Hitsangerinde med i 'Vild med dans'

En mail fra 'Vild med dans' tikkede ind, da Coco O. var på dykkertur i Fransk Polynesien.

Sangerinden Coco O. har sagt ja til at være med i årets 'Vild med dans'.

Hun er den første kvindelige deltager, der meldes ud.

- Der var en lille pige inde i mig, der synes, det kunne være rigtig sjovt at lære at danse og have kjoler på, siger den 31-årige sangerinde.

Hun er blandt andet kendt for sangen 'Hey Love', som en del af duoen Quadron, der også består af producer Robin Hannibal. Hittet er streamet over 14 millioner gange på Spotify.

Deres andet album Avalanche lå nummer tre i Danmark og nummer 115 på den amerikanske hitliste.

Coco O. er tidligere blevet spurgt, om hun ville være med i danseprogrammet. Men hun takkede nej, da hun på det tidspunkt boede i USA og heller ikke følte sig helt klar til den store tv-eksponering.

Coco O.

32 år

Født Cecilie Maja Hastrup Karshøj.

Opvokset i København, men flyttede til Los Angeles som 23-årig.

Debuterede med albummet Quadron i 2009. New York Magazine placerede det på en 7.plads over årets ti bedste albums.

I 2013 kom opfølgeren Avalanche, som solgte guld. Hittet 'Hey love' stammer herfra, og albummet resulterede i to priser ved Danish Music Awards – blandt andet blev de hædret som 'Årets nye navn'.

Samme Ã¥r blev Coco. O hyret til at synge pÃ¥ soundtracket til filmen ’The Great Gatsby’, der er produceret af Jay-Z.  

Hun har desuden sunget duet med Kendrick Lamar i sangen 'Better Off'.

Det svære er at sige ja

For to år siden flyttede Coco O. tilbage til København, og i foråret var hun på en to måneders dykkertur til Fransk Polynesien. Her tikkede en mail ind, der satte tankerne i gang.

Da hun fandt en computer med internet, så hun nemlig, at den var fra folkene bag 'Vild med dans'. Nu fik hun igen tilbuddet om at være med.

- Jeg kunne mærke, at det føltes som noget, jeg måtte gøre. Det er så nemt at sige nej, men det er så svært at sige ja. Jeg tænkte: "Lad mig nu bare prøve at se, hvordan det er at sige ja".

Glæder sig til hverdag med dans

Coco O. har danset i forbindelse med en musikvideo, men hun har aldrig gået til dans, så hun er spændt på, hvordan det bliver at lære det fra bunden.

- Jeg frygter at finde ud af, at jeg overhovedet ikke kan bevæge mig. Jeg har set nogle programmer (af 'Vild med dans', red), og folk er sindssygt gode, så jeg er spændt på, om jeg kan lære det.

Mest af alt ser hun frem til at få en større kropsforståelse, til glitteret og de fine kjoler. Derudover ser hun frem til at få en rutine i hverdagen, som hun i øjeblikket bruger på at skrive sange og indspille sin første soloplade.

- Jeg glæder mig til følelsen af at gå på arbejde, og så er det med dans. Det kan næsten ikke blive bedre, siger hun.

Også bokseren Mikkel Kessler, bordtennisspilleren Michael Maze og skuespilleren Jakob Fauerby er med i den kommende sæson af danseprogrammet.

Se 'Vild med dans' til efteråret på TV 2.