Mød manden med den lyserøde hat fra 'X Factor': - Jeg har gjort det, ingen har formået at gøre

Asger Madsen er inspireret af en velkendt producer og tidligere 'X Factor'-dommer.

Når han har bøllehatten på, bliver 20-årige Asger Madsen genkendt.

Selv om 'produceren' aldrig selv har stået foran dommerne til en 'X Factor'-audition, kan man nemlig se ham i bedste sendetid fredag efter fredag.

- Jeg har gjort det, ingen har formået at gøre. Jeg har deltaget i 'X Factor' uden nogensinde at være med i 'X Factor', siger han.

Trofast hepper manden med den lyserøde hat på Maria og Bea, og han er efterhånden blevet synonym med den sønderjyske rapgruppe.

- Målet har altid været at skinne sammen. At det lykkedes er jo bare prikken over i'et, siger Asger Madsen, der alligevel er blevet overrasket over den store eksponering.

På de sociale medier er Maria og Bea hurtigt blevet et kæmpe hit, og deres show til 5 Chair Challenge, hvor produceren klapper begejstret med, er i øjeblikket set knap 2,7 millioner gange på YouTube.

Asger Madsen heppede blandt publikum under 5 Chair Challenge.
Asger Madsen heppede blandt publikum under 5 Chair Challenge. Foto: TV 2/Scanpix

Har været producer i nogle år

Seerne så ham allerede til Maria og Beas audition i begyndelsen af januar, hvor han stod uden for auditionrummet hos ’X Factor’-værten Sofie Linde. Med bøllehatten på. 

- Hatten betyder alt. Uden hatten er jeg bare Asger, siger han.

Maria, Bea og Asger mødte hinanden for et par år siden. Her er de fotograferet i oktober 2018.
Maria, Bea og Asger mødte hinanden for et par år siden. Her er de fotograferet i oktober 2018. Foto: Instagram/Asgermandsen

Asger Madsen bor til daglig i Sønderborg, hvor han i øjeblikket tager et sabbatår efter gymnasiet og arbejder som vikar. Derudover bruger han tid på at skabe musik i sit eget lille hjemmestudie.  

Rollen som producer har han haft længe før 'X Factor'.

- Det er en ting, vi har haft kørende i nogle år, siger Asger og forklarer, at han som producer for Maria og Bea står for forskellige ting.

- Du laver beats og står for alt det bagved og sørger for, at der noget god musik at spytte på og nogle fede stemninger.

Vi skriver sammen hver dag

Asger Madsen 

Og mindst én gang om ugen tager han og veninden Eline til København for at støtte deres to venner, der nu er blandt de sidste seks deltagere i årets 'X Factor'.

De bevarer gadeplanet

Fredag aften er hans rolle ifølge ham selv at bidrage på det underholdningsmæssige plan. Asger Madsen har nemlig ikke noget at gøre med det, der foregår på scenen.

- Det har jeg overladt til Oh Land og hendes hold. Men vi (de fire venner, red) skriver sammen hver dag. Jeg kommer også stadig med sangforslag, og vi snakker om, hvad der kunne være fedt, siger han.

Produceren er dog godt tilfreds med, hvordan Maria og Beas dommer tackler udfordringen uge for uge. 

- Det er fedt at se, at de stadig bibeholder gadeplanet, men at de tager det i flere retninger, siger han. 

Der blev givet krammere efter Maria og Beas optræden i det tredje liveshow. Veninden Eline Plougmann (i midten) har syet den ikoniske bøllehat, som bæres ved særlige lejligheder.
Der blev givet krammere efter Maria og Beas optræden i det tredje liveshow. Veninden Eline Plougmann (i midten) har syet den ikoniske bøllehat, som bæres ved særlige lejligheder. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Mødtes ved toilettet

For lidt over to år siden mødte produceren Maria og Bea til en fest hos en fælles veninde. De faldt i snak en sen nattetime ved toilettet.  

- Du var helt færdig af grin, og jeg kastede op, husker Maria Meldgaard Mortensen.

Derefter hang de ud hjemme hos Asger, hvor de så filmen Shrek, og hvor han spillede sine egne beats for dem.

Manden har sin egen natklub

Asger Madsen om sit forbillede Remee

Musikken har altid været det, der knyttede dem sammen. Mest på et hyggeplan, men også før 'X Factor' havde de planer om at lave nogle mere seriøse sange sammen. 

- Der har hele tiden været en hårfin linje mellem dig som ven og dig som producer. Det smelter sammen, mener Maria Meldgaard Mortensen.

Asger Madsen er gået fra 500 til knap 2000 følgere på Instagram, efter han er dukket op i 'X Factor'. Han synes selv, at han har en slags "maskot"-rolle i showet. 

Ser op til tidligere dommer

Asger Madsen er dog ikke producer uden selv at have et forbillede.

- Jeg drømmer om at blive lige så stor som Remee, siger han uden at fortrække en mine.

Den forhenværende 'X Factor'-dommer har flere fans. Også den tidligere karakter Gulddreng, som sangeren Malte Ebert stod bag, var vild med ham.  

- Han er så meget mere end producer. Han er et ikon i sig selv. Jeg vil næsten vove at påstå, at han er bedre brandet end Nik og Jay. Manden har sin egen natklub, siger Asger Madsen, der selv håber på at kunne bidrage med noget god musik fremover.

Remee Jackman har været dommer i otte sæsoner af 'X Factor'.
Remee Jackman har været dommer i otte sæsoner af 'X Factor'. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

- Målet er at lave ting, som folk kan boppe til. Noget man kan nikke med nakken og groove til på den gode måde. 

Især synes han, at vennerne Maria og Bea har vist og bevist noget på tv-skærmen, der gør dem helt unikke. 

- Det er energien og autenciteten i det hele. Det kulminerer bare på et højere plan. 

Se det fjerde liveshow af 'X Factor' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.