Sofie Linde hyldes efter finale: - Jeg er ikke flov over mine deller
Flere har haft en holdning til Sofie Lindes påklædning i år.
Iklædt en tætsiddende pink heldragt greb tv-værten fat i sine former midt under 'X Factor'-finalen.
Det skete i en optræden til ære for sæsonens tidligere deltagere, hvor hun forinden også havde fremført en følsom duet med sangeren Malte Ebert.
- Der var en delle, og den kunne alle da se, og det er da sjovt! Det er altid sjovt at ryste nogle deller, sagde Sofie Linde efter finalen.
- I virkeligheden er det ikke noget, som er sindssygt bevidst. Men jeg er ret iskold med, hvordan jeg ser ud. Jeg er ikke flov over mine deller, og jeg pakker dem ikke væk.
- Selvironi til skakmat
Hendes optræden har udløst flere hundrede kommentarer på de sociale medier.
- Hun er skøn og med en selvironi, der siger skakmat. Så hiver hun sig selv i dellen, det er sgu da grineren. Ikke noget med skønhedsidealer her, hun er og bliver sin egen, respekt, skriver Torben Lindholdt eksempelvis i en kommentar, der har fået over 80 likes.
- Sjovt og befriende, kan godt lide Sofie for hendes umiddelbarhed og selvironi, skriver Kirstine May Arildskov Brevadt.
- Højdepunktet i aften. Undskyld I tre søde deltagere, men den pige har x-faktor, karisma, sødme og så er hun super dygtig. En guldklump for enhver tv station! Hold op, hvor hun fik én op af stolen, skriver Lene Margrethe Kristiansson.
Seere har bemærket tøjvalg
Andre har til gengæld bemærket Sofie Lindes tøjvalg i løbet af sæsonen, afslørede 'X Factor'-værten efter finalen. De mener, hun har dækket sig til i for store kjoler.
- Det er noget, der er blevet talt om i denne sæson. Mange har skrevet til mig og sagt: "Ej, hvor er det synd, at du tager kjoler på, der gør dig større, end du er", fortæller Sofie Linde.
Og det har tv-værten en klar holdning til:
- Jeg klæder mig ikke på, for at se tynd ud. Jeg klæder mig på i det, jeg synes, er fedt. Målet for mig er ikke at være tynd. Jeg er stolt af mine deller. De har lavet mit barn, og de er der jo, siger 'X Factor'-værten.
Stemmen gik ned
Idéen om at Sofie Linde skulle optræde på scenen sammen med de tidligere deltagere og synge duet med Malte Ebert opstod for nylig i fællesskab med produktionen.
- Jeg synger ikke specielt godt, men jeg tør godt synge. Så det var det, jeg gjorde. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne, sagde hun.
Det var da også meningen, at Sofie Linde skulle have sunget live på scenen. Men det endte ikke sådan.
- Jeg har tre knuder på mit stemmebånd, og på et tidspunkt da vi øvede det, gik min stemme ned. Så vi var mange om at vurdere i går (torsdag, red), at det vigtigste er, at jeg kan sige: "Vinderen af 'X Factor' 2019 er...", end at jeg synger live. Så det var ikke live, men det var mig.
Se eller gense finalen af 'X Factor' lige nu på TV 2 PLAY.