'Rengøringsdronning' deltager i 'Vild med dans'

Birgit Aaby frygter at floppe på dansegulvet.

Forretningskvinden Birgit Aaby har sagt ja til at deltage i årets 'Vild med dans'.

- Jeg blev overrasket og stolt over at blive spurgt, og så vil jeg gerne tabe mig, siger Birgit Aaby.

Den 51-årige erhvervskvinde er i folkemunde kendt som 'Rengøringsdronningen', fordi hun i 1998 grundlagde rengøringsvirksomheden Combi Service.

Men det var hendes deltagelse i DR-programmet 'Løvens hule', der for alvor gjorde hende kendt i den brede befolkning.

I programmet investerede hun 4,8 millioner kroner i virksomheder og betegner selv sin deltagelse "som en kæmpe succes".

Det er denne succes, hun frygter, hun ikke kan leve op til i 'Vild med dans'.

- Jeg frygter, at jeg bliver et kæmpe flop i 'Vild med dans', fordi jeg absolut ingen erfaring har med at danse, siger Birgit Aaby.

Men hun vil også vise sine børn, at hun kan overskride sine grænser ved at være med i et program, som ligger langt fra hendes virkelighed med iværksætteri og bundlinjer.

- Jeg har brug for at vise dem, at man skal gøre noget, man er utryg ved. Og so what, hvis jeg flopper, siger hun.

Hendes tre voksne sønner synes nemlig, at det er forfærdeligt, at deres mor tager springet fra iværksætteri til dans for en stund.

- Jeg kommer i godt humør af at være på et dansegulv i byen. Så jeg tænkte "fuck det" og sagde ja, siger hun.

KORT OM BIRGIT AABY

51 år.

Har tre voksne sønner.

Startede rengøringsvirksomheden Combi Service i 1998, hvor hun var direktør frem til 2007. I dag ejer hun 80 procent af virksomheden, der tæller over 200 medarbejdere.

Blev kendt i den brede offentlighed, da hun fra 2014 til 2017 medvirkede i 'Løvens hule' på DR. Ifølge BT investerede hun 4,8 millioner kroner på virksomheder i programmet. 

Birgit Aaby var den første kvindelige direktør i en professionel dansk fodboldklub, da hun i 2011 indtog chefstolen i Lyngby Boldklub. Et år senere forlod hun direktørposten igen.

Rengøring og fodbold

Birgit Aaby siger selv, at hun ikke har et rigtigt arbejde, fordi hun ikke har et 8-16-job. Derimod har hun investeret i 18 virksomheder, som hun arbejder med at gøre til sunde forretninger.

- Jeg bruger meget tid på mine investeringer, men der er også perioder, hvor arbejdspresset ikke er så højt. Så kan jeg selv bestemme min arbejdstid, og så er der tid til at medvirke i 'Vild med dans, siger hun.

Ud over sine investeringer ejer Birgit Aaby stadig 80 procent af Combi Service, men hun gav direktørstolen fra sig i 2007.

Fire år senere blev Birgit Aaby den første kvindelige direktør i en professionel dansk fodboldklub, da hun i 2011 indtog chefstolen i Lyngby Boldklub. Et år senere forlod hun direktørposten igen.

Titlen som 'Rengøringsdronning' kender Birgit Aaby godt. Hun synes, det er et sjovt navn, men er egentlig ligeglad med det og tænker aldrig over det.

Én ting er hun dog sikker på:

- Jeg bliver helt sikkert ikke 'Dansedronning', siger hun.

Se 'Vild med dans' til efteråret på TV 2.