'Landmand søger kærlighed'-par skal være forældre

16x9
Thomas og Nicoline Bertram fik nærmest nævnt deres graviditet i en bisætning i interviewet til 'Landmand søger kærlighed - ekstra'. Foto: TV 2/BLU

En grisescanner afslørede, at den var god nok: Nicoline var gravid. Det bliver det tredje par fra programmet, der får et barn.

Siden landmanden Thomas Bertram mødte sin udkårne, Nicoline, i 'Landmand søger kærlighed', er alt gået stærkt for parret.

I december sidste år blev de ringforlovet. De blev gift i maj i år til et brag af et bryllup på Dronninglund Slot. Og under 'Landmand søger kærlighed - ekstra' tirsdag aften afslørede de, at de nu tager endnu et stort skridt i forholdet: De venter et barn.

- Så får Thomas sit ønske opfyldt, grinede Nicoline Bertram efter udmeldingen.

Thomas Bertram driver et landbrug med økologiske grise, mens Nicoline Bertram har fået job på et plejecenter i Brønderslev, efter hun flyttede fra Holbæk til Nordjylland.
Thomas Bertram driver et landbrug med økologiske grise, mens Nicoline Bertram har fået job på et plejecenter i Brønderslev, efter hun flyttede fra Holbæk til Nordjylland. Foto: Privat

Noget af det allerførste, det unge par snakkede om, da de mødtes, var nemlig, hvor meget Thomas Bertram drømte om at starte en familie på gården i Jerslev ved Brønderslev.

Ville være helt sikre

Parrets termin er sat til januar 2020, og dermed når Thomas Bertram endda også at nå sit mål om at blive far, inden han fylder 30 år i marts.

- Jeg tror, at mange i min familie og mine venner allerede havde regnet ud, at det gik den vej. Nicoline ville gerne giftes, inden vi fik børn, og jeg ville gerne have børn inden min fødselsdag, så vi har begge fået vores vilje, siger han.

Selv opdagede de graviditeten kort efter deres bryllup. Nicoline Bertram kunne mærke, at noget føltes anderledes i kroppen, fortæller Thomas Bertram, men selv efter flere positive graviditetstest ville parret have en indiskutabel bekræftelse på den gode nyhed.

Derfor tyede de til et hjælpemiddel, som Thomas Bertram har arbejdet med i hele sit liv som landmand. De scannede hende med den ultralydscanner, som han normalt bruger til sine økologiske grise.

- Den er knap så god til mennesker, for vi kan ikke se barnet lige så detaljeret som ved jordmoderen, siger han og tilføjer:

- Men man kunne godt få et nogenlunde billede.

Thomas Bertram friede to gange til Nicoline. Første gang var under 'Landmand søger kærlighed', hvor han gav hende en symbolsk tom smykkeæske.
Thomas Bertram friede to gange til Nicoline. Første gang var under 'Landmand søger kærlighed', hvor han gav hende en symbolsk tom smykkeæske. Foto: Blu / TV 2

Skriver historie i 'Landmand søger kærlighed'

Det lille omrids, som viste sig på scanningsbillederne, har allerede fået et værelse på gården, og Thomas Bertram glæder sig til at opfostre den lille i de landlige omgivelser i Nordjylland.

- Det er så dejligt, og vi glæder os. Man kan hurtigt komme ud og køre traktor, så det skal vi nok kunne underholde nogle børn med, siger han.

Hvis det står til ham, er barnet bare et af flere, der kan komme de næste år.

Med den store nyhed træder Thomas og Nicoline Bertram også ind i en eksklusiv klub. De er kun det tredje par, som har mødt hinanden gennem 'Landmand søger kærlighed', der stifter familie.

Sidste år kunne Vibeke ’Vibse’ Dysted og Michael Hansen, som fandt kærligheden i tredje sæson af programmet, fortælle, at de skulle være forældre. Også Anders Poulsen og Cecilie Kjædegaard, der fandt hinanden i sæson et, er blevet forældre sammen.