted. Træning havde hjulpet ham sammen med musikken og psykologhjælp. For midt i sin sindskrise nægtede han at gå i fysisk forfald.

Han havde fået en ny kæreste, tabt sig 15 kilo og fået lyst til at se sig selv i spejlet igen.

Og da han gik på den røde løber i Los Angeles, mærkede han, at selvværdet fulgte med succesen på en måde, han aldrig tidligere havde mærket.

- Det kan lade sig gøre at stå i fucking L.A. Det er aldrig for sent, tænkte han for sig selv.

Den erkendelse tog han med sig hjem, selvom det blev ’Despacito’ af portugisiske Luis Fonsi og Daddy Yankee (siden remixet af Justin Bieber), der løb med begge priser.

Og historien kunne slutte her som en Hollywood-film med en morale om, at det ikke altid er lykken at være en succes. At det nogle gange er bedre at blive nummer to.

Men det gør den ikke.

Succes er relativ

square to 16x9
Chief 1 er et bedre sted i dag. Han har lært kun at gå ind i det, han brænder 100 procent for. Foto: Dan Møller

For selvom Chief 1 i dag har fundet vejen tilbage til et almindeligt liv, kæmper han stadig. Han tror aldrig helt, han slipper for de dårlige dage og har indset, at han nok altid har været et melankolsk menneske.

Men han har lært kun at gå ind i det, han brænder 100 procent for.

Derfor tager han i efteråret 2019 på jubilæumsturné med Rockers By Choice. Han arbejder med én ung knægt, han tror på. Han har for nylig udgivet en ny single med kollegaen Thomas Buttenschøn.

Og så har han holdt nye sessions med Remee med målet om at skrive til internationale kunstnere. For selvom hans første verdenshit tabte til ’Despacito’, så var det nu en ret god start, mener han.

Samtidig føler Chief 1 sig modig nok til rent faktisk at blive en ægte artist. Også i sine egne øjne. For han mærker, hvor vigtigt det er at lave noget, der har betydning.

På den rejse betegner han ’Toppen af poppen’ som en form for camino. Flere dage havde han lyst til at tage færgen og skride, fordi han ikke følte sig god nok. Men når han kigger tilbage, er det vigtigste, at han gennemførte.

Om han nogensinde bliver en ligeså stor succes som artist som tidligere, tænker han ikke på. Succes er relativt.

- Jeg har lavet plader, der har solgt 150.000 eksemplarer, som jeg ikke kan holde ud at høre. For mig er en definition af succes også, at musikken er noget, man kan tage frem igen og høre og være stolt af, siger han.

Uanset hvordan det går herfra, ved han, at han kommer til at lave musik, til han dør. Nogle år vil han med egne ord ramme den for sindssygt. Andre år vil han ikke.

Men han kommer til at ramme den igen.

Chief 1 foran væggen med guld- og platinsuccesser.
Chief 1 foran væggen med guld- og platinsuccesser. Foto: Privatfoto

Se 'Toppen af poppen' søndag kl. 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.