Første navn i 'Toppen af Poppen' afsløret
'Toppen af Poppen' vender tilbage med niende sæson på TV 2 til efteråret.
Den danske producer, sangskriver, dj og solist Chief 1 skal medvirke i næste sæson af 'Toppen af Poppen', der bliver sendt på TV 2 til efteråret.
Det er med en vis ærefrygt, at Chief 1 har sagt ja til at deltage i programmet. Han er nemlig mest hjemmevant i rollen som producer fremfor som artist.
- Det svarer til at gå fra at være angriber til at blive fodboldtræner, og nu skal jeg til at være angriber igen, siger produceren, der har det borgerlige navn Lars Pedersen.
På slap line
I 'Toppen af Poppen' skal han nemlig i aktion som solist, når han skal fortolke og fremføre sange, der er skrevet af de andre medvirkende i programmet.
I år mødes deltagerne på Fanø i en uge, hvor der er fokus på musikken og fordybelse, når de medvirkende hver især fortæller deres historie og giver deres personlige fortolkning af hinandens sange.
Og det er fedt med et koncept, hvor musikken bliver taget alvorligt, og det ikke kun går ud på at lokke nogle kendte mennesker ud på slap line, lyder det fra Chief 1.
- Det handler ikke om at skulle bage en sjov kage eller danse cha-cha-cha. Man er der, hvor man egentlig hører til. Man er ikke på udebane, siger han.
Kæmpehit for Ricky Martin
Musikken har været Chief 1's hjemmebane i mange år. Han havde sin storhedstid i 1980'erne og 1990'erne med rapgruppen Rockers By Choice.
Siden slutningen af 1980'erne har han produceret musik for en lang række kunstnere som Ace of Bace, Gnags, Michael Learns To Rock og Nik & Jay.
I 2012 og 2015 skrev han sammen med Remee de danske vindersange ved Melodi Grand Prix, der blev fremført af henholdsvis Soluna Samay og gruppen Anti Social Media.
I 2017 skrev Chief 1 hittet 'Vente pa ca' for den puertoricanske popkunstner Ricky Martin og Maluma, der har ligget nummer et i over 22 lande.
De store følelser i spil
I 2015 gennemgik Chief 1 en dyb depression og en skilsmisse, der blev et vendepunkt i hans liv. Musikken hjalp ham ud af de mørke tanker, og det blev til solopladen 'Slip', der udkom i 2017.
Nedturen har han fortalt åbent om i medierne, og han beskriver sig selv som en person, der ikke er bange for at åbne op, hvis han er i trygge rammer. Derfor kan man også forvente at se en ærlig og sårbar Chief 1 i 'Toppen af Poppen', hvor musikken ofte får de store følelser frem i deltagerne.
- Jeg har altid tænkt, at hvis jeg deler noget, som andre mennesker kan bruge, så har jeg gjort en form for menneskegerning, siger han.
Og hvis nogen af de andre deltagere vælger at fortolke sange fra hans soloalbum, er han ikke i tvivl om, at det kan få følelserne frem. Sangene er nemlig skrevet på et tidspunkt i hans liv, hvor "alting mildest sagt ikke var helt perfekt".
- Det vil jeg glæde mig til, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil blive rørt og overvældet og ude af stand til at sige noget som helst, siger produceren.
Se alle deltagerne i 'Toppen af poppen' 2019.
'Toppen af poppen' har premiere søndag den 18. august kl. 20.00 på TV 2 og kan allerede nu ses på TV 2 PLAY.