Simon Cowells nye tv-koncept kommer til Danmark - tre stjerner er med
En børnevært, en musicalstjerne og en dansk danser fra Hollywood skal være kaptajner i helt nyt danseprogram på TV 2.
Der er 100.000 kroner og en optræden i 'Vild med dans' på højkant til vinderen af et nyt tv-program.
'Den vildeste danser' dukker op på TV 2 i foråret 2020, og programmets tre dommere – de såkaldte dansekaptajner – er allerede fundet.
Det bliver den erfarne danser Sonny Fredie Pedersen, børneværten Mille Gori og den tidligere 'Vild med dans'-vinder Silas Holst, der vil give deres bedste tips videre til deltagerne i programmet.
- Det er et friskt og fagligt hold af kaptajner, og jeg glæder mig til at se dem kaste sig ud i opgaven, siger Thomas Richardt Strøbech, underholdningsredaktør på TV 2.
Programmet udspringer af det britiske tv-koncept 'The Greatest Dancer', som den kendte producer Simon Cowell står bag. Den første sæson blev sendt på BBC i januar i år, og nu kommer showet altså snart til Danmark.
Publikum har magten under de indledende auditionrunder og kan vælge, hvilke dansere de gerne vil se igen.
Herefter udvælger de tre kaptajner de dansere, der skal med til programmets liveshows.
Danser og koreograf i LA
33-årige Sonny Fredie Pedersen er den ene af de tre dansekaptajner.
Han arbejder til daglig på den anden side af Atlanten som danser, koreograf og sanger. Han er nemlig bosat i Los Angeles, men blev allerede som helt ung landskendt, da han viste sin danske dansehverdag frem i dokumentarprogrammet 'Ingen slinger i valsen'.
Han fortæller, at han ikke kunne sige nej, da han fik muligheden for at være med i det nye program.
- Jeg elsker at undervise og oplære talenter og videregive den viden, jeg har skrabet sammen igennem min karriere – og at være en hård banan, når jeg skal, for at få det bedste ud af folk.
Sonny Fredie Pedersen har vundet 16 danske mesterskaber og flere nordiske. I dag ejer han to danseskoler – en i København og en i Los Angeles.
Han vil kigge efter det unikke i de kommende deltagere.
- Talent findes i så mange afskygninger, så jeg vil som en røntgenmaskine sidde og kigge dybt på alle niveauer. Om du har den fedeste teknik, fedeste koreografi eller ikke har, det er ikke altid afgørende. Det kan være, du er i besiddelse af noget helt specielt. Noget, der gør dig helt unik. Det er det, jeg kigger efter, siger han.
Som koreograf og danser har Sonny Fredie Pedersen arbejdet med stjerner som Will Smith, Christina Aguilera og Nicki Minaj.
Han har desuden medvirket i flere musicals, hvor han har spillet roller som Danny Zuko i 'Grease' og Baby John i 'Westside Story'.
I 2018 koreograferede han afslutningsshowet under VM i fodbold i Rusland.
Musicalstjerne og 'Vild med dans'-vinder
Silas Holst begyndte allerede at danse som toårig på sin mors danseskole.
Siden har han vundet otte danske mesterskaber inden for standard og latin. Han har desuden medvirket i 'Vild med dans' seks gange og vundet de to af dem.
Han er uddannet skuespiller fra teaterskolen Holberg og har medvirket i en række musicals. Han har spillet hovedrollen i blandt andet 'Grease', 'The Book of Mormon', 'Dirty Dancing' og 'Flashdance'. Fra 13. september er han med i den nye sæson af 'Vild med dans'.
Silas Holst kommer til at kigge efter personlighed hos danserne.
- Og om de får mig med i deres fortælling. Det behøver ikke være de teknisk dygtigste, men dem, der kan fortælle en historie med deres krop, siger han.
Børnevært og danser
Blandt de yngste tv-seere er Mille Gori nok mest kendt under navnet 'Motor Mille'.
Men hun kan meget mere end at fikse biler. Hun har blandt andet danset på balletakademiet i Stockholm, og så er hun uddannet danser fra Statens Scenekunstskole.
Mille Gori har medvirket i flere musicals. Hun har spillet Wendy i 'Peter Pan', og for tiden er hun aktuel som akrobat i 'Tarzan'. I 2020 spiller hun vært i 'Vild med dans – The Musical'.
Nu glæder hun sig til at være med i et program, der viser en bred palette indenfor dans.
- Dans er meget mere end standard og latin – der findes så mange typer af stilarter, og det glæder jeg mig til at kunne være med til at vise frem, siger hun.
Se 'Den vildeste danser' på TV 2 i foråret 2020.