X Factor

Knoklede 12 timer om dagen - men én sang fik 'X Factor'-vinderen til at sige fra

Kristian Kjærlund har lige været i Sydeuropa, hvor han har skabt ny musik sammen med en dansk sangerinde.

Vejret var lunt på den spanske ferieø Ibiza. Alligevel skulle der gå en hel uge, før årets 'X Factor'-vinder rigtigt kunne opleve solen.

Kristian Kjærlund har nemlig brugt halvdelen af sin tid på Ibiza i et berømt pladestudie – Sonic Vista Studio – sammen med et dansk sangskriverhold.

En pladekontrakt med Sony Music og rejsen sydpå er en del af præmien i årets 'X Factor'. Her skulle han for alvor i gang med at finde sig selv som kunstner, efter at tv-kameraerne slukkede.

Kristian Kjærlund var helt målløs, da han blev udråbt som vinder af årets 'X Factor'.

Det allermest uhyggelige

Blandt andre tog den dansk-zambianske sangerinde Kwamie Liv, der også var med til at skrive Kristians vindersang i 'X Factor', med til Ibiza for at hjælpe med sangteksterne.

- Hun var det lyriske geni, fortæller Kristian Kjærlund, der vendte hjem til Danmark igen fredag.

Sangerinden Kwamie Liv og produceren Nicolai Kornerup var med på Ibiza. Sammen med den tidligere 'X Factor'-dommer Remee har de også skrevet Kristian Kjærlunds vindersang 'Lost & Profound'.

For den 23-årige fyr fra Horsens har det været noget af en kontrast at gå fra at synge andres sange på live-tv til at skulle sidde tre-fire personer i et studie og nørde sangtekster og melodier i flere timer.

Holdet har som udgangspunkt "spyttet en masse idéer ud", og så har Kristian Kjærlund tilpasset det sin egen stil.

Men bare tanken om, hvad der ventede forude, skræmte ham før afrejsen.

- Jeg synes, det var det allermest uhyggelige, inden vi gik i gang. Jeg havde tanker som: "Hvad nu hvis jeg ikke kan bidrage med noget, eller hvad nu hvis de misforstår mig, og de begynder på noget helt andet, end jeg vil. Kan jeg ændre på det?".

I et bagom-program på TV 2 PLAY uddyber han, hvad det er for et pres, han føler ovenpå sejren.

- At skulle levere nogle ting på videre sigt og nogle forventninger, som man lige pludselig skal indfri. Jeg er jo ikke vildt erfaren på det område, jeg skal til at begive mig ud i nu, siger han.

Måtte gå til bekendelse

En enkelt gang skete det, han havde frygtet.

De andre var blevet begejstrede for en sang på dansk, som de havde sammenstykket. Den var i den mere folkelige genre. Men Kristian Kjærlund ser sig selv som det stik modsatte.

Så måtte jeg sige, at det overhovedet ikke er sådan, jeg ser mig selv

Kristian Kjærlund, vinder af 'X Factor' 2019

- Det udfordrede mig meget på, hvordan jeg ser mig selv artistisk og udtryksmæssigt, fortæller han.

Samtidig ville han gerne vise, at han var åben for at afprøve nye retninger. Derfor brugte han et helt døgn på at mærke efter, mens der blev arbejdet videre på sangen. Derefter måtte Kristian Kjærlund gå til bekendelse.

- Så måtte jeg sige, at det overhovedet ikke er sådan, jeg ser mig selv, fortæller han.

Sangen endte derfor med at blive skrottet, og holdet fik snakket om og lyttet til musik, der pegede mere i Kristian Kjærlunds retning. Og 'X Factor'-vinderen er meget tilfreds med, hvad der er kommet ud af turen, fortæller han.

- Vi har fået lavet meget mere, end vi havde regnet med.

Var rigtig hårdt

Holdet tog til Ibiza med fragmenter af sange og idéer til, hvad der kunne skabes. Men de vender hjem til Danmark med noget helt andet.

Resultatet er flere nærmest færdige sange, der melodi- og tekstmæssigt er opstået fra bunden.

Og de har knoklet for at nå i mål. Kristian Kjærlund har været i studiet på Ibiza på daglig basis fra klokken 12 til 24 – bortset fra da han døjede med en madforgiftning udløst af en omgang spansk rejetapas.

Han ser derfor frem til at komme ned i gear, når han vender hjem igen, og til at bearbejde alle oplevelserne.

- Jeg synes, det var rigtig hårdt. Jeg har brug for alenetid – og det har jeg også haft under 'X Factor'-forløbet. Men den tid har jeg ikke fået i ti uger, fortæller han.

Blachmans solist Kristian Kjærlund tilbragte knap to uger på Ibiza. I den første uge arbejdede han sammen med et sangskriverteam. Den sidste del af rejsen gik med at udforske øen og med at filme promotionmateriale.

Vil dele flere af sine tanker

Undervejs i 'X Factor' er han blevet sammenlignet med ikonet David Bowie. Selv beskriver Kristian Kjærlund sin stil som "futuristisk", og han vil gerne skabe musik, der minder om udtrykket i hans vindersang 'Lost & Profound'.

- Den giver et indtryk af, hvor jeg ser mig selv, og det kommer det her nye musik så også til, siger han.

Lige nu får det her i hvert fald 100 procent opmærksomhed

Kristian Kjærlund

Men det er endnu for tidligt at sige, hvad der reelt kommer til at ske med de sange, der er opstået på Ibiza. Han regner dog med at kunne udgive ny musik til sommer.

Udover konkrete sange kan Kristian Kjærlund også tage en anden vigtig erfaring fra samarbejdet med sig i bagagen til Danmark.

- Jeg har for vane ikke at sige noget, hvis ikke jeg har tænkt tanken helt til ende eller selv er klar over, hvad jeg føler. Der har jeg lært, hvor meget det betyder, at man deler de tanker, der strejfer én. Også selvom det kan være svært at sætte ord på dem.

Her hepper vennen og andenpladsen i 'X Factor', Benjamin Rosenbohm, på Kristian efter sejren.

Weekenderne er booket op

Nu hvor 'X Factor'-vinderen er hjemme igen, står den på optrædener rundt omkring i landet.

Weekenderne i maj er allerede booket op, og lige efter sejren havde Kristian Kjærlund fem spillejobs på en uge.

Drømmen er at kunne leve af musikken, og han overvejer også at melde sig ud af studiet i idræt på Syddansk Universitet.

Samtidig er Kristian Kjærlund realistisk omkring fremtiden og vil ikke tænke for store tanker endnu, forklarer han. I stedet vil han se, hvordan det går, når den store opmærksomhed efter 'X Factor' har lagt sig lidt mere.

- Det er svært at danne sig et overblik over, om det er realistisk, men lige nu får det her i hvert fald 100 procent opmærksomhed, siger han.