X Factor

Deltager fik Sofie Linde til at græde

Jørgens sang rørte både dommere og 'X Factor'-værten.

Mens 64-årige Jørgen Halskov sang, piblede tårerne frem i Sofie Lindes øjenkrog.

- Sangfugl, flyv. Flyv hjem, lød det.

Sangen har gymnasielæreren skrevet til sin datter Mette, dengang hun var helt lille.

Nu stod han på scenen til 5 Chair Challenge og spillede på guitar, mens han sang den for hende, publikum og 'X Factor'-dommerne. 

Jørgen Halskov arbejder til daglig som musiklærer på et gymnasium, men under 5 Chair Challenge fredag aften er det hans egen musik, der er i fokus.

Selve optagelserne foregik i november, og datteren Mette er 'sangfuglen' i teksten.

Men faktisk har Mette aldrig hørt sin fars stemme. For da hun var halvandet år, fandt familien ud af, at datteren er født døv og intet kan høre. Det skete knap et år efter, at Jørgen havde skrevet sangen til hende. 

Har læst ordene

I dag er Mette 34 år, og hun og familien kommunikerer ved hjælp af tegnsprog. Og 'Sangfuglen' er stadig hendes sang. 

- Hun har aldrig hørt sangen, men hun har selvfølgelig læst teksten, og den er hun meget glad for, fortæller Jørgen. 

Han mener, at det er en af de vigtigste sange, han selv har skrevet.

- I det øjeblik man bliver forælder, sker der noget. Du får ansvaret for et andet menneske – til gengæld kan du lære en masse, og det giver dig styrke. Barnet kan lære dig at være en ansvarlig person, forklarer han.

Mette Halskov Aaen (til venstre) viser tegnet for 'appelsin'. Hun er her sammen med sønnen August, faren Jørgen og moren Anna-Lise under Jørgens audition i efteråret.

Og værten Sofie Linde er ikke den første, der er blevet rørt til tårer. Jørgen oplever indimellem, at det sker med den sang. 

- Den må have ramt et eller andet. Kan jeg røre et hjerte eller to, så vil jeg frygteligt gerne det, siger han. 

Sofie Linde blev sidste år selv mor til datteren Trine, og da Jørgens sang sluttede, udbrød hun: 

- Ej, hvor var det sødt.

Bliver rørt af at se sin datter

Jørgen var den første deltager på scenen i Thomas Blachmans 5 Chair Challenge, der bliver vist på tv fredag aften. Her skal solisterne over 23 år kæmpe om at få en af de fem stole af dommeren.

Og sangen og historien om datteren Mette ramte ikke kun showets vært. 

- Endnu engang synes jeg, at det bliver menneskeligt. Når du synger, er jeg med dig, lød det fra Ankerstjerne, mens Oh Land sagde: 

- Det har noget meget fint og vedkommende. Jeg bliver rørt. Jeg bliver også rørt over at kigge på din datter. 

Jørgens datter Mette og hans hustru Anna-Lise sad blandt publikum til 5 Chair Challenge.

Til daglig arbejder Jørgen som engelsk- og musiklærer i København, og han har skrevet sange gennem hele livet. De handler ofte om hans nærmeste. 

- Familien er det vigtigste, for det er der, man henter sin styrke og har sit ståsted, siger han. 

Blachman: - Jeg kunne ikke mærke det

Hans egen dommer, Thomas Blachman, var til gengæld ikke overbevist af Jørgens præstation på scenen.  

- Jeg synes, du er meget oprigtig. Oprigtighed kan noget til et vist punkt for mig. Men er det det, du vil udtrykke? Jeg kunne ikke mærke det her, lød det fra dommeren. 

Jeg ryger af, men du kan stadig udvikle dig

Thomas Blachman, dommer 

Alligevel ser Blachman potentiale i en af showets ældste deltagere. 

- Jeg ryger af, men du kan stadig udvikle dig. Jeg tror, vi kan putte dig et sted hen, hvor du bliver mere cool og mere udtryksfuld, lød det fra dommeren, der endte med at give Jørgen en stol for sin sang. 

Deltageren var efterfølgende i tvivl om, hvad Blachman mente med det, han sagde. 

- Jeg havde fået så mange reaktioner på den sang til workshoppen fra mine meddeltagere. De to meddommere var også tydelige i spyttet, men den ramte så bare ikke Blachman, siger Jørgen, der blandt andet har meldt sig til 'X Factor' på grund af dommeren.

- Jeg har meget stor respekt for Thomas Blachman, og jeg vil gerne høre hans reaktion på mine sange. Jeg ved, at han er en dygtig musiker, fortæller Jørgen.

Viste følelser til sin audition

Jørgen Halskov formåede dog at røre Blachman til sin audition, som han forlod med tre gange ja. 

- Mænd, der udtrykker følelser. I din generation. I min generation. Der er få, der kan sætte ord på det. Det er meget, meget fint, lød det dengang fra dommeren.  

Se klippet fra X Factors audition: Jørgen synger Møllerne i Grækenland Video: TV 2 Danmark

Også her var det en sang om en af hans nærmeste, der imponerede. Den var nemlig dedikeret til barnebarnet August, der var med på auditiondagen for at støtte sin morfar. 

- Mine bedste sange er dem, jeg har skrevet til familien. Der banker mit hjerte simpelthen stærkest, fortæller 'X Factor'-deltageren. 

Se den sidste 5 Chair Challenge med Blachmans solister over 23 år fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.