Nye 'X Factor'-dommere blæst omkuld af auditions: - Som en opvask, der bliver ved med at vokse
Den nye dommer Ankerstjerne troede, at nogle stillede op i 'X Factor' for sjov. Nu har han lært, at sådan er det ikke.
- Man stikker hovedet ind i en hvirvelvind.
Sådan beskriver dommeren Lars Ankerstjerne sit første møde med alle de deltagere, der gerne ville videre i 'X Factor'.
For det er ikke et hvilket som helst job, som han og Nanna Øland Fabricius alias Oh Land har takket ja til.
I efteråret var de og meddommeren Thomas Blachman gennem 40 timers auditions med i alt 250 deltagere, der var gået videre fra de indledende castings.
Og snart får hele Danmark mulighed for at se resultatet, når den nye sæson toner frem på tv 4. januar 2019.
På et pressemøde onsdag løftede de to nye dommere sløret for, hvordan det i virkeligheden er at møde det ene sangindtryk efter det andet.
- Man bliver helt klart lidt sindssyg af at høre så mange sangere i træk. Og der er ikke nogen pauser - det kører bare, siger Nanna Øland Fabricius og fortsætter:
- Specielt hvis de ikke er gode. Så kommer man til et punkt, hvor man tænker: Hvis ikke der kommer en ren tone nu, så sprænger mit hoved af.
Til gengæld blev hun også begejstret, hver gang der kom et sangtalent ind ad døren.
- Så synes man bare, det er det vildeste i verden, griner sangerinden.
- De mener det alle sammen
Lars Ankerstjerne er enig med sin kollega. Han er overrasket over, hvor mange rørende oplevelser han havde ved dommerbordet.
- Så kommer der nogen, hvor man bare får det sådan: "Wauw! Du findes. Har du gået og gemt dig på et eller andet lager et sted?" siger han.
Men han har også lært, at der ikke er nogen, der stiller op i 'X Factor' for sjov, selvom deres sangtalent – eller mangel på samme – måske kunne tyde på det.
- Når jeg har siddet hjemme i sofaen, har jeg nogle gange tænkt: "Det er sgu for sjov. Han har tabt et væddemål, ham der kommer der". Men dem er der ikke nogen af, siger dommeren og fortsætter:
- De mener det alle sammen, og de bliver alle sammen lige overraskede og lige kede af det, når de får et nej.
Mens Ankerstjerne kalder de lange auditiondage for en hvirvelvind, tænker Oh Land på dem som en til tider uoverskuelig opgave:
- Man føler, man har set 10.000 sangere, og de bliver bare ved med at komme ind. Man tager en opvask, der bliver ved med at vokse. Det er følelsen af, at man aldrig bliver færdig, siger hun.
Ønsker ingen medlidenhed
Modsat sine to meddommere vidste Thomas Blachman, hvad der ventede ham, da han sagde ja til være dommer i endnu en sæson 'X Factor'. Han har siddet ved dommerbordet ti gange før.
- Jeg synes på ingen måde, der er noget hårdt over det. Seerne behøver ikke have medlidenhed med mig. Det er helt vanvittigt, lyder det.
Han lægger vægt på, at han føler sig priviligeret over at sidde ved dommerbordet under de mange auditions.
- Så mange mennesker har øvet sig fra de var otte, og nu er de endelig blevet 14-15 år og glæder sig til at komme ind og vise os – mig – hvad de har fundet ud af, siger han og tilføjer:
- Det er derfor, jeg sidder der. Fordi jeg skylder dem at lægge øre til deres forberedelse. Så jeg synes, det er meget rørende. Jeg synes faktisk, det er en form for selskabelighed.
Men bliver man skør i hovedet af at høre så mange synge af forskellig kvalitet i så mange timer?
- Og hvad så hvis man gør? Jeg tjener en månedsløn på et par timer, siger han.
Se sæsonpremieren på 'X Factor' 4. januar klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.