X Factor

Flere skal optræde og en skal være model - det skal 'X Factor'-deltagerne lave nu

En del af live-deltagerne i årets 'X Factor'.

En har fået tilbudt modeljobs, en anden skal på turné med en grand prix-vinder og så har en vis rapduo luftet planer om et samarbejde med en youtuber.

I flere måneder har deres liv kredset om 'X Factor' og fredagens store liveshows.

Nu er vinderen fundet, og kameraerne er slukkede. Og hvad venter så sæsonens ni live-deltagere?

Nedenfor kan du se en gennemgang af, hvad deltagerne skal og allerede har lavet efter 'X Factor'.

Kristian Kjærlund

Den 23-årige vinder af 'X Factor' fik med sejren en pladekontrakt med Sony Music. Og samarbejdet er allerede i fuld gang.

Bare 12 timer efter finaletriumfen satte Kristian Kjærlund kursen mod sit første spillejob i Odense. Her havde han også det første officielle møde med sine fans.

Kristian Kjærlund i 'X Factor'-finalen.

Om godt en uge rejser han til Ibiza for at skrive og indspille sange i det legendariske Sonic Vista Studio. Hans koncertplan er endnu ikke offentliggjort. Dog er det meldt ud, at han går på scenen til Smukfest i august.

Kristian Kjærlund er desuden i gang med en bachelor i idræt på Syddansk Universitet. Han ved dog ikke, om han fortsætter. 'X Factor'-vinderen har det nemlig godt med, at musikken kommer til at fylde meget mere i hans liv, end det gjorde før hans deltagelse i programmet.

- Jo længere jeg er nået i 'X Factor', har jeg fået følelsen af, at måske kan jeg godt lave det her. Så jeg tror bare, det er et spørgsmål om omfang, siger deltageren.

Samtidig overvejer han også, om han skal flytte til København eller Aarhus.

Benjamin Rosenbohm

Den 16-årige 'X Factor'-toer ved nu, at han først og fremmest skal tilbage til skolen og læse op på de projekter, han har misset.

Benjamin Rosenbohm går på sit første år på IB, som er en to-årig international gymnasieuddannelse. Derudover vender han også tilbage til den musikskole, han plejede at gå på fire gange om ugen.

Benjamin Rosenbohm i 'X Factor'-finalen.

Derudover kommer sangskrivning til at fylde, og han håber også på, at 'X Factor'-deltagelsen kan resultere i masser af spillejobs. Herefter vil han i gang på egen hånd.

- Jeg skal også skabe mit eget netværk, skrive min egen musik og finde mine egne jobs. Jeg er først lige begyndt på den her musikkarriere. Jeg har taget de første skridt, og nu skal jeg simpelthen videre, lyder det fra Benjamin.

Live Køhn Vogel

15-årige Live Køhn Vogel fik en tredjeplads i 'X Factor' og vender nu tilbage til folkeskolen på Østerbro i København, hvor hun skal færdiggøre sin 9. klasse.

Efter sommerferien begynder hun på en kreativ efterskole i København med fokus på både musik og kunst.

Live Køhn Vogel i 'X Factor'-finalen.

- Jeg tager lige tingene, som de kommer, i forhold til musikken. Nu skal jeg lige blive færdig med skolen først, lyder det fra den unge deltager.

Echo

Oh Lands pigegruppe Echo måtte forlade 'X Factor' i semifinalen.

For Emma, Mathilde og Freja venter 9. klasse igen, mens 21-årige Tanne Balcells tænker at kaste sig ud i en karriere med fokus på musik.

- Jeg vil gerne lave noget behind-the-scenes og måske få en praktikplads i et studie, siger hun.

Echo på scenen i semifinalen i 'X Factor'

De har heller ikke givet slip på deres gruppe, for de har allerede planlagt en optræden på Bornholm – hvor 16-årige Mathilde er fra.

- Vi skal lige passe 9. klasse og vores eksamener, men vi skal ud og spille en masse i weekenderne, lyder forhåbningen fra Mathilde Byder.

Maria og Bea

Maria og Bea måtte pludselig forlade 'X Factor' før det femte liveshow, men de er hverken færdige som gruppe eller kendte, mener de.

- Det næste, I ser fra os, er total luksus. Ibiza-stemning i dén der lokale klubhus, grinede Bea Sarockaite, da hun sammen med Maria Meldgaard var gæster i 'Z Factor' på finaleaftenen.

Maria og Bea på scenen i 'X Factor'-finalen, hvor de havde en særlig intro sammen med Sofie Linde.

Rapperne har siden deres 'X Factor'-audition hittet på Youtube, hvor deres mest sete video har rundet tre millioner visninger. Uden at blive mere konkrete, luftede de i 'Z Factor' et samarbejde med værten Rasmus Brohave, der på Youtube selv har 250.000 følgere.

De første spillejobs er også aftalt for duoen, og eksempelvis skal Maria og Bea optræde på Crazy Daisy i Aars og Fjerritslev senere i april.

Patrick Smith

18-årige Patrick Smith sagde farvel til 'X Factor' i fjerde liveshow, og allerede aftenen efter arrangerede han selv et spillejob på den lokale pub på Lolland.

Patrick Smith på scenen i 'X Factor'.

Siden er det blevet til 10 spillejobs, og som han siger, er "hyren blevet højere og menneskerne flere". Og hvor han før 'X Factor' oftest var selskabsmusiker, der leverede stemningsmusik til maden, er der nu et andet fokus på ham.

- Nu kommer de for at se mig og høre mig tale, for jeg fortæller lige så meget, som jeg spiller, lyder det fra Patrick Smith.

Gina Michaells

Gina Michaells drager i slutningen af april på en turné rundt i landet sammen med Jonas Rasmussen, der vandt det danske melodi grand prix sidste år.

Gina Michaells på scenen i 'X Factor'.

Den rødhårede vikingesanger og Gina Michaells lærte hinanden at kende i forbindelse med efterårets tv-program ’All together now’, der blev sendt på Kanal 5.

Den 43-årige deltager røg ud af årets ’X Factor’ som den tredje. Udover sangkarrieren har moren til fire fra Brande tænkt sig at fortsætte med sin private rengøringsvirksomhed på sidelinjen.

Andrea Brøndsted

29-årige Andrea Brøndsted forlod 'X Factor' i andet liveshow. Men selvsamme fredag, som hun forlod programmet, blev hun kontaktet af et nyopstartet pladestudie, som gerne ville arbejde med hende og indspille hendes egne sange.

Andrea på scenen i 'X Factor'.

Det arbejde er hun i gang med nu ved siden af sit fuldtidsarbejde som arkitekt.

Derudover er hun efter 'X Factor' blevet kontaktet af flere stylister og professionelle fotografer, som gerne vil arbejde sammen med hende. Blandt andet skal hun være model til et fashion shoot i maj.

Dr. Rolf og Kanylerne

Sæsonens alderspræsidenter og 'X Factor'-historiens første band forlod programmet efter første liveshow.

De havde håbet på at være med i tre-fire liveshows og derfor har det tidlige exit rumsteret i hovedet på bandmedlemmerne.

Forsanger i Dr. Rolf og Kanylerne, Ole Rolf Lassen, i 'X Factor'.

Dog har deltagelsen givet dem flere jobs i kalenderen, og de har for første gang prøvet at være overbooket med tre koncerter på én dag. Indtil videre har de udsigt til ti spillejobs, fra Lemvig til København.

Derudover er planen at udgive flere nye singler.

Se eller gense 'X Factor'-finalen på TV 2 PLAY.