X Factor

Det kan de vinde i 'X Factor'

Arkivfoto fra Skanderborg Festival. Sarah Christine Nørgaard / Scanpix Denmark

Præmien består af to helt nye oplevelser i 'X Factor'-sammenhæng.

Den deltager eller gruppe, der når til tops i 'X Factor', kan se frem til at synge i bøgeskoven til august på Danmarks næststørste festival.

I forbindelse med det første liveshow fredag aften er årets vinderpræmie nu blevet offentliggjort.

Og spilletid på sommerens Skanderborg Festival, der også er kendt som Smukfest, er en af de goder, vinderen har udsigt til. 

- På Smukfest har det altid været vigtigt at give plads til det musikalske vækstlag og dermed til morgendagens stjerner. Så vi er meget spændte på at se, hvad årets 'X Factor'-vinder har at byde på, og vi håber på en stor oplevelse til vores publikum, siger Poul Martin Bonde, talsmand for festivalen, i en pressemeddelelse.

Pladekontrakt på højkant

Sidste år optrådte eksempelvis 'X Factor'-kendinge som Citybois på festivalen, og den allerførste vinder af programmet, Martin Hedegaard, vil endnu engang stå på den østjyske scene.

Han har de seneste år høstet stor succes som forsanger i bandet Saveus. 

Citybois optrådte på Skanderborg Festival både i 2016 og i 2018.

Udover festivaloplevelsen er der også en pladekontrakt hos Sony Music på højkant til vinderen. Som en del af kontrakten venter to ugers ophold i et musikstudie på den spanske ferieø Ibiza.

Første gang nogensinde

Turen til Sonic Vista Studio på Ibiza indebærer, at årets 'X Factor'-vinder skal indspille musik sammen med et professionelt team.

- Der er ingen tvivl om, at det er en præmie, som vi er stolte af. Det er første gang nogensinde, at vinderen af 'X Factor' kommer til Ibiza og indspiller i det legendariske studie Sonic Vista, ligesom det også bliver første gang, at vinderen står på scenen ved en af Danmarks mest populære musikfestivaler, siger Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør på TV 2.  

Flere store verdensstjerner har besøgt Sonic Vista Studio gennem tiden – blandt andre Lady Gaga, Pet Shop Boys og 50 cent.

Se det første liveshow i ’X Factor’ fredag den 1. marts klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY