Seks personer så deres ekskæreste i øjnene igen - det lærte de
Her kan du blive klogere på, hvad der kan komme ud af mødet med din ekskæreste.
Hvad kan man få ud af at mødes med sin ekskæreste igen? Er det overhovedet en god idé, eller ripper det unødigt op i fortiden?
Vi har mødt seks danskere, der var modige nok til at tage udfordringen op og møde deres ekskæreste i TV 2 PLAY-programmet 'Middag med min ex', der er lavet i samarbejdet med Santa Maria.
Her kan du læse, hvad de seks personer lærte af mødet med deres eks.
Natascha Lorentzen, 28 år
I lidt over to år var Natascha Lorentzen sammen med Kenneth Jensen. Hun følte ikke, at hun fik nok opmærksomhed dengang, og endte med at være sammen med hans gode kammerat.
Forud for mødet med ekskæresten havde Natascha Lorentzen gået i hele 11 år og tumlet med tankerne om, hvis nu Kenneth Jensen alligevel var den rette.
- I al den tid vi ikke var sammen, har jeg ofte tænkt på ham. Jeg drømte endda om ham i perioder, fortæller Natascha Lorentzen.
Gav din medvirken i programmet forløsning, eller rippede det unødigt op?
- Det var godt endelig at få snakket ud, fortæller Natascha Lorentzen.
Da de talte sammen igen, blev hun bekræftet i, at der ikke var mere i det. Og at Kenneth ikke var "den rette" for hende.
- Afklaringen kom, da jeg fornemmede, at de ting, han sagde, og de ting, han gjorde, ikke hang sammen. Han sagde, han elskede mig højt. Men det viste hans handlinger ikke.
- Jeg følte, jeg kunne give ham en afslutning. Det kan være en god oplevelse ikke bare at gøre det for sin egen skyld, men også for den andens skyld, siger hun og fortsætter:
- Han fik også svar på nogle af sine spørgsmål.
Emil Oscar Ekelund, 35 år
Emil Oscar Ekelund og ekskæresten Julie Blok Dahl var sammen for over 12 år siden, hvor de boede sammen. Det var hans første rigtige forhold. Ifølge Emil sluttede forholdet, fordi de var for unge og levede to forskellige tilværelser.
- Vi har ret meget historie. Så jeg var ret spændt på, om det ville være positivt eller negativt at mødes igen. Der kan nemt blive rippet op i en masse ting, som man har glemt, siger han.
Ved mødet fik de to talt om, hvad det egentlig var, der gik galt dengang.
- Jeg har nu indset, at vi nok var for unge, da vi var sammen. Vi var ikke gode nok til at føle efter og blev ved med at undgå de seriøse samtaler, siger Emil Oscar Ekelund og fortsætter:
- Vi festede begge to meget dengang. Det skabte ofte problemer. Der kom ofte en masse følelser i klemme. Alkohol og følelser hænger dårligt sammen. Generelt har det lært mig, at nøglen er kommunikation.
I fremtiden kunne Emil Oscar Ekelund godt forestille sig at tage kontakt til andre fra sin fortid.
- Faktisk, så vil jeg sige, at det har været ret lærerigt at tage kontakt til min eks. Jeg har sidenhen overvejet at skrive til andre, der tidligere har betydet noget i mit liv. For at mødes og snakke ud med dem efter den her oplevelse, siger han.
Maria Mangor Nielsen, 20 år
Maria Mangor Nielsen og Nynne Vedsted Andersen var kærester i ni måneder. Men det udviklede sig til et usundt forhold, hvor de sårede hinanden. Derfor gik de fra hinanden.
Inden mødet havde Maria Mangor Nielsen besluttet sig for at komme ind på, at hun kyssede med andre piger i byen. Det er ikke noget, som hun er stolt af, og derfor har hun tænkt meget på det siden. Af den grund ville hun gerne have det afsluttet.
Gav det forløsning, eller rippede det unødigt op?
- Mødet har betydet, at jeg har kunnet tilgive mig selv for nogle af de ting, jeg gjorde, mens vi var sammen, siger hun og fortæller, at hun faktisk blev overrasket over, hvordan ekskæresten så på hende:
- Jeg ved nu, at jeg faktisk ikke var så svær at være i et forhold med, som jeg gik og troede, siger hun.
