Vovehals blæser dommerne bagover i talentshow: Jeg vil dø for min sport

Motorcrosskøreren Alex Porsing kaster sig gennem luften i 12 meters højde til sin audition i ’Danmark har talent’.

Flere end ti hjernerystelser, en flænge på leveren, et åbent lårbensbrud og så har utallige knogler været brækket i 25-årige Alex Porsings krop.

Den lange liste af hospitalsbesøg og ulykker skyldes hans store passion for freestyle motocross. Han lever, med egne ord, hver dag, som var det den sidste.

Alex Porsing er den eneste dansker, der kan leve af sin sport, og nu vil han overbevise dommerne og publikum i ’Danmark har talent’ om, hvad han kan.

Hans audition kræver højt til loftet og en specialbygget motocrosser. Der er opsat en enorm rampe uden for studiet, som han rammer med en voldsom fart. Dommerne holder alle vejret, når han kaster sig op i luften. Når han slipper rampen, styrer han den 100 kilo tunge Yamaha-crosser gennem luften, mens han svinger kroppen i akrobatiske bevægelser.

Han lander sikkert på den anden side.

Det ser simpelt og elegant ud, men et enkelt vindstød kan det være afgørende for, om Alex må endnu en tur på skadestuen.

Min sport er blevet en besættelse

Selvom sporten er livsfarlig og ofte har bundet Alex Porsing til en hospitalsseng, så overvejer han aldrig at kvitte sin sport. Den har nemlig udviklet sig til en ren besættelse.

- Det er det hele værd. Jeg er blevet en klassisk adrenalinjunkie. Hvis jeg kan ikke rejse rundt og køre motocross og leve det liv, jeg gør, så bliver jeg fuldstændig sindssyg oveni hovedet, fortæller han og uddyber:

- Jeg er afhængig af den frihedsfølelse, det giver mig at hoppe på min motocross. Jeg bliver nødt til at leve på kanten, for ellers føler jeg, at jeg står stille, siger Alex Porsing.

Han har aldrig haft et arbejde, og uddannelse har aldrig rigtig været inde i billedet, fordi han hurtigt mister interessen for alt andet end freestyle motocross.

- Jeg ser ikke rigtig nogen idé i at leve et liv, hvor jeg laver noget andet end det her. Så ville jeg gå og have det ad helvedes til hele tiden, forklarer Alex Porsing.

Min mor har lært at leve med det

Interessen for fart og adrenalin ligger i blodet på Alex Porsing. Hans far var professionel speedwaykører og gav sporten videre til Alex allerede som 3-årig. Alex Porsings mor havde straks sværere ved at indfinde sig med sønnens dristige livsstil.

- Min mor er ikke glad for at se på det. Første gang min mor så mig køre et show, så gik hun ud og kastede op på et toilet, fortæller han og griner.

Bekymringen bunder i de mange ulykker, som han har pådraget sig. Ambulanceredderne kender efterhånden lidt for godt adressen til forældrenes gård, hvor han træner.

Alex Porsing har lært at kontrollere sin nervøsitet inden de store shows. Det hjælper nemlig med at holde sin mor rolig.

- Når hun kan se på mig, at jeg ikke er nervøs, så hjælper det på hendes nervøsitet. Så hun har med tiden lært at leve med det, siger Alex Porsing.

Jeg er ikke bange for at dø

Alex Porsing har selv mistet venner og kollegaer til sporten, som hvert år dræber en håndfuld motocrosskørere i forbindelse med ulykker. Den slags dødsfald påvirker ham meget.

- Jeg kan godt opleve angsten for at dø, når nogle af mine kollegaer vælter og dør. Det rammer mig. Så bliver det lige pludselig ægte, fortæller Alex Porsing.

Når Alex Porsing sidder på sin Yamaha på vej op ad den store rampe, så er det faktisk ikke tanken om døden, der er det værste scenarie for ham.

- Mit liv ville ikke være værd at leve, hvis jeg ikke kunne køre motocross mere. Jeg er faktisk ikke voldsomt bange for at dø, men jeg er mest bange for at vælte og ikke være i stand til at køre igen, siger han og fortsætter:

- Jeg kunne ikke forestille mig at leve et liv i en kørestol, så vil jeg hellere gå ud på en værdig måde og dø for min sport.

Store chancer for at vinde ’Danmark har talent’

Alex Porsing mener, at danskerne kommer til at være vilde med freestyle motocross, og spår sine chancer for løfte ’Danmark har talent’-trofæet som gode.

- Jeg vil vise Danmark alt, hvad jeg har. Og jeg tror faktisk virkelig, at mine chancer for at vinde er rigtig store, siger han.

Selvom selvtilliden ikke fejler noget, så handler Alex Porsings fremtidsdrømme ikke om berømmelse og præmiepenge. De er noget mere beskedne.

- Jeg er faktisk tilfreds med det, jeg har. Jeg lever allerede drømmen. Så jeg håber bare på at kunne leve præcis, som jeg gør i dag så længe som muligt, siger Alex Porsing.