Danske stjerner indgik væddemål: Nu skal de begge være med i 'Vild med dans'

De to danske sportsmænd er venner privat og havde lovet hinanden, at de kun ville sige ja til danseprogrammet, hvis de gjorde det sammen.

For cirka otte år siden gav Michael Maze og Mikkel Kessler hinanden et håndslag og indgik et væddemål.

- Hvis én af os en dag siger "ja" til at være med i 'Vild med dans', så skal den anden også sige ja.

Væddemålet var mest for sjov. "Det gør vi aldrig", tænkte Mikkel Kessler. Men så kom der pludselig et opkald fra Michael Maze.

- Ved du, hvad jeg skal, Mikkel? Jeg er på vej ud for at tale med 'Vild med dans', lød det i den anden ende af røret.

Mikkel Kessler vred sig ved tanken, men ikke længe.

- Jeg blev jo nødt til at holde mit væddemål, siger han og griner.

Derfor kan man i år følge både bordtennisspilleren Michael Maze og bokseren Mikkel Kessler i 'Vild med dans' til efteråret på TV 2.

Maze: Har været tæt på at sige ja før

Sportsstjernerne er tidligere blevet spurgt, om de ville medvirke i programmet. Men i år følte bordtennisspilleren Michael Maze for første gang, at han kunne finde tid.

Han har spillet bordtennis, siden han var seks år, og fik sit store gennembrud i begyndelsen af 00'erne, hvor han hev medaljer hjem til både OL, EM og VM. I 2016 satte han karrieren på pause, nu planlægger han et comeback til OL i Tokyo i 2020.

Men indtil da har han altså fundet tid til at deltage i 'Vild med dans'.

- Jeg kender efterhånden mange, der har været med, og alle har sagt, det var vildt sjovt. Jeg har været tæt på at sige ja før, men nu skulle det være, siger han.

Dermed følger han i fodsporene på en tidligere bordtennisspillerkollega, Mie Skov, der vandt 'Vild med dans' i 2013.

Blå Bog: Michael Maze

  • Født 1. september 1981 og opvokset i Faxe.
  • Begyndte at spille bordtennis som seks-årig og fik debut på a-landsholdet i 1997.
  • Har deltaget fire gange i OL
  • Blandt hans bedste resultater er EM-guld i single i 2009.
  • I 2005 blev han kåret som årets sportsperson i Danmark.
  • Michael Maze indstillede karrieren på topplan i 2016, men planlægger et comeback til OL i Tokyo i 2020.

Normalt holder Danmarks bedste bordtennisspiller sig så langt væk fra et dansegulv som overhovedet muligt. Men venner som Peter Schmeichel og Lars Christiansen har fortalt ham, at han kan forvente et fantastisk socialt sammenhold og en sjov oplevelse for livet. Begge har deltaget i henholdsvis det britiske og danske 'Vild med dans'-program.

Ydmyg Kessler håber, han lærer det

Efter 49 kampe og 46 sejre stoppede Mikkel Kessler sin succesfulde boksekarriere i 2013. Han har dog stadig travlt med masser af projekter, og her fylder "familieprojektet" en hel del.

For med en hustru, to børn og nummer tre på vej måtte Mikkel Kessler lige vende 'Vild med dans'-deltagelsen med konen Lea Hvidt Kessler, inden han sagde ja. De blev heldigvis enige om, at det godt kunne lade sig gøre.

Blå Bog: Mikkel Kessler

  • Han er født 1. marts 1979 og opvokset på Islands Brygge.
  • Begyndte sin karriere som bokser i 1998.
  • Hans vægtklasse er supermellemvægt.
  • Han har deltaget i 49 kampe, haft 46 sejre og 35 knockouts.
  • Han har vundet titler som WBA supermellemvægt, WBC Silver letsværvægt, WBC supermellemvægt, WBC International supermellemvægt og IBA supermellemvægt.
  • Mikkel Kessler boksede sin sidste kamp i 2013. 

Selvom Kessler, ligesom vennen Maze, er konkurrencemenneske, er hans ambition for programmet indtil videre ganske ydmyg.

- Jeg har hørt, at man ikke kan ryge ud i første program, så jeg er da sikret i mindst to programmer, siger han grinende og tilføjer:

- Men jeg håber da, jeg lærer det, jeg vil jo gerne være den bedste.

Mikkel Kessler og Michael Maze er begge glade for at have hinanden med på dansegulvet. Her kan du høre, hvad de hver især ser som hinandens styrker og svagheder:

Mikkel Kessler om Maze:

Hvad tror du bliver din største styrke i 'Vild med dans'?

- Det må næsten være min grundform. Jeg har jo set på tv, at de bliver så forpustede hele tiden, men jeg må da kunne klare halvandet minut? Det håber jeg i hvert fald.

Hvad bliver din største svaghed?

- Det er nok min ryg. Jeg skal passe på, jeg ikke kommer til at lave en forkert bevægelse, så kan den godt drille.

Hvad tror du bliver Michael Mazes største styrke?

- Når han går op i noget, så går han ind i det med liv og sjæl – og bliver virkelig god til det. Hvis han vil lære at spille golf, så lærer han lige sig selv at spille med højre hånd på en måned, selvom han er venstrehåndet.

Hvad tror du bliver Michael Mazes største udfordring?

- Han har ikke rytme i kroppen. Jeg håber, han ikke kan følge med i takterne og ryger på det, haha.

Michael Maze om Kessler:

Hvad tror du bliver din største styrke i 'Vild med dans'?

- Måske er jeg så dårlig, at folk får ondt af mig? Ej, jeg ser det som et godt underholdningsprogram, hvor jeg håber, jeg kan underholde folk, og de kan lide mig.

Hvad tror du bliver din største svaghed?

- Dansen bliver en kæmpe udfordring. Faktisk har min træner sagt, at jeg aldrig måtte stille op til ’Vild med dans’, fordi jeg er så dårlig til at danse, haha. Men jeg er også spændt på, hvordan det bliver at være så fysisk tæt med en, man slet ikke kender, det bliver lidt underligt.

Hvad tror du bliver Mikkels største styrke?

- Jeg tror faktisk, han vil overraske. Han har ret meget rytme, og så er han lærenem.

Hvad tror du bliver Mikkels største udfordring?

- Jeg tror, det bliver svært for os begge at skulle indordne os og starte helt fra scratch på noget nyt. Vi har jo altid været eksperter i henholdsvis bordtennis og boksning, nu skal vi lære noget helt nyt.