'X Factor' 2019 er slut - sådan gik det uge for uge
Kristian Kjærlund blev årets vinder af 'X Factor'. Nedenfor kan du se, hvem der måtte forlade programmet efter hvert liveshow.
Finalen
Favoritten blev slået
Den store finale stod mellem Kristian Kjærlund, Benjamin Rosenbohm og Live Køhn Vogel. Og som bekendt blev aftenens store vinder Blachmans 23-årige deltager.
Men inden det kom så langt, var de tre finalister på scenen med to sange hver, hvorefter aftenens første afgørelse kom. Og her stemte seerne de to unge mænd videre i showet. Dermed endte Live Køhn Vogel på tredjepladsen.
- Det har været en kæmpe oplevelse – det har været så fedt. Og jeg er bare glad for at være kommet så langt, lød det fra Ankerstjernes 15-årige deltager efter afgørelsen.
Dermed skulle vinderen af ’X Factor’ 2019 findes mellem Kristian Kjærlund og Benjamin Rosenbohm, som gennem hele sæsonen var bookmakernes favorit. Det blev dog mod deres forventning til en andenplads for Benjamin Rosenbohm. Og selv vinderen var overrasket:
- Vi havde pisket en stemning op omkring, at Benjamin ville vinde, også bag kulissen. Så jeg fatter det ikke rigtigt, lød det fra Kristian Kjærlund efter finalen.
Ankerstjernes 16-årige deltager var selv godt tilfreds med sin andenplads.
- Jeg er overhovedet ikke skuffet. Jeg synes virkelig, Kristian har fortjent det, sagde Benjamin Rosenbohm og fortsatte:
- Det var en af de allerstørste musikalske oplevelser, jeg nogensinde har haft i mit liv, og som jeg måske nogensinde vil få i mit liv. Så stort, at det ikke kan sammenlignes med noget.
Nedenfor kan du læse, hvem der har forladt 'X Factor' uge for uge.
Semifinalen
Farvel til Oh Lands sidste gruppe
Efter semifinalen stod det klart, at Benjamin Rosenbohm, Live Køhn Vogel og Kristian Kjærlund gik videre til den store finale i Forum Horsens. Det blev afgjort i et liveshow, hvor seerne havde al magten.
Afgørelsen betød også, at semifinalen blev sidste stop for Oh Lands sammensatte gruppe Echo, der ligesom de andre deltagere var på scenen to gange under showet, blandt andet med kunstneren Bisse.
Efter afgørelsen fik gruppen ordet og takkede for de mange gange, de fik lov til at stå på 'X Factor'-scenen.
- Det har været fuldstændig ubeskriveligt at være med. Vi er så taknemmelige for alt, hvad vi har lært. Det kan ikke læres andre steder, lød det fra 21-årige Tanne Balcells.
Oh Land tog efter Echos exit ingen deltagere med i finalen modsat sine to meddommere.
- Det er selvfølgelig ærgerligt. Vi ville sindsysgt gerne have stået i finalen, men sådan er spillet. I har vundet mit hjerte, det er helt sikkert, sagde hun til sin gruppe på scenen.
Herefter sang Echo en sidste sang og omfavnede hinanden med tårer trillende nedad kinderne.
Femte liveshow
Rapduo udgår af 'X Factor'
Femte liveshow blev et anderledes af slagsen. Oh Lands to rappere, Maria og Bea, måtte trække sig fra 'X Factor' efter et pludseligt dødsfald i Beas nærmeste familie.
På grund af omstændighederne blev liveshowet afviklet uden den vanlige farezone. De fire tilbageværende deltagere gik i stedet direkte videre til næste uges semifinale.
Duoens exit blev markeret med en hyldest af deres store øjeblikke gennem sæsonen, og Oh Land sendte en hilsen rettet direkte til de to rappere og satte ord på, hvor stor en inspiration de har været for hende.
- Maria og Bea har aldrig stået deroppe for at vinde det her. De har stået her for at lave noget, de elsker, for at være til stede, nyde det og for at skabe. Det har virkelig inspireret mig. Det er ikke målet, der er det vigtigt. Det er at være til stede i nuet. Og det har de været, lød det fra dommeren.
Fjerde liveshow
Spillemandens sidste 'X Factor'-sang
Tredje gang i farezonen blev den sidste for Ankerstjernes unge deltager, Patrick Smith.
Her kæmpede den 18-årige spillemand fra Lolland mod Oh Lands pigegruppe Echo, som også havde stået der før. Men selvom han imponerede dommeren Thomas Blachman med sin egen sang, var det ikke nok til at sikre ham en plads videre i programmet.
