For halvandet år siden sendte han den mail, der blev enden for Big Fat Snake - forsangeren ville leve et andet liv

Beslutningen var længe undervejs og trækker tråde tilbage til den eneste gang i karrieren, hvor musikken for en stund blev lige meget.

De fleste kender Anders Blichfeldt som ham, der synger 'Bonsoir Madame' fra scenekanten med sit band i ryggen.

Derfor sker det, at kunderne studser, når de ser forsangeren stå midt i opvasken på en kaffebar i Hillerød.

Men lige netop dét er, hvad Anders Blichfeldt nyder at have mere tid til i sit nye liv.

Det liv, der kom efter 1236 koncerter med Big Fat Snake. Efter 27 album, der har solgt guld, platin og dobbelt platin. Efter 270 sange og 630.864 kørte kilometer.

Bandet over alt

I 2018 valgte musikeren nemlig at parkere tourbussen for det orkester, han selv var med til at starte op, og som siden har fulgt ham et halvt liv.

Blå bog - Anders Bo Blichfeldt

Født i Hundested 9. november 1963 (55 år).

Gift og far til fire børn i alderen fra 16 til 27.

Dannede Big Fat Snake i 1990 og har siden udgivet 27 album. Sange som 'Bosoir Madame', 'Female Voice', 'No Peace Like In Heaven' og 'Sittin' In A Window' er nogle af de mest kendte. I 2018 oplyste bandet, at de ville stoppe med at turnere. 

Har sideløbende med Big Fat Snake udgivet fire soloalbum. 

Turnerede i 2019 med sit soloprojekt 'Vejen videre', hvor han fortæller historier og synger sange fra sit liv. 

Er vært på koncertprogrammerne 'Rockshow' på TV2 Charlie

En beslutning, der var længe undervejs, kostede en stor knude i maven og trækker tråde helt tilbage til den eneste gang i karrieren, han har aflyst en række koncerter. Det fortæller han i sæsonens første afsnit af 'Toppen af poppen'.

For Anders Blichfeldt er ikke sådan en, der aflyser. Musikken har for ham altid været højeste prioritet. Big Fat Snake over alt andet.

Big Fat Snake blev dannet i 1990. Bandet har haft flere medlemmer gennem tiden, men her ses den sidste besætning. Fra venstre: bassist Morten
Big Fat Snake blev dannet i 1990. Bandet har haft flere medlemmer gennem tiden, men her ses den sidste besætning. Fra venstre: bassist Morten "Jay" Jakobsen, guitarist Asger Steenholdt, trommeslager Jens Fredslund, forsanger Anders Blichfeldt og keyboardspiller Pete Repete. Foto: TV 2 Charlie

I hvert fald i turnéperioden, der varede fra februar til november med et par pauser undervejs.

Et job kunne havne i kalenderen med få dages varsel. Og så var det bare sådan, det var. Ferier måtte indordnes og afbrydes, og fødselsdage og fester kunne han oftest bare ikke være med til.

Men for første gang i 28 år er Blichfeldt sin egen chef. Nu bestemmer han selv, hvad han vil, og hvornår han vil det. Derfor hjælper han også til i den kaffebar, hans kone startede op for fem år siden.

Anders Blichfeldt og konen Marina i hendes kaffebar.
Anders Blichfeldt og konen Marina i hendes kaffebar. Foto: Privatfoto

Men sådan var det ikke den tirsdag i 2006, hvor musikeren fik et opkald, der skulle vende op og ned på hans prioriteringer.

Hvornår kommer du tilbage?

Anders Blichfeldt var allerede godt i gang med arbejdet i familiens sommerhus i Gilleleje.

Jordnært og praktisk arbejde som så mange gange før, fordi musikeren nyder at tage fat, når det meste af hans hverdag ellers knytter sig til noget så ukonkret som at skrive sange.

Se første afsnit af 'Toppen af poppen' på TV 2 PLAY.

Den formiddag skulle han hive et læs fliser på plads i indkørslen. Men midt i det hele ringede telefonen, og han fik en besked, som slog ham ud af kurs.

Hans kone var faldet om på arbejdet.

At komme ud at spille store koncerter og tjene mange penge, det var fuldstændig ligegyldigt lige pludselig

Anders Blichfeldt

Dengang var hun advokat hos Skat, og Big Fat Snake var midt i en af deres mange turnéer. Men kort efter var de begge på hospitalet.

Marina i behandling for en blodprop i hjernen, som lammede hende i den ene side af kroppen. Anders i færd med at ringe til sit band og fortælle, hvad der var sket.

At han ikke kunne spille det næste job om et par dage og en række mere efter det.

Selvfølgelig forstod de. Men som ugerne gik, kom også det uundgåelige spørgsmål: ”Hvornår tror du, du kommer tilbage?”

Og her sagde Anders Blichfeldt for første gang de ord, der var så ulig ham.

- Det er sgu ikke sikkert, jeg gør det.

Ramt af en afgrund

Få år inden havde Big Fat Snake stået på stranden i Tobago og indspillet deres bedst sælgende album til dato.