- Jeg fik nogle vigtige svar på, hvorfor det gik galt mellem Nynne og jeg dengang. Det gjorde jeg ved at lytte til hendes tanker om vores forhold. Derfor er det godt med et fysisk møde, hvor man får det hele med. Følelserne sidder jo uden på tøjet. Når man sidder over for hinanden, er man mere blottet og måske også mere ærlig, siger Maria Mangor Nielsen.
- Jeg er også blevet klogere på, hvad jeg kan gøre bedre fremover. Jeg vil være bedre til ikke at tænke så meget på mig selv, når jeg er i et forhold. At give den anden person plads til deres behov. Generelt har jeg lært at se udover min egen næsetip.
Dennis Vedel Jensen, 28 år
Forholdet mellem Dennis Vedel Jensen og Louise Nielsen startede på Tinder og varede omkring tre måneder. Der kom aldrig en ordentlig afslutning på det. Kontakten mellem dem stoppede bare pludseligt.
Afslutningen har for Dennis altid været uforløst.
Gav det forløsning, eller rippede det unødigt op?
Mødet betød, at de fik talt om, hvad der gik galt. Og det lærte Dennis en del af.
- Jeg blev klar over, at jeg havde opført mig skidt over for hende. Jeg lavede en del fejl i vores forhold. Jeg skubbede hende væk, fordi jeg ikke kunne binde mig, fortæller Dennis Vedel Jensen.
- Vores møde fik mig til at indse nogle ting, som jeg kan forbedre. Det gav helt sikkert en afklaring. Jeg er blevet klogere på mig selv, siger han.
Sarah Schjødte Ries, 20 år
Efter nogle turbulente måneder endte Sarah Schjødte Ries med at gå fra kæresten Caroline Maria Joensen. Hun stolede ikke længere på hende og mistænkte hende for at være utro.
Men selvom hun selv gik, fik hun aldrig afsluttet det helt mentalt. Og de to fik aldrig talt ud om forholdet.
- Jeg havde en del ubesvarede spørgsmål om ting, jeg frygtede, hun havde gjort mod mig, da vi var sammen, fortæller Sarah Schjødte Ries.
Gav det forløsning, eller rippede det unødigt op?
- Det har været godt at snakke med Caroline igen. Jeg fik bekræftet, at hun er den, som jeg troede, hun var.
Da de to mødtes igen, indrømmede Caroline, at hun havde været utro. Og den indrømmelse og afklaring betyder meget for Sarah:
- Det har hjulpet mig tættere på, at jeg kan tilgive hende. Jeg havde brug for at høre sandheden, forklarer Sarah.
Sarah lærte dog også, at det kan give nogle problemer i et nyt forhold, hvis man åbner op for fortiden.
- Mødet med Caroline har skabt nogle problemer i mit nuværende forhold. Min nye kæreste frygtede nemlig, at vi skulle finde sammen igen. Men det var aldrig min intention at få hende tilbage. Jeg ville bare gerne have lukket det kapitel.
Jonas Ptak, 29 år
Jonas Ptak og Maja Bruun Larsen mødtes i TV 3-programmet 'Paradise Hotel'. Efterfølgende flyttede de sammen og havde et "kompliceret forhold", som Jonas forklarer det. Derfor har han svært ved at sige, hvor længe de egentlig var sammen.
Maja Bruun Larsen sluttede det endeligt, fordi han var sammen med andre.
- Da vi var rigtigt sammen, havde vi faktisk ikke de store problemer. Det fungerede bare ikke, fortæller Jonas.
Men han var spændt på, om gnisten stadig var der.
Under mødet fik de snakket fortiden igennem. Og det viste sig, at der ikke er meget, der har ændret sig.
Gav det forløsning, eller rippede det unødigt op?
- Dengang var jeg ikke nok interesseret i Maja. Og det er jeg endnu en gang blevet bekræftet i, siger Jonas Ptak.
- Hun har udviklet sig i en anden retning end det, jeg søger. Det er både hendes udseende og personlighed, der har ændret sig en del.
- Jeg har fundet ud af, at vi stadig er meget forskellige. Når jeg vil til venstre, vil hun til højre. Jeg tror, de fleste personer kender til, at det kan være svært at enes, hvis den anden person er alt for forskellig og vil noget helt andet, siger han og fortsætter:
- På den måde bliver man klogere på den anden, når man mødes igen. Derfor kan det være en god idé at mødes igen efter så lang tid uden kontakt.
Du kan se, hvordan de medvirkendes dates forløb i programmet 'Middag med min ex' på TV 2 PLAY.