Toppen af poppen

Popstjerne rørt til tårer på tv - her er historien bag

Kwamie Liv mistede en nær ven, men husker sig selv på at være taknemmelig over, at de nåede at kende hinanden.

- Til alle dem, der sagde, du ikke var god nok – glem dem. De løj.

Ordene i sangteksten rørte Kwamie Liv dybt, og hun kunne næsten ikke stå på sine ben, efter Medina havde fremført sin danske version af nummeret 'Higher'.

En sang, der frembragte en klump i halsen hos flere i søndagens udgave af 'Toppen af poppen'.

Og efter at have givet Medina et langt kram, måtte Kwamie Liv tørre sine øjne.

- Det var virkelig, virkelig smukt. Jeg skrev sangen for min ven, der døde, og jeg blev rørt, fordi det er så personlig en ting for mig, siger hun om sangen, der udkom i 2018 og oprindeligt er skrevet på engelsk.

En rigtig god ven

Den dansk-zambiske sangerinde er født i Danmark, men med en mor, der arbejdede for FN, boede hun de første mange år af sit liv i udlandet. Hun nåede blandt andet at bo i Tyrkiet, Sverige, Kenya og Irland.

Det har været en meget vigtig person i mit liv, men der kom et tidspunkt, hvor han ikke ville være her længere

Kwamie Liv, sangerinde

Da hun blev ældre, flyttede hun tilbage til Danmark og bosatte sig i København. Her fik hun en rigtig god ven.

- Det har været en meget vigtig person i mit liv, men der kom et tidspunkt, hvor han ikke ville være her længere, siger hun.

Tabet ramte Kwamie hårdt, og der gik lidt tid før ordene kom. Men en dag skete det bare. Hun skrev sangen til ham, og den kom til at ligge meget tæt på hendes hjerte.

Kwamie Liv

Dansk-zambisk sangerinde og sangskriver.

Hun har udgivet et album, og i 2015 spillede hun på Roskilde Festival.

I 2014 udgav hun EP'en 'Lost in the Girl', og året efter udgav hun singlen 'Remember Me In every Cloud of Gold' – et nummer, som optrådte på soundtracket til filmen 'Guldkysten'. I 2015 udgav hun singlen 'Higher'.

Til Kim Larsens 70-årsfødselsdag sang hun hans sang 'Pianomand'.

De mennesker, man møder, når man kommer til at nyt sted, betyder nemlig meget, fortæller sangerinden. Derfor er Kwamie Liv nødt til at samle sig, hver gang hun synger sangen.

- Jeg ved, at der var nogen, der sårede dig. Men det var dengang, og det her er nu – jeg vil aldrig forlade dig, synger hun i den originale version af 'Higher'.

Husker at være taknemmelig

Sangerinden kan også mærke, at der altid er en særlig stemning, når hun spiller den live, fortæller hun.

- Der sker bare noget i rummet.

Og selvom hun aldrig vil glemme tabet, så er Kwamie Liv først og fremmest taknemmelig for, at de fik lov til at være venner. Det, synes hun, er vigtigt at huske.

Men sangen gør mere end at mindes. Den skulle også fortælle Kwamie Liv, at hun var god nok i en periode, hvor hun havde brug for det.

- Man kan være åh så selvsikker, men vi har alle sammen de der dage, hvor man skal løfte sig selv, og der ikke er nogen andre, der gør det for dig, siger hun.

Og under programmet så Kwamie Liv Medina finde samme mening i fortolkningen af hendes sang 'Higher'.

Popsangerinden Medina lavede sin egen danske fortolkning af Kwamie Livs sang 'Higher'. Video: Erna Bojesen Rosenqvist

Medina kunne genkende sig selv

For det var ikke kun sangens oprindelige forfatter, der blev rørt over budskabet. Faktisk havde Medina været nervøs for, at hun ikke kunne synge den, da hun kunne genkende flere ting fra sit eget liv.

- Hver gang jeg får lov til at synge den, føler jeg, at jeg giver slip på nogle af de ting, som jeg er i gang med at lære at give slip på, og siger: "Hey, jeg er god nok". Det har jeg endelig lært, at jeg er, siger Medina.

Derfor betød det også meget for Kwamie Liv, at popsangerinden havde valgt netop dén sang.

- Det var så vildt og inspirerende at se en sang, der betyder så meget for mig, give mening for andre – det rammer bare dybt. Det er den mest personlige sang, jeg nogensinde har skrevet, og det gik op i en højere enhed.

Se 'Toppen af poppen' søndag kl. 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.