Det fem mand store orkester havde fløjet deres familier og et mobilt studie til tropeøen i Caribien i 17 dage, så de kunne lave pladen 'More Fire' med mikrofonerne stående i vandkanten.

Big Fat Snake får platin bare få dage efter udgivelsen af albummet 'More Fire'. Det endte med at sælge mere end 130.000 eksemplarer.
Big Fat Snake får platin bare få dage efter udgivelsen af albummet 'More Fire'. Det endte med at sælge mere end 130.000 eksemplarer. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Der manglede ikke noget. De levede et liv med meget mere, end de skulle bruge, fordi succesen gjorde det muligt for dem.

De red på bølgen af store sange som 'Bonsoir Madame', 'Female Voice' og 'No Peace Like In Heaven'. Var elsket for deres koncerter – og formåede at være det mest turnerende band i Danmark over en tiårig periode fra gennembruddet i 1997.

Men alt det blev lige meget.

Anders Blichfeldt sammen med sine fire børn.
Anders Blichfeldt sammen med sine fire børn. Foto: Privatfoto

Sygdomsforløbet var som en afgrund, der åbnede sig for familien på seks. Hvor Anders Blichfeldt før troede på statistikkerne, der spår os et langt liv, så var det her et wakeup-call. Og det gik ud over musikken.

- De ting, der havde betydet meget – at komme ud at spille store koncerter og tjene mange penge – det var fuldstændig ligegyldigt lige pludselig, siger Anders Blichfeldt.

- Musikken blev bare: Nå ja, who cares.

Oveni det var den båndoptager med toner, der altid har rullet i hans hoved, stoppet med at spille. At få Marina på benene igen var det eneste, der betød noget.

Med så længe det er sjovt

Heldigvis kom hun sig fuldstændig. Det tog et halvt år med genoptræning, før hun var tilbage på advokatjobbet.

Som Marina fik det bedre, begyndte Anders Blichfeldts indre båndoptager langsomt at rulle igen. Men der var ingen tvivl om, at de var forandrede. Både Marina, ham selv og tonerne. For båndoptageren spillede i takt med en ny erkendelse.

Det mærkede han den dag, Marina pludselig kom hjem fra arbejde og havde sagt op. Bare sådan fra den ene dag til den anden.

- Jeg skal lave noget, hvor jeg gør andre folk glade, sagde hun.

Anders og Marina er glade for at rejse.
Anders og Marina er glade for at rejse. Foto: Privatfoto

Det mod inspirerede Anders Blichfeldt. Om end der skulle gå nogle år, før han selv tog et lignende valg, så plantede det en ny tilgang til det at være forsanger i Big Fat Snake. Nemlig kun at være med, så længe han syntes, det var sjovt.

Når det ikke længere var det, der fik ham til at stå op om morgenen og glæde sig, så ville han lade det gå. Så ville han slippe det.

Den afgørende fødselsdag

Den følelse fik Anders Blichfeldt 18. november 2017 på et ”røvkedeligt job i Silkeborg”, som han selv formulerer det.

Koncerten var udsolgt, så jobbet var egentlig okay. Men det opvejede ikke følelsen af, at han gik glip af at fejre en af sine bedste venner på en rund fødselsdag.

For første gang tænkte han, at livet som rockstjerne havde en konsekvens.

Big Fat Snake i storhedstiden i 00'erne. Fra venstre bandets daværende medlem Peter Viskinde sammen med Asger Steenholdt og Anders Blichfeldt.
Big Fat Snake i storhedstiden i 00'erne. Fra venstre bandets daværende medlem Peter Viskinde sammen med Asger Steenholdt og Anders Blichfeldt. Foto: Morten Thun / Scanpix Danmark

Altid havde den halvanden time på scenen opvejet de otte timer, der skulle bruges på at køre frem og tilbage. Men den aften gik regnskabet overhovedet ikke op.

Her gik Anders Blichfeldt i gang med at overveje, hvordan han skulle sige det til sine venner i Big Fat Snake.

Knuden i maven

Når de ikke var på turné, var bandet spredt for alle vinde. Et møde kunne være langt ude i fremtiden, og forsangeren ville også gerne udtrykke sig mere præcist, end han kunne gøre ved et møde. Derfor blev det i en mail. Og han bryggede på den i flere uger.

Den mail, der var så meget mere end en mail.

Han skrev ærligt om det, han ikke orkede mere. Rejsetiden og de kolde baglokaler. At være fem bandmedlemmer og resten af deres crew omkring kalenderen.

Anders Blichfeldt følte, han
Anders Blichfeldt følte, han "havde været der", da han valgte at parkere tourbussen for sit band. Foto: Jørn Deleuran / Scanpix

Han trængte til nye eventyr og mere tid til fritiden og familien. Men som mailen blev mere og mere færdig, voksede knuden i maven.

Den ville blive starten på enden for Big Fat Snake. I hvert fald som et turnerende band. Og godt nok var beslutningen Anders Blichfeldts. Men den var afgørende for de andre og det, de tjente deres penge på. Han var jo for pokker deres forsanger. Uden ham, ingen stemme.

