Underholdning

Pia Kjærsgaard langer ud efter Eurovision: - Alt for meget bøsse, drag og gejl

Folketingsformanden ser også gerne, at sangene er på landenes nationalsprog, når de optræder til Eurovision.

Danske Leonora sang sig torsdag videre fra semifinalen i dette års Eurovision, der indtil videre også har budt på storslået sceneshow og ekstravagante kostumer.

Noget, der ifølge formanden for Folketinget, Pia Kjærsgaard, er blevet lige en tand for meget.

- Det er en dejlig sang, Danmark stiller med. Men ellers enig med Ivan Pedersen fra Laban. Alt for meget bøsse, drag og gejl i Eurovision. Og så gerne, alle sang nationalsprog. Vi skal da synge dansk, skriver hun i et opslag på Twitter, hvor hun samtidig ønsker sangerinden tillykke.

For meget med skægget dame

Pia Kjærsgaard referer til et Facebook-opslag skrevet af musikeren Ivan Pedersen, der selv stillede op til Melodi Grand Prix i 1982 med sangen 'Drømmene er forbi'. Her efterlyser han et større fokus på musikken fremfor "alt det syngen pivfalsk, alt det gejl, lys, dans, ild, læder-fetish og pladder", lyder det blandt andet.

Folketingsformanden mener også, at der er en tendens til, at sangen og melodien bliver overdøvet af resten af showet.

- Nu er jeg jo en ældre dame, der har fulgt med i mange år, og det handler mere og mere om dansere, lys og glimmer - det hele koger på scenen. Det er klart overdrevet og bør ikke være det, der er afgørende. Men selvfølgelig skal det det ikke være kedeligt, siger hun.

Pia Kjærsgaard understreger også, at der skal være plads til alle i Eurovision. Men hun mener, det har taget overhånd, når der for eksempel kommer en skægget dame på scenen, som det var tilfældet i 2014.

Her vandt den østrigske drag-artist, Conchita Wurst, med sangen 'Rise like a phoenix'.

Publikum belønner ikke for show alene

BT's Melodi Grand Prix-ekspert Steffen Dam er ikke enig med Pia Kjærsgaard i, at Eurovisions fokus har fjernet sig fra musikken - heller ikke i tilfældet med den skæggede dame.

- Man bare skal huske på, at det var et fantastisk nummer. Conchita Wurst sang blændende. Jeg tror det i lige så høj grad var derfor, sangen vandt, siger han til TV 2.

Eurovision har alle dage været fest og farver

Steffen Dam, BT's Melodi Grand Prix-ekspert

Steffen Dam minder om, at halvdelen af stemmerne kommer fra jurymedlemmer, og at seerne ifølge ham stadig belønner gode og veludførte sange, der rører dem. Men kostumerne og alt omkring har altid været en del af det.

- Eurovision har alle dage været fest og farver. Det er selvfølgelig klart, at det er blevet mere udpræget efterhånden, som teknologien udvikler sig, men der er ikke noget nyt i, at man prøver at skille sig ud fra mængden, siger han.

Savner nationalsprog i Eurovision

Som Pia Kjærsgaard også skriver i sit tweet, er det ikke kun sceneshowet, hun mener, der har udviklet sig i den forkerte retning.

- Jeg savner, at man synger på sit nationale sprog. Det gjorde man før i tiden, men det er ændret, og det synes jeg, er ærgerligt, siger hun til TV 2.

- Man repræsenterer jo et land, når man synger på nationalsproget, men i stedet synger langt de fleste på engelsk, siger folketingsformanden.

Eurovision 2019

Fra første semifinale:

Grækenland, Hviderusland, Serbien, Cypern, Estland, Tjekkiet, Australien, Island, San Marino og Slovenien.

Fra anden semifinale:

Danmark, Nordmakedonien, Holland, Albanien, Sverige, Rusland, Aserbajdsjan, Norge, Schweiz og Malta.

Derudover kommer sidste års vinder og årets vært, Israel, og 'the big five', Frankrig, Italien, Tyskland, Spanien og Storbritannien, der er selvskrevet til finalen og betaler en stor del af regningen.

26 lande i alt skal kæmpe i finalen.

Hun husker blandt andet 'Dansevisen' sunget af Grethe Ingmann, der vandt Eurovision i 1963. Men har til gengæld sværere ved at huske nogle af de nye vindere.

Kan ikke følge med

Showet er dog ikke skejet så meget ud, at Laban-musikeren ikke har tænkt sig at sidde klar, når finalen vises lørdag. Overfor BT erkender Ivan Pedersen, at det nok bare er ham, der ikke kan følge med.

- Jeg er jo en gammel idiot. Der er mange, der nyder festen og setuppet. Så det er sgu nok bare mig, der er blevet gammel, siger han til avisen.

Lørdag skal 20-årige Leonora med sangen 'Love is forever' op mod de 19 andre europæiske lande, der gik videre fra semifinalerne.