Hjalmer har ingen plan b: - Jeg håber bare, folk vil klappe af mig

Det var en tydeligt overrasket Hjalmer, der torsdag aften trådte op på scenen og modtog prisen for 'Årets nye navn' ved ZULU Awards 2019.

- Shit, det havde jeg ikke regnet med. Først og fremmest vil jeg gerne takke min mor, far og lillebror for at give mig al kærlighed i hele verden.

Inden han forlod scenen takkede han også alle dem, der havde stemt og forsikrede, at hverken ham eller de andre nominerede ville være noget uden dem.

At det er ZULU-seerne, der bestemmer, betyder meget for Hjalmer. Også mere end han lige kan forklare:

- Den betyder meget – også mere, end man kan forklare. For musikbranchen er hård, og det kræver, at man er vedholdende. Man skal stå på sit og tro på sig selv.

Siden Hjalmer besluttede sig for at satse 100 procent på musikken for lidt over tre år siden, har han dog haft virkelig mange dage, hvor han har tvivlet.

- At vinde den her pris er ligeså fantastisk som at stå foran en fyldt sal. Det er det hele værd. Al tvivl, alle nederlag og alle de sene arbejdstimer.

Og lige netop det med at stræbe efter publikums anerkendelse er noget, der går igen og igen i Hjalmers liv.

Store stjernedrømme

Første gang Hjalmer fik øjnene op for musikken, var han blot syv år gammel. I julegave fik han en båndoptager, kassettebånd og en ukulele.

I årene efter var han opslugt af at skrive og indspille sange, og selvom han bare var en lille dreng, var det bestemt ikke kun en leg. Han ville være nummer et.

Det blev til et hav af bånd, som han tegnede covers til og jævnligt forærede sin familie i gave.

Ofte kaldte Hjalmer sin familie ind i stuen til en minikoncert. Han spillede praktisk talt kun et par akkorder, men forventede stolt det helt store bifald.

- Jeg har nok altid været sådan en, der gerne vil klappes af, siger Hjalmer.

Evnerne var på det tidspunkt små, men drømmene store. Hjalmer ville på hitlisterne, så andre end hans familie kunne høre hans musik. Derfor øvede han sig igen og igen. For Hjalmer er opdraget med, at man skal gøre sig umage.

- Jeg har ikke rørt ved det, og så var det bare perfekt. En lille del er talent, mens resten er benhårdt arbejde, fortæller Hjalmer.

Herunder kan du se en meget ung Hjalmer optræde med en sang, han havde skrevet til sin farmor.

Kom igennem nåleøjet

På søndag 10. februar er det præcis to år siden, at sangen ’Hjem til en anden’ udkom, og karrieren blev sparket i gang. I øjeblikket buldrer Hjalmer fremad med et utal af planlagte koncerter helt frem til næste vinter.

Han har netop udgivet singlen ’Folk som os’ sammen med Medina, som han altid har beundret. Med andre ord er drengedrømmen gået i opfyldelse.

- Jeg har bare drømt om det her, siden jeg var syv-otte år. Det har altid været målet, siger han og fortsætter:

- Det er et lille nåleøje, man skal igennem for at få lov at lave det, jeg gør. Og jeg er så heldig, at jeg kom igennem.

Hjalmer føler sig hjemme i musikbranchen, hvor han har et voksende netværk og en stor vennekreds ved siden af.

Han er udadvendt og meget snakkende, men det har bestemt ikke altid været sådan. Da han var lille, var han meget ensom.

Ville vinde Tour de France

Selv siger Hjalmer, at han ingen venner havde i folkeskolen. Når det ringede til frikvarter, løb han ikke ud og spillede fodbold med de andre. Hjalmer sad alene tilbage i klasselokalet og tegnede.

- Det lyder sørgeligt, men jeg elskede at læse bøger og tegne. De andre ville spille fodbold, så jeg stod meget uden for fællesskabet.

Derhjemme brugte Hjalmer et par år på at forfine sit guitarspil og sangskrivning, men passionen forsvandt stille og roligt, i takt med at han fik øjnene op for cykelsport.

Han gik til sin nye hobby med samme entusiasme som med musikken. Og da Hjalmer fyldte ni år, fik han en racercykel i fødselsdagsgave.

