X Factor

Oprørt efter tur i farezonen: - Følte ikke, der var plads til mig

- Det var en forfærdelig oplevelse, lyder det fra Patrick Smith, der befandt sig i bunden af feltet til det første liveshow.

Det var en frustreret ung spillemand, der mødte pressen efter årets første liveshow i 'X Factor'.

Et liveshow, som var lige ved at blive 18-årige Patrick Smiths eneste, hvis ikke Blachman havde valgt at sende ham videre i konkurrencen til fordel for Oh Lands band, Dr. Rolf og Kanylerne. 

Seerne sendte nemlig mændene bag showets eneste to dansksprogede optrædener i farezonen, hvorefter det var op til dommerne at beslutte, hvem der skulle blive. 

- Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg havde lidt følelsen af, at der ikke var plads til mig i det her program, lød det fra Patrick Smith til TV 2 efter showet.

Men du gik jo videre? 

- Ja, jeg gik videre. Men min mission er at få noget danskhed ind. Og det gjorde Rolf og jeg, sagde han for rullende kameraer i backstageprogrammet 'Z Factor'

Deltageren var altså ikke tilfreds med, at det blev Dr. Rolf og Kanylerne, der måtte forlade 'X Factor'. På sin Instagram-profil omtalte han forud for liveshowet Ole Rolf Lassen som "en af de sejeste sangskrivere", han nogensinde har mødt. 

Oprør mod de kloge

Og netop kærligheden til musik, sangskrivning og det at stå på en scene er altafgørende for Patrick Smith. Da han gik på scenen fredag aften, blev han introduceret som et "oprør mod alt det fancy og elitære og de kloge kendisser i fjernsynet".

- Måske også mig selv og mine meddommere. Men vi kan tage det, vi har faktisk brug for det, lød det fra Ankerstjerne.

Patrick sluttede da også sin fortolkning af C.V. Jørgensens 'Entertaineren' af med at stille sig direkte foran dommerbordet og synge:

- Du er mere død end et fossil. Det er hemmeligheden bag mit smil.

Her stiller Patrick Smith sig helt ud på kanten af scenen og kigger direkte på dommerne, mens han synger.

Efterfølgende bemærkede Oh Land fra dommerbordet, at Patrick Smith var en helt naturlig del af scenen.

- Jeg er vild med dig. Du har den. Du er den eneste, der forholder dig rigtigt til bandet. Du er en del af musikerne, sagde hun, mens Blachman også sagde rosende ord.

- Det her er langt fra din bedste vokalperformance, men det er godt gået med din inderlighed, og at du kommer ind og slapper af. Du er faktisk en af dem, der slapper mest af herinde, udover mig, lød det.

Se klippet fra X Factor liveshow: Patrick synger Entertaineren af C.V. Jørgensen Video: Anders Mellerup

Giver ikke op

Seerne var dog ikke lige så overbevist, og derfor måtte Patrick Smith på scenen igen for at spille sin såkaldte 'save me'-sang. Endnu en sang af CV Jørgensen, der skulle vise, hvad Patrick stod for.

Patrick var skuffet over sin plads i farezonen. - Selvfølgelig er jeg frustreret. Der er kameraer over det hele, og man vil egentlig bare gerne være den bedste, sagde han efter showet.

- Ankerstjerne og jeg har en fælles mission om at gøre noget specielt med dansk musik i musikbranchen. Vise kærligheden til sangskrivning, kærligheden til at levere musik og ikke kun til det her med at performe, siger han og fortsætter:

Der skal sgu være en mening med, hvorfor man spiller musik

Patrick Smith

- Selvfølgelig er alt det med lysshow og visuals, som vi får leveret, meget, meget flot. Men der skal sgu være en mening med, hvorfor man spiller musik. Der skal være nogle budskaber og en kærlighed. Og det synes jeg, jeg har. Det kan være, jeg bare skal bevise det nogle flere gange, før folk fatter det, siger han.

Og det fik spillemanden fra Lolland lejlighed til, da Blachman sendte ham videre til næste fredag. Under afgørelsen nævnte dommeren dog, at deltageren skulle stramme op.

Til trods for en frustrerende start på 'X Factor'-liveshows giver den 18-årige deltager heller ikke op på sin mission.

- Jeg bliver ved med at vise den her danskhed. Og jeg bliver ved med at vise den samme kærlighed til musikken. Den laver jeg ikke om på, bare fordi jeg er med i et tv-program.

Se eller gense det første liveshow lige her på TV 2 PLAY.