Bookmakere spår finalegyser i 'X Factor'

16x9
Deltagerne optrådte sammen på scenen sidste fredag i 'X Factor'. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

Det store finaleshow nærmer sig i 'X Factor', og to deltagere skiller sig ud hos de danske oddssættere.

De blev placeret i toppen af feltet, før de havde sunget et eneste ord på live-tv.

Efter fem liveshows står de der endnu.

Ankerstjernes unge deltager Benjamin Rosenbohm og Thomas Blachmans deltager Kristian Kjærlund vurderes nemlig af bookmakerne til at kæmpe om sejren ved finaleshowet i 'X Factor' i næste uge.

Sådan lyder det forud for semifinalen, der finder sted fredag aften. Oddsene er særligt tætte, når det handler om de to deltagere.

Satser man eksempelvis på, at 16-årige Benjamin vinder 'X Factor', får man pengene to gange igen hos spiltjenesten Unibet - odds 2,0 - mens Kristian Kjærlund er sat til odds 2,25.

Sex-appeal og en ren stil

Ifølge pressechefen for Unibet, Per Marxen, tror bookmakerne, at det bliver "en tvekamp mellem de to".

Han fortæller, at Benjamin Rosenbohm har udvist en grundlæggende musikalitet lige fra begyndelsen, ligesom 'X Factor'-dommerne gentagende gange har rost ham i showet.

- Han har vist, at han mestrer flere genrer. Han udvikler sig fra show til show, og Ankerstjerne og stylisterne har arbejdet med hans look, så han tilmed har fået et strejf af sex-appeal, lyder det fra pressechefen.

Benjamin Rosenbohm blev en del af 'X Factor' ved en tilfældighed, da han tog med til casting for at støtte sin ven. Fredag synger han i semifinalen.
Benjamin Rosenbohm blev en del af 'X Factor' ved en tilfældighed, da han tog med til casting for at støtte sin ven. Fredag synger han i semifinalen. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

Blachmans 23-årige solist Kristian Kjærlund har til gengæld en mere klar vision for sig selv, mener han:

- Kristian står for det mere perfekte look og en mere ren stil.

Rykker tættere på hinanden

Hos Danske Spil og Bet 365 er skellet mellem de to deltagere lidt større, men de spår også en tæt finale.

Benjamin står ifølge dem til at vinde 'X Factor' med henholdsvis odds 1,80 og 1,75, hvor Kristian er sat til odds 2,60 og 2,65.

- Jeg har svært ved at pege på en kæmpestor favorit. Vi henholder til, at Benjamin er favorit i sidste ende, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis Kristian vinder, siger den oddsansvarlige ved Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen, og uddyber:

- Kristian er kommet tættere på Benjamin ren procentuelt, så han har gjort det bedre end forventet. Han ligner den oplagte kandidat i finalen, når de skærer fra tre til to i næste uges show.

Kristian Kjærlund overraskede ved at gå i split i det fjerde liveshow af 'X factor'. I Danske Spils allerførste odds blev han placeret til 5,50 mod odds 2,75 på Benjamin.
Kristian Kjærlund overraskede ved at gå i split i det fjerde liveshow af 'X factor'. I Danske Spils allerførste odds blev han placeret til 5,50 mod odds 2,75 på Benjamin. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Sangvalgene kan dog i sidste ende være med til at gøre en forskel. Det mener både oddssætteren fra Danske Spil og pressechefen for Unibet.

- Blachman vælger typisk et lidt mere kunstnerisk end populistisk udtryk. Det giver en meget spændende udvikling, men historisk har Remee (tidligere dommer, red.) haft lidt mere held med at gå den kommercielle vej. Det kan være Ankerstjerne og dermed Benjamins fordel i duellen med Kristian og Blachman, siger Per Marxen, pressechef ved Unibet.

Statistisk set har Thomas Blachman vundet 'X Factor' to gange, mens den tidligere dommer Remee Jackman står bag fire sejre.

Seerne bestemmer

Står det til bookmakerne, er det enten Oh Lands sammensatte pigegruppe Echo eller Ankerstjernes unge deltager Live Køhn Vogel, der kommer til at forlade 'X Factor' fredag aften.

Lives vinderchancer er i øjeblikket sat til odds mellem 6,0 og 7,50 hos spiludbyderne, mens Echos vinderchancer er på mellem odds 30 og 50.

Men i semifinalen er det første gang op til seerne at bestemme, hvem der går videre til finalen. Og dermed kan alt stadig ske.

- Når der ikke længere er en farezone, som dommerne kan sende folk hjem fra, så er chancen for Echos overlevelse større, mener Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil.

Tilbage i 'X factor' før semifinalen er Echo, Kristian, Benjamin og Live.
Tilbage i 'X factor' før semifinalen er Echo, Kristian, Benjamin og Live. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

Han henviser til, at Echo to gange tidligere har stået i en farezone, men at det er uden betydning, hvis de høster nok stemmer fra seerne.

Fredagens stemmer lægges sammen med sidste uges resultat, da afgørelsen her udgik, fordi Maria og Bea måtte trække sig fra programmet.

Se semifinalen af 'X Factor' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.