- Det bliver ikke bedre end de første otte takter af din egen sang, som du lavede lige her. Det er der, du bor. Det skal du skynde dig hjem og gøre, lød det.
Efter afgørelsen takkede Patrick Smith hele holdet bag 'X Factor', og da TV 2 efterfølgende mødte deltageren, havde han svært ved at holde tårerne tilbage.
- Den kærlighed og de mennesker, der står bag showet, betyder alt for mig. Du bliver kastet ind i noget stort, og så lærer du en masse mennesker at kende, og så bliver du revet væk fra dem igen. Det er lidt ligesom et godt efterskoleår, sagde Patrick Smith.
Men det var også en afklaret deltager, der tjekkede ud af 'X Factor'. Han følte, at han havde klaret sin mission, som gik ud på at bringe danske sange ind i 'X Factor'-formatet.
Og det danske har han ikke tænkt sig at give slip på. Gennem hele forløbet er Patrick Smith nemlig blevet klogere på, hvem han vil være som musiker.
- Jeg skal være en dansk artist. Jeg vil udgive på dansk, og jeg vil skrive på dansk.
Tredje liveshow
'X Factor'-diva sendt hjem
Fredag aften blev det op til Ankerstjerne at sende en af sine to meddommeres deltagere ud af 'X Factor'. Valget faldt på Blachmans solist Gina Michaells.
Den 43-årige sangerinde havnede i farezonen mod Oh Lands pigegruppe, Echo, og dommeren lagde ikke skjul på, at det var svært at sige farvel til deltageren, der høstede store roser under fredagens liveshow.
- I sidste ende endte jeg med at gå med potentialet. Jeg synes, der mangler noget for Nanna (Oh Land, red.) og Echo. Jeg kan se mulighederne, sagde han efter showet.
Efter afgørelsen rejste publikum sig i et stående bifald for Gina Michaells. Herefter fortalte hun, at det langt fra er slut for hende.
- Jeg er meget ked af det, men sådan livet. Det stopper ikke her. Nu er det min tur til at lave nogle andre ting med musikken, sagde hun.
Andet liveshow
Blachmans første solist er ude
Andet 'X Factor'-liveshow endte med et farvel til den første solist i Blachmans kategori: Andrea Brøndsted. Deltageren endte i farezonen mod Ankerstjernes solist Patrick Smith, der stod der for anden uge i træk.
I sidste ende var det op til Oh Land at afgøre, hvem af de to der skulle videre i programmet, og her faldt valget på Patrick.
- Det vil gøre ondt på mig at sende Patrick ud, så derfor er jeg nødt til at sende dig ud, Andrea, lød det fra dommeren, som var i tvivl om, hvorvidt hun allerede havde set forløsningen i samarbejdet mellem Blachman og hans deltager.
Andrea Brøndsted kaldte efter afgørelsen sin deltagelse i 'X Factor' for "super intens" og et eventyr, som hun var ærgerlig over skulle slutte. På den anden side var hun glad for, at hun kunne stå inde for sin sidste optræden.
- Jeg har gjort det så godt, som jeg kunne, lød det fra den 29-årige deltager, der på scenen sluttede af med at takke Thomas Blachman for at tro på hende.
- Du så mig, da ingen andre gjorde. Tusind tak.
Første liveshow
Farvel til 'X Factor'-historiens første band
Efter årets liveshow-premiere stod det klart, at sæsonens alderspræsidenter i Dr. Rolf og Kanylerne måtte tjekke ud af programmet som de første af feltets ni deltagere.
'X Factor'-historiens første band havnede i farezonen mod Ankerstjernes solist Patrick Smith, hvor de hver især sang deres såkaldte 'Save me'-sang.
Herefter lå afgørelsen i hænderne på dommeren Thomas Blachman, som sendte Oh Lands gruppe ud af konkurrencen.
- Det spændende var jo, hvordan sofaparlamentet tog imod os. Det var åbenbart ikke lige deres kop te. Og så det jo sådan, lød det efterfølgende fra bandets sangskriver og frontmand, Ole Rolf Lassen.
Dr. Rolf og Kanylerne kaldte 'X Factor' en læringsproces og lagde efter afgørelsen ikke skjul på, at de havde ønsket, at rejsen havde været endnu længere
- Men vi har udviklet os som orkester, og der, hvor vi er nået til, er fantastisk, lød det fra bandet.
'X Factor' vender tilbage i 2020. Fredag aften åbnede tilmeldingen til den ny sæson. Læs mere om tilmeldingen her.