Følelsen af det ansvar vejede tungt. Det var jo hans venner, han var nødt til at bryde med.

Men da han havde gået rundt om sig selv længe nok, viste han mailen til Marina. Og så trykkede han send.

Big Fat Snake i øvelokalet i 2009. Her sammen med producer Chief 1, som også medvirker i årets 'Toppen af poppen'.
Big Fat Snake i øvelokalet i 2009. Her sammen med producer Chief 1, som også medvirker i årets 'Toppen af poppen'. Foto: Sisse Stroyer / Scanpix Denmark

Au revoir madame

Han havde frygtet, at de andre ville blive vrede. Men faktisk var det okay, lyder det fra forsangeren halvandet år senere.

Nogle var selvfølgelig mere glade for det end andre. Men de blev aldrig uvenner, siger han.

Jeg tænkte: ”Nå, vigtigere var Big Fat Snake så heller ikke”

Anders Blichfeldt

Faktisk var han en lille smule skuffet over, at de ikke reagerede mere end de gjorde.

- Som jeg nogle gange godt kan sige det, lidt ironisk, så var der lige store dele lettelse og skuffelse i mig. Jeg tænkte: ”Nå, vigtigere var Big Fat Snake så heller ikke”.

Helt anderledes var følelsen dog, da Big Fat Snake tog på afskedsturné et halvt år senere. ’Au revoir madame’ kaldte de den.

Anders Blichfeldt har skrevet omkring halvdelen af Big Fat Snakes sange – heriblandt 'Bonsoir Madame', som de brød igennem med i 1997. Her ses han i 'Toppen af poppen'.
Anders Blichfeldt har skrevet omkring halvdelen af Big Fat Snakes sange – heriblandt 'Bonsoir Madame', som de brød igennem med i 1997. Her ses han i 'Toppen af poppen'. Foto: Mikael Rieck / TV 2

De spillede 40-50 store shows rundt i Danmark. Udsolgte shows.

- Folk kom virkelig og sagde farvel. Der var nogle, der græd. Og det synes jeg, var en meget rørende og glædelig ting. At have været med til at lave noget, der blev en kæmpe succes, og så sige: "Det var det".

Godt nok havde Big Fat Snake været større og mere succesfulde for år tilbage. Men bandet følte stadig, at de stoppede på toppen. Og det var enormt vigtigt for Anders Blichfeldt at stoppe lige netop dér.

Andre kolleger, der ved, hvor svært det er at holde en karriere kørende, forstod ham overhovedet ikke.

- Hvorfor I himlens navn går du væk fra det der?, blev han spurgt om.

Men hvis han skulle gøre noget andet, så var det tid. Han var 55 år. Og han havde været der.

Føler sig heldig

Den følelse af ro og tilfredshed rammer i dag forsangeren, hver gang han ser kolleger slå billeder op på Facebook fra et spillejob på en festival.

Han savner det ikke. I hvert fald ikke endnu. Måske kommer han til at stå der igen en dag.

Men for nu vil han hellere have tiden til at hygge sig med hænderne i opvasken mindst én gang om ugen, mens han mærker stemningen i sin kones kaffebar og fløjter muntert for sig selv.

Hele familien har på et eller andet tidspunkt arbejdet i kaffebaren. - Jeg kan slet ikke holde mig væk, siger Anders Blichfeldt.
Hele familien har på et eller andet tidspunkt arbejdet i kaffebaren. - Jeg kan slet ikke holde mig væk, siger Anders Blichfeldt. Foto: TV 2

Anders Blichfeldt er blevet stedets vicevært, der folder papkasser, tjekker køleskabstemperaturer og henter nye varer. Oftest er han der hver mandag.

Derudover giver han fuld fokus til sine egne projekter: Ny musik, han laver med en gammel ven. Et julealbum, han gik i stå med, fordi vejret blev for godt. Og mest af alt de soloshows, som vokser mere og mere i størrelse.

- Jeg har bygget min egen verden op omkring det, og det vil jeg rigtig gerne researche videre i, for det synes jeg kun lige, jeg er kommet i gang med, siger han.

Anders Blichfeldt er sin egen chef for første gang i 28 år. Og han nyder det.
Anders Blichfeldt er sin egen chef for første gang i 28 år. Og han nyder det. Foto: Christian Bardrum

Samtidig glæder Anders Blichfeldt sig over at have navnet til at kunne trække folk til et soloshow midt på ugen. Så kan han komme hjem igen hver lørdag og have tid til sin familie og til sine venner.

Derfor kan han nu nå med til fødselsdage og holde weekend dagen efter. Som alle andre mennesker gør det. Han og Marina kan rejse, når de vil.

Og ikke mindst blev denne juli for første gang i 28 år brugt på en lang sommerferie, hvor de inviterede deres fire børn og kæresterne med på sejltur i havet omkring Tyrkiet. På deres eget skib med tilhørende kok og kaptajn.

Anders Blichfeldt ved godt, at han er en heldig mand.

'Toppen af poppen' kan ses søndag klokken 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.