Han ville ikke længere være rockstjerne. Han ville vinde Tour de France og cykle op ad Champs-Élysées med horder af hujende og klappende fans.

Al fritid blev brugt på at cykle rundt i hjembyen Odense, og når Hjalmer ikke var på cyklen, sad han på sit værelse og nørdede sporten. Alt handlede om cykling.

Lige indtil Hjalmers drøm om Tour de France blev knust.

Plastikkorset og knuste drømme

En sommeraften skulle 13-årige Hjalmer hjem fra en ven. Han hoppede op på cyklen, puttede høretelefonerne i ørerne og tændte for sin iPod.

Solen stod lavt på himlen, og han fik den lige i øjnene. Derfor opdagede han ikke den bil, der var på vej lige mod ham. De kørte sammen, og Hjalmer faldt af cyklen og besvimede.

Da han slog øjnene op, var han omgivet af mennesker. På det tidspunkt anede han ikke, hvad der var sket. Både hans forældre og en ambulance blev tilkaldt, og de kørte på skadestuen.

Her blev han undersøgt og fik taget røntgenbilleder af sine lunger. Hjalmer havde nemlig smerter, når han trak vejret.

Med beskeden om, at han havde været meget heldig, tog familien lettede hjem igen. Men det skulle vise sig, at lægen havde overset noget vigtigt.

- Næste morgen ringede telefonen, og min mor tog den. Det var en overlæge, der havde set på mine røntgenbilleder og sagde, at der var nogle punkter på min rygsøjle, der burde være firkantede, men som var trekantede.

På hospitalet fandt lægerne ud af, at Hjalmer havde flækket tre ryghvirvler.

- Jeg var ikke blevet lam af det, men jeg havde ikke kunnet stå oprejst i dag, hvis ikke det var blevet opdaget.

Han fik et plastikkorset på og strenge ordrer om at holde sig i ro i to måneder. Derfor havde han rigeligt med tid, der skulle fordrives på drengeværelset.

Og da korsettet kunne fjernes, var Hjalmer ikke længere interesseret i cykling. Han var tilbage ved den oprindelige drøm.

Fandt venner i musikken

Selvom den lille ukulele blev udskiftet med en akustisk guitar, var barndomsdrømmen igen vakt til live. Hjalmer startede på Ungdomsskolen i Odense, hvor han i sin fritid fandt nogen, der også elskede musik. Pludselig fik han en masse venner. Blandt andet bedstevennen Mads Bjørn Lundsgaard, som han dannede duoen Nordkap med.

På Odense Katedralskole kom Hjalmer og Mads på musiklinjen, og de var fast besluttede på at komme ud og spille deres egne sange. De spillede omkring 100 koncerter over et par år. Det var godt nok mest på værtshuse, hvor publikummet primært bestod af deres venner, men det gjorde ikke noget.

Hjalmer og Mads havde hinanden, og tiden og erfaringerne betyder meget for Hjalmer i dag.

Flyttede hjemmefra i 48 timer

Efter gymnasiet brændte Hjalmer og Mads ikke lige meget for musikprojektet. Hjalmer ville gå hele vejen, mens Mads gjorde det for sjov. De besluttede at værne om venskabet og bryde duoen.

Dog kom Hjalmer ikke rigtig ud af starthullerne. Han boede stadig hjemme og arbejdede som afrydder på et diskotek om natten og som telefonsælger om dagen. Så da vennerne begyndte at blive optaget på studie, gik han i panik.

Derfor søgte han ind på Dansk på Københavns Universitet og blev optaget. Men allerede efter otte timers introduktion fandt han ud af, at det slet ikke var noget for ham.

- Jeg troede, jeg skulle læse digte og snakke om Oehlenschläger, men det var meget mere moderne. Da jeg cyklede hjem, kunne jeg bare mærke, at det ikke var noget for mig.

Hjalmer nåede at bo i København i 48 timer, inden han flyttede hjem til sine forældre igen. Her besluttede han sig for at give en solokarriere et skud, og på en måned havde han skrevet ti sange. Han sendte dem bredt ud og satte en tidsramme på to år. Hvis ikke det var lykkedes til den tid, måtte han finde på noget andet.

