Underholdning

Den sidste Avengers-film står til at slå alle rekorder: Derfor er den så hypet

Efter 11 år med Marvels superhelte har sagaen nået sin ende.

Tusindvis af danskere vil onsdag sætte sig tilbage i biografsædet og få udløst spændingen, når den nye superheltefilm om The Avengers har premiere.

Jeg er overbevist om, at det bliver den vildeste blockbuster i filmhistorien

Ida Rud, journalist på 'Troldspejlet' og filmanmelder hos Filmmagasinet Ekko

'Avengers: Endgame' har været ventet. Den kan allerede kalde sig den film i historien, der har solgt flest billetter inden for det første døgn i det amerikanske forsalg – og det er ikke kun i USA, filmen mødes med enorme forventninger.

Filmen sætter nemlig et sidste punktum i filmstudiet Marvels omfattende serie Marvel Cinematic Universe, der over 11 år har præsenteret superhelte som Iron Man, Thor, Captain America, Black Widow, Hawkeye og Hulken på det store lærred.

Netop derfor ses den allerede nu som en oplagt kandidat til at blive den bedst sælgende film nogensinde.

- Jeg er overbevist om, at det bliver den vildeste blockbuster i filmhistorien, lyder det fra Ida Rud, som er journalist på 'Troldspejlet' og anmelder for Filmmagasinet Ekko.

Afslutningen på et langt bekendtskab

Marvel Cinematic Universe startede i 2008 med filmen om den arrogante entreprenør og superhelt Iron Man.

Siden er det blevet til intet mindre end 21 film. Hver af superheltene har deres egen film og franchises, men de er alle en del af det større billede.

Hver af de nu i alt 22 film kan ses hver for sig, men de markante karakterer bliver samtidig viklet ind i hinandens universer på kryds og tværs og indgår i den store fortælling om The Avengers. Det er netop opskriften på succesen, lyder det fra filmanmelder Ida Rud.

- Gennem ti år har biografgængerne lært de her superheltekarakterer at kende, og den her film gør en ende på det hele, siger hun.

- Det giver lidt følelsen af en stor familie, som vi er kommet ind på livet af og har været igennem en masse med i over ti år, tilføjer filmanmelder fra Soundvenue Lise Ulrich.

Filmene i Marvel Cinematic Universe er ikke udgivet i vilkårlig rækkefølge i forhold til tidslinjen. I bogen 'Marvel Studios: De første 10 år' vises den kronologiske sammenhæng mellem filmene, og hvordan det giver mening at se dem. Se den her:

Forlægget for Avengers-filmene er tegneserien 'Infinity Gauntlet', der udkom i 1991, og selvom filmene er blevet allemandseje, har de stadig en balance mellem det nørdede og det mainstream, som ingen ifølge Lise Ulrich har formået før dem.

- Genkendeligheden gør, at rigtig mange fans er dedikerede til universet. Samtidig er der så meget kød på filmene, at dem, der har læst tegneserierne, også kan finde godbidder og hemmelige referencer, siger anmelderen.

Jeg forventer at blive blæst fuldstændig bagover

Paw Dinesen, Marvel-fan

Det viser sig også på bundlinjen.

De 21 film i Marvel Cinematic Universe, der indtil videre er udkommet, har indtjent over 125 milliarder kroner tilsammen. Fire af filmene er blandt de ti bedst indtjenende film i verdenshistorien, nemlig 'Avengers: Infinity War' fra 2018, 'Marvel's The Avengers' fra 2012, 'Avengers: Age of Ultron' fra 2015 og 'Black Panther' fra 2018.

Historiens bedst indtjenende film

  1. 1. Avatar (2009)
  2. 2. Titanic (1997)
  3. 3. Star Wars: The Force Awakens (2015)
  4. 4. Avengers: Infinity War (2018)
  5. 5. Jurassic World (2015)
  6. 6. Marvel's The Avengers (2012)
  7. 7. Furious 7 (2015)
  8. 8. Avengers: Age of Ultron (2015)
  9. 9. Black Panther (2018)
  10. 10. Harry Potter og Dødsregalierne - del 2 (2011)

Kilde: Box Office Mojo

Kino.dk gik ned

I Danmark er premieren på 'Avengers: Endgame' ikke gået ubemærket hen.

Da billetterne til den fjerde og sidste Avengers-film blev sat til salg 10. april på billetportalen kino.dk, gik der kun få minutter, før siden gik ned.

En af dem, der havde siddet på spring for at sikre sig billetter til filmseriens afslutning, er 35-årige Paw Dinesen, som er stor Marvel-fan og stifter af Facebook-gruppen 'Marvel fans Danmark'.

- Jeg forventer at blive blæst fuldstændig bagover, så jeg kan næsten kun blive skuffet. Men på den anden side – de har ikke skuffet mig endnu, siger han til TV 2.

Han har set alle filmene i serien op til flere gange, og det giver ham derfor også en bittersød fornemmelse, at filmpremieren onsdag er en afslutning på en historie, han i 11 år har fulgt med i.

- Jeg er selvfølgelig nervøs for, hvad der sker. Men jeg tror og håber samtidig, at det bare bliver begyndelsen på noget nyt, siger han.

Det skyldes blandt andet, at forgængeren, 'Avengers: Infinity War' efterlod seerne med en formodning om, at ikke alle superheltene ville vende tilbage i seriens sidste film.

Samtidig har skuespillerne bag de originale medlemmer af Avengers, Robert Downey Jr., som spiller Iron Man, Chris Hemsworth, som spiller Thor, og Chris Evans, som spiller Captain America, ikke fået forlænget deres kontrakter, fortæller Lise Ulrich fra Soundvenue.

- Filmen er helt klart en afslutning, og jeg tror bestemt, at der er nogle af figurerne, der ikke vender tilbage i kommende film, siger hun.

Hvad bringer fremtiden?

'Avengers: Endgame' er altså et slutspil, men som Paw Dinesen forudser, så er det bestemt ikke enden på Marvel.

Der er allerede lovet en ny Spiderman-film, 'Spider-Man: Far from home', med premiere 5. juli 2019, ligesom der er annonceret en ny 'Guardians of the Galaxy' i 2020.

Lise Ulrich forudser, at nogle af de nyere superhelte på skærmen som Captain Marvel og Black Panther også vil vende tilbage i nye film. Disse vil dog ikke fortsætte fortællingen fra Marvel Cinematic Universe.

- Det her er den definitive ende på et eksperiment fra Marvels side. Det er en magtdemonstration, og jeg tror godt, at 'Avengers: Endgame' kan blive den største biografsucces nogensinde, siger hun.

For at få titlen som den bedst sælgende nogensinde skal filmen sælge for over 18 milliarder kroner, som filmen 'Avatar' fra 2009 solgte for.

Indtil videre ser den ud til at slå den bedst sælgende Avengers-film, forgængeren 'Avengers: Infinity War'.

Den første rekord at slå er derfor rekorden for den bedste åbningsweekend, hvor den skal slå sin forgænger 'Avengers: Infinity War'. I forsalg har 'Avengers: Endgame' allerede solgt for fem gange så meget.