Oscar

Ny kritik af Oscar-show - fire statuetter uddeles i reklamepausen

Med det nye tiltag mister prisuddelingen sin status som verdens største filmpris, lyder det fra flere fremtrædende filmskabere.

Skandaler og Twitter-shitstorms har de seneste måneder hjemsøgt planlægningen af Oscar-uddelingen 2019, og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig.

Se alle vinderne fra Oscar-uddelingen 2019 her. Listen opdateres løbende, når priserne overrækkes.

Med kun halvanden uge til at showet skal afholdes, har en række fremtrædende filmskabere i Hollywood nemlig set sig sure på arrangørerne. Det skriver blandt andre The Hollywood Reporter.

For første gang i filmprisens mere end 90-årige historie vil der være fire priser, som bliver uddelt under en reklamepause, og man vil derfor ikke kunne se alle 24 priser blive uddelt, hvis man følger med i showet foran fjernsynsskærmen.

Tidligere på ugen afslørede Oscar-akademiet, at det kommer til at dreje sig om priserne for bedste makeup og styling, kortfilm, fotografering og redigering.

Den beslutning har altså nu fået flere filmfolk til Twitter-tasterne.

En af dem kommer fra produceren af filmen ’La La Land', Jordan Horowitz, der blot har tweetet en emoji, der viser en tommelfinger, som vender nedad.

Essensen af film er taget væk

Det blev allerede i august bestemt, at nogle af kategorierne ved Oscar-showet skulle uddeles under reklamepauser, men ikke hvilke.

Beslutningen blev truffet for at skære varigheden af showet ned til tre timer mod de over fire timer, der har været standarden hidtil. Dermed ville man imødekomme stadigt faldende seertal og tilfredsstille tv-kanalen ABC, som viser prisuddelingen.

Allerede dengang var der kritiske røster, da flere mente, at man med tiltaget ville nedprioritere bestemte kategorier.

Det er især tilsidesættelsen af de to priser for fotografering og redigering, som flere af filmfolkene nu kritiserer.

- Det er ikke hentet fra teatret eller en litterær tradition. Det er film, skriver instruktør Guillermo del Toro, der sidste år vandt prisen for bedste film med ’The Shape of Water’, om kategorierne.

Han er på linje med filmfotografen Emmanuel Lubezki, der før har vundet en Oscar for sit arbejde på filmene ’Gravity’, ’Birdman’ og ’The Revenant’.

- De er de elementære partikler, når man skal skabe film, skriver han om fotografering og redigering.

En af de mere toneangivende stemmer i kritikken er Alfonso Cuaron, som har instrueret Netflix-filmen 'Roma', der af mange er spået som favorit til at tage prisen for bedste film.

'Roma' står ligeledes stærkt til at snuppe statuetten for bedste fotografering.

- I filmhistorien har der eksisteret mesterværker uden lyd, uden farve, uden en historie, uden skuespillere og uden musik. Ingen film har nogensinde eksisteret uden fotografi og uden redigering, skriver Alfonso Cuaron.

Rotation i kategorier

John Bailey, der er formand for Oscar-akademiet, har forklaret, at takketalerne i de fire kategorier bliver båndet og vist senere i showet. Samtidig kan hele showet streames uden reklamepauser på Oscars hjemmeside og akademiets sociale mediekonti.

De fire kategorier til reklamepausen vil også blive skiftet fra år til år.

Der er som nævnt ikke den første kritik, Oscar-akademiet er løbet ind i med planlægningen af årets show.

Se de øvrige møgsager i listen herunder:

De mange møgsager for Oscar 2019

  1. Oscar annoncerer 'Populær-film-kategori'

    Ud fra et ønske om at få de store blockbusters inkluderet mere i showet, vil akademiet oprette en ny kategori. 

    Nyheden skaber ramaskrig, for går man nu automatisk ud fra, at de nominerede til Bedste Film ikke er populære blandt publikum? Oscar tager kritikken til sig og lægger kategorien på hylden.

  2. Showet får ingen vært

    Komikeren Kevin Hart forlader værtsrollen, da en række homofobiske tweets, han tidligere har skrevet, dukker op. Efter et par måneders kaos i kulissen og voksende tidspres dropper Oscar helt at have en vært i år. Sidst det skete var i show i 1989.

  3. Kun to musikalske optrædener

    Det rygtes, at showet for at spare tid kun vil lade to artister optræde i kategorien Bedste Sang. De udvalgte er Lady Gaga med ‘Shallow’ og Kendrick Lamar med ‘All the Stars’. Akademiet vurderer åbenbart, at de øvrige sange i kategorien alligevel ikke har en chance for at vinde. Endnu en Twitter-shitstorm blusser op, og ideen skrottes.

  4. Yngre og mere hippe presenters

    Skuespillerinden Allison Janney – der sidste år vandt en Oscar for bedste birolle – tweeter, at hun er "knust" over, at Oscar tilsyneladende vil bryde med traditionen om at lade sidste års vindere uddele priser. Efter sigende stiler Oscar efter at få yngre, mere hippe presenters på podiet, og Jennifer Lopez’ navn er oppe at vende. Kort tid efter annoncerer Oscar, at Janney og de andre vindere fra sidste år alligevel skal præsentere priserne.