Jul

Her er næste års julekalender på TV 2: Gammel favorit vender tilbage i nyt eventyr

Til næste år vender Tinka og Lasse tilbage i en helt ny julekalender.

Det er et år siden, vi først mødte nissepigen Tinka (Josephine Højberg) og hendes menneskeven Lasse (Albert Rosin Harson) i julekalenderen 'Tinkas juleeventyr' på TV 2.

Dengang fandt den helt almindelige nissepige ud af, at hun slet ikke var som andre nisser. Hun var datter af kronprinsen, arving til tronen i nisselandet. Sammen med Lasse måtte hun finde den magiske julestjerne og finde sin forsvundne far.

Nu kan TV 2 afsløre, at Tinka vender tilbage i december 2019 i den helt nye julekalender 'Tinka og Kongespillet'.

- Vi glæder os rigtig meget til at vende tilbage i 'Tinka og Kongespillet'. Vi glæder os til at komme i gang med at optage alle de nye fede scener, som kan ses til næste år, fortæller Josephine Højbjerg og Albert Rosin Harson.

Optagelserne går først i gang til januar, så der findes ingen billeder eller klip fra den nye julekalender.

- Vi kan ikke fortælle, hvad den kommer til at handle om endnu. Men vi håber rigtig meget, at I vil se med til næste år, siger Josephine Højbjerg videre.

'Tinka og Kongespillet' produceres af Cosmo, som også producerede 'Tinkas juleeventyr' fra sidste år.

Indtil videre er julekalenderens andre skuespillere hemmelige, men det er helt sikkert, at Josephine Højbjerg og Albert Rosin Harson vender tilbage i deres gamle roller.

'Tinka og Kongespillet' får premiere 1. december 2019 på TV 2.