Her er dommen over ny 'Løvernes konge'

Genindspilningen af 'Løvernes konge' splitter anmelderne, der dog er enige i, at filmen er fantastisk flot. Der gives fra to til seks stjerner.

Anmeldere er splittede over revitaliseringen af den 25 år gamle Disney-klassiker 'Løvernes konge', der har premiere landet over onsdag.

Med ordene "storslået" og "mindre charmerende" bliver den nye animationsfilm beskrevet i landets aviser.

I 2019 versionen af 'Løvernes konge' lægger Donald Glover stemme til Simba, Beyoncé til Nala og James Earl Jones til Mufasa.
I 2019 versionen af 'Løvernes konge' lægger Donald Glover stemme til Simba, Beyoncé til Nala og James Earl Jones til Mufasa. Foto: Traileren

Hos Berlingske er anmelderen Sarah Iben Almbjerg begejstret og uddeler filmen fem stjerner ud af seks.

Almbjerg hylder den teknologiske overlegenhed.

- Efter indledningsscenen, hvor dyrene samles for at hylde den nyfødte babyløve, er selv en kølig skeptiker klar til at melde sig ind hos Verdensnaturfonden, skriver hun.

Berlingskes anmelder bliver bakket op af Soundvenues ditto, der uddeler topkarakteren seks ud af seks stjerner.

- 'Løvernes konge' er en Hollywood-historisk gamechanger, der fik mig til at tabe underkæben inden for de første ti sekunder, skriver Soundvenues anmelder Lise Ulrich.

Genindspilning af filmen fra 1994

'Løvernes konge' er en live action-genindspilning af Disneys populære tegnefilm 'Løvernes konge', der solgte over en million biografbilletter i 1994 i Danmark.

Disney ønskede i starten, at filmen fra 1994 skulle begynde med en længere dialog. Men producerne blev så imponerede af Hans Zimmers sang ’En Verden af Liv’, at de ændrede åbningsscenen.
Disney ønskede i starten, at filmen fra 1994 skulle begynde med en længere dialog. Men producerne blev så imponerede af Hans Zimmers sang ’En Verden af Liv’, at de ændrede åbningsscenen. Foto: Walt Disney Productions

Løveungen Simba står til at overtage pladsen som dyrenes konge fra sin far, Mufasa. Men alt bliver problematisk, da den onde Scar myrder Mufasa for selv at blive konge og sender Simba væk i den tro, at han er skyld i sin fars død.

Udover at filmen blev et stort hit, blev musikken også verdenskendt. Hits som 'Hakuna Matata', 'Circle of Life' og ikke mindst 'Can You Feel the Love Tonight' blev allemandseje - alle sange, der også optræder i den nye film.

I filmen fra 1994 tog det omkring tre år at animere den to og et halvt minut lange scene, hvor gnuerne løber ned i kløften og slår Mufasa ihjel.
I filmen fra 1994 tog det omkring tre år at animere den to og et halvt minut lange scene, hvor gnuerne løber ned i kløften og slår Mufasa ihjel. Foto: Mogens Ladegaard / Scanpix Danmark

Kedsommelig og bragende flot

Politikens anmelder Kim Skotte er langtfra lige så positivt stemt som Berlingske og Soundvenues anmeldere. Skotte mener, at filmen mangler charme og er for kunstig at se på og giver filmen tre hjerter ud af seks.

- At noget er imponerende, gør det jo ikke nødvendigvis interessant, skriver han.

- Det virkelig problematiske og lettere kedsommelige ved den ubetinget bragende flotte nye udgave af 'Løvernes konge' er, at man simpelthen mangler et godt svar på spørgsmålet: Hvorfor?

Hos DR er man endnu hårdere. Her får instruktør Jon Favreaus genindspilning af Eydie Laramores klassiker blot to stjerner ud af seks.

- Det er åbenbart et gennemgående træk for filmen – den er kedelig. Med knap to timer er der tilføjet 30 nye minutter i forhold til originalen, og det er kun med til at trække pinen ud, skriver DR's anmelder Ida Rud.

Savner fantasi og store følelser

Samme bedømmelse giver Dagbladenes Bureau.

- End ikke de mest sentimentale scener formår at fugte en øjenkrog det mindste.

- Der er ikke et naturligt øjeblik i denne udgave, skriver anmelderen Helle Sihm.

B.T.'s anmelder Morten Vejlgaard Just mener også, at de animerede dyr har mistet deres charmerende mimik.

- Jagten på realisme har dræbt fantasien og de store følelser, som ægte dyr ikke ejer, skriver han og uddeler tre ud af seks stjerner.

Storslået lyd

Filmmagasinet Ekkos anmelder Patricia Smollerup er enig, men mener, at en storslået lydside, som Hans Zimmer står bag, og stærke stemmeskuespillere redder filmen.

- Heldigvis kompenserer stemmeskuespillerne for de kedelige dyreanimationer og giver vores elskede figurer den personlighed, vi kender så godt fra tegnefilmen, skriver hun og giver fire ud af seks stjerner.