Tarantino slår sin egen rekord for en åbningsweekend

16x9
Herhjemme kommer 'Once Upon a Time in Hollywood' i biograferne 15. august. Foto: Nina Prommer / Ritzau Scanpix

Quentin Tarantinos niende film solgte billetter for 40 millioner dollar i premiereweekenden.

Den amerikanske filminstruktør Quentin Tarantinos nye film 'Once Upon a Time in Hollywood' ser ud til at blive et økonomisk hit.

Filmen kom i biograferne fredag og solgte i åbningsweekenden billetter for 40 millioner dollars ifølge websiden Box Office Mojo.

Det er det største beløb, en Tarantino-film har hevet ind i de tre første dage, og overgår åbningsweekenden for 'Inglourious Basterds', som i august 2009 solgte billetter for 38 millioner dollars.

Store stjerner i hovedrollerne

Den nye film, der er Tarantinos niende, foregår i 1969 og handler om skuespilleren Rick Dalton og hans stuntmand Cliff Booths jagt på succes i Hollywood. I hovedrollerne ses de to megastjerner Leonardo DiCaprio og Brad Pitt.

Filmen blev modtaget med stående ovationer af publikum og anmeldere, da den i maj blev vist på festivalen Cannes, men Tarantino måtte se sydkoreanske Bong Joon-hos film 'Parasite' løbe med Guldpalmen.

Den bedst sælgende film i den forgangne weekend var for anden uge i træk Disneys 'Løvernes konge' med 75,5 millioner dollar. Ifølge Box Office Mojo vil filmen snart passere én milliard dollar i billetindtægter globalt.

Tredjepladsen gik til 'Spider-Man: Far from Home' med et estimeret billetsalg på 12,2 millioner i weekenden.

Herhjemme kommer 'Once Upon a Time in Hollywood' i biograferne 15. august.

Quentin Tarantino slog igennem for 25 år siden med 'Pulp Fiction'. Siden har han været en af de mest feterede instruktører i verden.