Seks måneder senere trådte han ind ad døren på pladeselskabet Universal Music i København.

- Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Jeg var nok aldrig nået hertil, hvis jeg på sidelinjen skulle lave lektier og aflevere opgaver.

Fra underdog til folkeligt gennembrud

Hjalmer brugte det meste af 2016 på at finde sin lyd og indspille sange, og i 2017 gik det så løs. Selvom han kun havde en håndfuld sange indspillet, insisterede han på at komme ud og optræde. Det blev til en række koncerter på små festivalscener hen over sommeren, hvor publikum voksede for hver koncert.

- Vi var total underdog, men det er noget, jeg trives med. Når folk siger, at jeg ikke kan noget, så vil jeg bevise, at de tager fejl.

Han kan tydeligt huske en af de første gange, han stod på scenen og kunne mærke succesen. Det var på den mindste scene på Smukfest, men der var til Hjalmers store overraskelse proppet.

”Vi har fat i noget rigtigt”, kunne Hjalmer mærke, da klapsalverne skyllede ind over ham. Og det føltes fantastisk.

Nu skete det endelig. Han stod på scenen med sin guitar, spillede sine egne sange, og folk var vilde med det.

I løbet af 2017 spredte Hjalmers få sange sig organisk, og populariteten voksede. Og med udsolgte koncerter, en ZULU Award for ’Årets nye navn’ og flere nomineringer til dette års Gaffapris ser det bestemt ikke ud til, at han er en døgnflue. Tværtimod.

Alligevel gør Hjalmer et stort nummer ud af ikke at få storhedsvanvid.

- Man må ikke blive overmodig. Jeg føler mig virkelig heldig over at lave det her. Alle mine drømme går bare i opfyldelse lige nu, siger Hjalmer.

For han er vokset op med en far, der blev kendt som hele Danmarks nationalskjald, men som aldrig førte sig frem med det. Og det har Hjalmer taget til sig.

- Jeg er vokset op i et hjem, hvor man kunne have fløjet rigtig højt, men ikke gjorde det. Jeg er blevet opdraget med, at man skal arbejde hårdt og være taknemmelig for, hvad der kommer til en.

Ydmyghed og overtro

Det er vigtigt for Hjalmer at finde balancen mellem at nyde den succes, han oplever lige nu, og beholde begge ben på jorden. Det hjælper hans gymnasievenner ham med.

For det kan godt være, han lige har spillet for hundredvis af skrigende piger eller indspillet en sang med Medina, men sammen med dem er han bare Hjalmer.

- Det er fedt, for ellers kan man godt få lidt for meget optur over sig selv, og det kan være farligt.

Og selvom koncerterne er udsolgte, er Hjalmer stadig nervøs, inden han skal på scenen. Nervøsiteten topper en time før koncertstart, hvor han ofte bliver stille og trækker sig.

Det er en blanding af ydmyghed og overtro. For hvis han selvsikkert går og tror, der kommer en masse, så sker det modsatte måske?

- Jeg bliver overrasket, hver gang en koncert er udsolgt, eller der er mødt mange mennesker op.

Det er efterhånden fast tradition, at Hjalmer tager selfies og skriver autografer til fans efter koncerterne. Noget han sætter stor pris på.

- Det er jo et udtryk for, at der sker nogle gode ting. Man skal huske, hvor heldig man er, at folk interesserer sig for en, for de kunne også være mega ligeglade.

Landet på den rette hylde

2019 bliver et år fyldt med koncerter, og selvom sommeren er spækket med festivaler og ingen tid til ferie, så glæder Hjalmer sig til at høste frugterne af de seneste to års spillearbejde.

Hjalmer håber og satser på, at han længe endnu skal fortsætte med at udgive sange og spille koncerter.

- Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med mit liv, hvis ikke jeg skal spille. Jeg har absolut ingen plan b.

Men en ting er sikkert; musikbranchen er det sted, han skal være, hvad end det er som udøvende kunstner, sangskriver eller noget helt tredje.

- Men jeg håber da, at folk fortsat skal klappe af mig, siger Hjalmer.

Du kan se ZULU Awards på TV 2 Zulu søndag fra klokken 20.15.