Fra 'overraskende charmerende' til 'rodet' - anmeldere fælder dom over ny 'Beverly Hills'
Komisk, gribende, mærkelig, charmerende og melankolsk. Det er nogle af de ord, de amerikanske anmeldere bruger om den nye 'BH90210'-serie.
Den nye 'Beverly Hills'-serie, 'BH90210', havde premiere onsdag aften i USA. Og spørger man anmelderne, kan 'Beverly Hills 90210'-fans godt begynde at glæde sig til fredag aften, hvor den sendes i Danmark.
Serien er nemlig spækket med jokes og referencer til 90'ernes største ungdomsserie og er skabt særligt til de inkarnerede fans.
Men der er ikke tale om en forlængelse af den originale serie, men derimod det, filmbranchen kalder et reboot eller en mockumentary, hvor hovedskuespillerne fra seriens første sæson medvirker - som sig selv.
Samme setup som i 'Klovn'
De spiller dog en fiktiv og ekstrem udgave af sig selv - lidt ligesom tv-serien 'Klovn' - i stedet for deres roller fra den originale serie.
I serien skal de forestille at mødes igen efter cirka 30 år, fordi de nu skal indspille en ny sæson af den populære serie. De er alle blevet ældre og kæmper med hver deres problemer.
Her er et udpluk af, hvad anmelderne mener om 'BH90210':
Magasinet Time:
- Serien er pokkers mærkelig, men til gengæld er den ikke kedelig... Historiens ærlige fortælling om syv aldrende C-liste-skuespillere, der forsøger at tjene penge på nostalgi, er overraskende charmerende, skriver Magasinet Time.
New York Post:
- 'BH90210' er en velkommen tilføjelse til en slidt genre, hvor man genopfrisker fortiden. Især fordi det ikoniske 90'er-hold giver den gas med jokes, der er med til at gøre denne form for meta-show til en succes, skriver New York Post.
Entertainment Weekly:
- 'BH90210' er mange ting: Et meta-reboot, en pengemaskine, en kærlig form for fan-service – men mere end noget andet er det en gribende og sjov fortælling om midtlivskrise og dødelighed... Det er noget mere end nostalgi - det er NUstalgi, skriver Entertainment Weekly.
CNN:
- Når serien er bedst, sætter 'BH90210' fokus på berømmelsens pris og på skuespillere, hvis karriere engang var stor. Serien er meget rodet, men 90210-gruppen lader til at være klar på næsten hvad som helst, i forhold til hvordan de portrætterer sig selv, selvom det kan føles lidt deprimerende, skriver CNN Entertainment.
Rolling Stones:
- Alle tv-reboots og nyudgivelser forsøger at tjene penge på nostalgi og et velkendt brand. Få gør det så nådesløst og på en så alternativ måde som 'BH90210'. Den er udelukkende for de inkarnerede fans af den gamle serie, selvom den ikke er en direkte fortsættelse af den.
- Jeg tvivler på, at Luke Perry (der døde af et slagtilfælde i marts 2019, red.) ville have medvirket i serien - af den simple grund, at han havde et godt job (hvad anmelderen ikke mener, de syv andre skuespillere havde, red.), skriver Rolling Stones.
Seerne:
Eftersom 'BH90210' først fik amerikansk premiere onsdag, er der endnu ikke så mange seere, der har anmeldt den. Men alligevel findes der seeranmeldelser på filmsitet Imdb.com og anmeldelsersitet Rotten Tomatoes, hvor seerne har givet deres stemme.
Hos Imdb.com får serien således syv ud af ti stjerner, mens den på Rotten Tomatoes ligger på 88 ud af 100 procent.
Du kan se første afsnit af 'BH90210' fredag på TV 2 ZULU klokken 20.55 og på TV 2 PLAY.