X Factor

Indtast dit fødeår og find dit hit

Fredag aften skal deltagerne i 'X Factor' synge en sang fra deres fødeår. Men hvilket hit kendetegnede dit? Find ud af det her.

I 1956 var Elvis ensom i 'Heartbreak Hotel'. I 1968 sang The Beatles ’Hey Jude’, og i 2006 havde rigtig mange en ’Bad Day’ sammen med Daniel Powter.

Fælles for de tre sange er, at de alle var store hits i deres tid og nåede toppen af verdens mest kendte hitliste, Billboard Hot 100. Og skal man derop, er opskriften helt enkel:

- Et godt hit skal have et ’syngbart’ eller ’fløjtebart’ omkvæd og melodi. Det kan også være en sætning eller frase i sangen, der lyder godt eller sjovt, siger dj og radiovært Dan Rachlin og giver 'Who Let The Dogs Out' som eksempel på netop sådan en sang.

- Men det er klart, at et omkvæd, du ikke kan få ud af hovedet efter første lyt, det er det vigtigste, siger han.

Billboard Hot 100

Billboard Hot 100 er en hitliste, der løbende præsenterer de 100 mest populære singler i USA. Listen er baseret på afspilninger på radiostationer og salg (streaming, downloads og pladesalg). 

Dan Rachlin om Billboard Hot 100:

- Billboard er verdens mest kendte hitlistebrand. Den store forskel på Billboard-hitlisten og de hitlister, vi normalt kender til, er, at Billboards Hot 100 består af salgstal, men også airplaytal, altså hvor meget et nummer bliver spillet på radioerne.

I denne uge skal 'X Factor'-deltagerne synge en sang fra det år, de blev født, og herunder kan du se, hvordan Dan Rachlin vurderer musikken fra hvert årti.

Hvilket hit kendetegnede det år, du blev født? Det kan du finde ud af ved at vælge dit fødeår her: 

Hør det største hit fra dit fødeår

Hvornår blev du født?

Men hvor de store hits tidligere havde bred opbakning på tværs af alder og landegrænser, så ser det anderledes ud i dag:

- I dag er det kun ganske, ganske få hits, der samler hele kontinenter eller hele verden. Ed Sheeran, Bruno Mars og Ariana Grande gør det dog stadig.

Herunder definerer Dan Rachlin musikken gennem årtierne:

1940'erne

- 40'erne består af glad jazz, swing og melankoli efter Anden Verdenskrig. Og så er vi i en tid, hvor sange fra film og revyer bliver til hits.

1950'erne

- Den første halvdel af 50'erne var fuld af ballader, skønsang og swing fra eksempelvis Frank Sinatra og Dean Martin. I anden halvdel af årtiet rykker rocken, blandt andet med store navne som Elvis, Bill Hailey, Chuck Berry og Jerry Lee Lewis.

1960'erne

- Rocken udvikler sig og bliver til beatmusik. Fra 1967 tager hippierne og kærligheden over - også i musikkens verden.

1970'erne

- Årtiet for den pompøse rock leveret af blandt andre Queen, David Bowie, Electric Light Orchestra og Led Zeppelin. Men poppen klarer sig også fremragende. Det sørger Elton John, Bee Gees og Jackson Five blandt andre for.

1980'erne

- Firserne er elektronisk pop, puddelhunderock, men også Madonna, Michael Jackson, George Michael og Whitney Houston. De korte, melodiske popsange er tilbage - nu tilført sminke og farverigt tøj.

1990'erne

- Der er to vigtige og altoverskyggende trends i 90'erne: Den ene er 'europop', hvor Ace Of Base, Dr. Alban og Haddaway var store navne. Den anden trend var 'grungerock'. her var Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden blandt de helt store navne. Og så var der naturligvis også boybands som Take That, New Kids On The Block og Backstreet Boys.

2000 og efter

- Efter årtusindeskiftet er musikken fra klubberne og diskotekerne blevet vor tids popmusik. Dj's er rykket frem fra pultens skygge og er blevet til stjerner. Især har Calvin Harris, Tiësto, David Guetta og Avicii gjort det rigtig godt.

- I afdelingen for soul og R&B er popstjerner som Rihanna, The Weekend og Pharrell Williams også blevet store.