X Factor

Blachman forlod dommerbordet første gang – nu får deltagere ham igen op i det røde felt

Bandet Los Fuegos lader sig ikke gå på af, at Blachman helst så dem ude af 'X Factor'.

- Det er den vildeste røvballemusik. 

Sådan beskrev Thomas Blachman bandet Los Fuegos, da de stillede op til audition i 'X Factor'.

Og de fem farverige musikere fra Kolding fik endnu engang hårde ord fra dommeren under gruppernes 5 Chair Challenge, som vises fredag aften.

- Jeg forstår ikke en skid af, hvad der foregår, lød det blandt andet fra dommeren på trods af, at hans to meddommere roste gruppens cover af 'Englishman in New York'.

- Hvad fanden skal man stille op med det?, fortsatte han.

Selv da Ankerstjerne påpegede, at Los Fuegos kunne levere en fest, svarede Blachman spidst tilbage.

- Ja, lave en fest? Som man ikke gider være med til.  

Los Fuegos på scenen til 5 Chair Challenge. Fra venstre er det Mario Casas fra Columbia, danske Lasse Skak, Julian Maraboto fra Mexico, Amelia Jusufagic fra Bosnien og danske Rasmus Due Olsen.

Handler ikke bare om at underholde

Det er ikke første gang, at Blachman er lodret uenig med sine meddommere om Los Fuegos.

Efter deres audition måtte den erfarne dommer rejse sig fra bordet for at sunde sig over, at både Ankerstjerne og Oh Land sendte dem videre, mens han selv sagde nej.

- Det var forfærdeligt. Seriøst, sagde han, da han vendte tilbage.

Er det fed fest eller røvballemusik? Blachman var lodret uenig med sine to dommerkollegaer, da bandet 'Los Fuegos' skulle vurderes til anden audition til 'X Factor'. Derfor måtte Blachman lige væk fra dommerbordet og sunde sig lidt. Video: Kasper Søby Jensen

Og dommeren lagde heller ikke fingre imellem under 5 Chair Challenge.

- Det her handler ikke bare om at underholde folk. Det handler om at lave kunst og god musik. Og det her er simpelthen ind ad det ene øre og ud af det andet, sagde han. 

Der er nogle, der kan lide vores musik, og så er der nogle, der ikke kan lide de rytmer, vi spiller

Julian Maraboto, forsanger i Los Fuegos

Oh Land ignorerede dog meddommerens kritik og gav Los Fuegos en stol, hvorefter Blachmans stærke reaktion fik  Ankerstjerne til at spekulere i, om han af taktiske årsager fremover skulle give "super dårlige råd" til sine meddommere.

- Det var da det, jeg prøvede på. De er jo fantastiske, grinede Blachman i et forsøg på at bringe Oh Land ud af fatning. 

- Du 'psyker' for sindssygt. Du hader dem. Jeg ved, du hader dem, konstaterede hun. 

Blachman var dybt uenig med sine meddommere i deres vurdering af gruppen Los Fuegos.

- Vi tager det ikke personligt

Had eller ej, så lader Los Fuegos sig ikke gå på af de hårde ord fra Blachman.

- Der er nogle, der kan lide vores musik, og så er der nogle, der ikke kan lide de rytmer, vi spiller. Det er fint. Vi tager det ikke personligt, og det har ikke rigtig påvirket os, siger forsanger i Los Fuegos Julian Maraboto, som faktisk synes, det var interessant at høre dommerens respons.

- Vi hører jo sjældent denne kritik, fordi dem, der kommer og hører vores musik, godt kan lide os. Så det var faktisk lidt sjovt for os.

Bandet har spillet sammen siden 2013 og optrådt over hele Danmark. Derudover har de også har været på turné i Sverige, Tyskland, Polen og Mexico.

De har valgt at stille op i 'X Factor' for at vise deres multikulturelle musik frem, selvom de godt er klar over, at de latinamerikanske og balkan-inspirerede rytmer ikke er de mest spillede i Danmark.

Netop derfor var de også særligt glade for, at Oh Land blev tildelt gruppekategorien.

- Hun er den alternative af dommerne. Lidt mere speciel, ligesom vi er, siger Julian Maraboto.

Oh Land lyttede ikke til sin meddommer Thomas Blachman. Hun var meget begejstret for Los Fuegos og gav gruppen en stol.

Det var da også hende, Los Fuegos gik efter at imponere til 5 Chair Challenge. Hende og publikum.

- Det vigtigste var, at hun var glad, og at publikum var med. Det var sjovt for os og en stor oplevelse – også for mig, fordi min søn var blandt publikum. Han var så glad, siger Julian Maraboto.

Se endnu en omgang 5 Chair Challenge fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.