Maria og Bea optræder til 'X Factor'-finalen

16x9
Rapduoen vil gå på scenen i en fællesoptræden med sæsonens øvrige live-deltagere. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

De to rappere måtte forlade showet kort før femte liveshow på grund af et dødsfald i familien.

På fredag er der finale i dette års 'X Factor', og det bliver enten Kristian Kjærlund, Benjamin Rosenbohm eller Live Køhl Vogel, der sidst på aftenen kan kalde sig vinder.

Finalen byder også på et gensyn med alle deltagerne, der har været med i live-showene. Også Maria og Bea, der ellers måtte udgå af konkurrencen, vil gå på scenen i Forum Horsens.

Det bekræfter TV 2s underholdningsredaktør, Dorte Borregaard.

- På fredag kan man glæde sig til en stor og festlig finale fuld af overraskelser, og man kan traditionen tro også opleve alle sæsonens live-deltagere i en fælles optræden, siger hun.

Vær klar til mere greatness

Maria og Bea imponerede med deres rap og attitude, men kort inden det femte liveshow måtte Oh Lands to rappere trække sig. 18-årige Bea Sarockaites far døde torsdag 28. marts af en hjerneblødning, og duen valgte derfor at forlade 'X Factor' før tid.

- Det slet ik’ det sidste, I har set af os, vær klar til mere GREATNESS og BUSINESS fra Maria & Bea, skrev duoen i et Instagram-opslag, hvor de også takker for deres oplevelse i 'X factor.'

Rørt af de mange beskeder

Efter nyheden om de to rapperes exit modtog Bea mange beskeder fra både seere af programmet og de andre deltagere. På sin Instagram takkede hun efterfølgende for de mange rørende ord.

- Han har altid passet på mig, elsket mig og altid ønsket mig det bedste. Han har givet mig den største viljestyrke og håb. Han vil altid være en stor del af mig. Jeg elsker ham for evigt, skrev hun.

Foruden de tre finalister samt Maria og Bea vil finalen byde på et gensyn med Patrick Smith, Andrea Brøndsted, Gina Michaells, Dr. Rolf og Kanylerne og Echo.