X Factor

Vil vide mere om 'X Factor'-deltager: - Måske er det godt, at han er lidt mystisk?

Der var en bestemt grund til, at deltageren holdt igen i fredagens 'X Factor'.

'X Factor'-deltageren Kristian Kjærlund kæmper med troen på, at han er god nok.

Det bemærkede hans dommer Thomas Blachman under sin introduktion af ham fredag aften:

- Nu skal jeg bare overbevise Kristian om, hvor vild han i virkeligheden er.

- Tag dynen af, der er gået fem år på tre uger, du udvikler dig helt sindssygt, lød det, før Blachmans solist gik på gulvet og fortolkede en sang af svenske Lykke Li.

Kristian Kjærlund sang 'Youth knows no pain' af Lykke Li i det femte liveshow.

Kørte på autopilot

Ankerstjerne var begejstret for hans optræden og spurgte Kristian, om han nød det mere at stå på scenen.

- Du er en fornøjelse at kigge på. Er du ved at begynde også at have det lidt sjovt deroppe selv?

- Jaeh, svarede deltageren.

Men lige denne fredag var der faktisk en grund til, at Kristian Kjærlund holdt igen. Det forklarer han i et opslag på Instagram lørdag.

Det tog hårdt på ham, at hans meddeltagerne i gruppekategorien, Maria og Bea, kort forinden måtte udgå af programmet på grund af et tragisk dødsfald.

- Vi gik alle ind til showet med den tilgang, at vi skulle nyde det fuldt ud og give den alt, hvad vi havde, for Maria og Bea. Det føler jeg ikke, jeg formåede, skriver Kristian Kjærlund, der selv synes, at han kørte lidt på autopilot under sangen.

Det virkede derfor "umuligt og forkert" for ham at stå der og nyde oplevelsen, fortsætter han.

- Anker spurgte, om ikke jeg var begyndt at have det sjovt på scenen, og JO, det er jeg for længst begyndt på, men det var svært lige i går.

Måske er det fint med mystik

I podcasten 'X Factor - dagen derpå' diskuterede paneldeltagerne også Kristian Kjærlund. De havde masser af ros til overs for den 23-årige deltager fra Horsens, som, de mener, lyder som en færdig artist.

- Men jeg ved stadig ikke helt, hvem han er, siger podcastgæsten Linda Andrews, der vandt 'X Factor' for 10 år siden.

Det er stadig der, hvor jeg synes, det er virkelig, virkelig godt. Men jeg ved ikke, hvem han er

Linda Andrews, vandt 'X Factor' i 2009

Samtidig spekulerer hun i, om det kan være en fordel, at man ikke kender nok til ham.

- Måske med den genre som Blachman har valgt for ham, passer det rigtig fint, at han forbliver lidt mystisk, siger Linda Andrews, der forklarer, at det kan være både godt og skidt at afsløre for meget om sig selv.

Man risikerer, at hvis man deler alt, så forsvinder spændingen, lyder det.

- Jeg synes, han er fantastisk. Det er stadig der, hvor jeg synes, det er virkelig, virkelig godt. Men jeg ved ikke, hvem han er, slutter hun.

Du ejer den her, homie

Podcastens faste 'X Factor'-ekspert Bjarke Charlie Serritslev savner ligesom Thomas Blachman, at deltageren indser, hvad han kan.

- Jeg kan ikke se andet, end at han skal gå i finalen. Han er simpelthen så dygtig, siger Bjarke Charlie Serritslev og fortsætter:

- Han har dog stadig bare den der, hvor han er lidt for ydmyg til min smag. Du er faktisk i semifinalen, unge mand. Du ejer den her, homie.