De største øjeblikke

Årets sjoveste klip - hvilket er din favorit?

Kan du huske Marys tale til Frederik? Eller øjeblikket hvor en belgisk fodboldspiller i ren begejstring får tyret en bold i hovedet på sig selv?

År 2018 er ved at gå på hæld, og i den anledning har TV 2 samlet et udvalg af de mest sete og sjove klip på kanalen fra dette år.

Og du kan være med til kåre vinderen ved at stemme på det klip, der har fået dig til at grine højest. 

Resultatet bliver afsløret i showet 'De største øjeblikke'. 

Afstemningen er lukket. Vinderen bliver afsløret, den 30. december klokken 20. 

De sjoveste øjeblikke 2018

Uheldig fodboldfejring

Mål blev overskygget af denne usædvanlige jubelscene

Den belgiske fodboldspiller Michy Batshuayi fejrede et flot mål mod England ved at samle bolden op med hænderne og losse den afsted mod målet endnu engang. 

Desværre ramte bolden stolpen, der kvitterede for den behandling med at smække læderet lige i hovedet på belgieren. 

Batshuayi tog sig straks til hovedet i smerte, og det blev hans fejringsfadæse, der tog al opmærksomheden. 

Foto: TV 2

Terner angriber havnemester

Terner angriber havnemester

Havnemester Keld Bjerrum ville vise journalister, hvordan man afværger aggresive terner. 

Fuglene havde lagt æg på den yderste del af strandmolen på Handbjerg Marina. 

Ifølge havnemesteren kunne man afværge et angreb, så længe man medbragte en kost og tog en spand på hovedet. 

Men det afholdt nu ikke ternerne fra at gå til angreb alligevel. 

 

Foto: TV 2

Bager og politi?

Journalist har svært ved det jyske

Det kan være svært at forstå de forskellige danske dialekter. Det måtte en journalist fra TV 2 Østjylland konstatere, da han tog ud på en skole for at spørge, om eleverne havde nogle mærkesager. 

Her mødte han drengen Christian, der gerne ville have "bager og politi". 

Sådan hørte intervieweren det i hvert fald. Men i virkeligheden ønskede drengen sig "bedre politi". 

Foto: TV 2

Frøkjær og Breinholt på Badehotellet

Frøkjær og Breinholt på Badehotellet

TV 2-værterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt havde i anledning af kanalens 30-årsfødselsdag pakket bilen og var kørt til 'Badehotellet' for ved selvsyn at opleve stedet og anmelde det.

Foto: TV 2

Fræk kommentar giver grineflip

Bagestjerne hylede tv-vært helt ud af den

Der bredte sig flere gange en lummer stemning under dette års 'Vild med dans'-sæson. Da Bagedystdeltageren Rosa Kildahl og hendes partner Esbern Syhler-Hansen dansede en cha-cha-cha, fik de følgende kommentar fra dommer og balletmester Nikolaj Hübbe:

 - Mine boller hævede sgu.

Den kommentar kom bag på Rosa Kildahl, og da hun efterfølgende skulle interviewes af Sarah Grünewald sagde hun: 

- Jeg vidste slet ikke, han var til damer. 

Bemærkningen fik 'Vild med dans'-værtinden til at bryde sammen af grin, og hun kunne nærmest ikke gennemføre resten af snakken med den populære Bagedyststjerne. 

 

Foto: TV 2

Frederiks farhumor

Marys prisvindende tale

Bare fordi man er kongelig, behøver man ikke nødvendigvis at have en specielt sofistikeret form for humor. 

Det afslørede kronprinsesse Mary, da hun holdt en tale til sin mand, kronprins Frederiks, 50-årsfødselsdag.

Du griner utroligt meget af dine egne vittigheder, sagde hun og fortalte, at der særligt er én vittighed, hun har hørt igen og igen.  

 

Foto: tv 2

Reklamemedley

Christopher og Martin Brygmann i vildt reklamemedley

Husker du jinglesange som: 

- Hvem kommer først, når tørstens er størst? Bonanza!

Eller hvad med:

- Merci, fordi du er til

Hvis ikke, så kan sangerne Christopher og Martin Brygmann i hvert fald minde dig om dem. Ved TV 2s 30-årsfødselsdagsshow sang de danskerne igennem nogle af de seneste 30 års største reklamejingler.

Foto: TV 2

Smadremanden

Smadremanden

Riddersalen var fyldt til bristepunktet med fine gallaklædte gæster, da dronning Margrethe afholdt gallafest på Christiansborg Slot. 

De flotte rober imponerede dog ikke 'Smadremanden' - en karakter, der spilles af Søren Østergaard. 

- I ligner jo lort alle sammen, lød det fra den brovtne mand i wife-beater, der fortsatte den særdeles grovkornede humor de næste minutter. 

Selvom gæsterne måtte finde sig i lidt af hvert fra 'Smadremanden', vakte underholdningen stor begejstring. 

Foto: tv2