Underholdning

Kompromisløs amerikaner skal instruere ny James Bond-film

Mange her i landet havde håbet på, at instruktørstolen ville blive besat af den første dansker, men valget faldt i sidste ende på en amerikaner.

En af filmverdenens mest indbringende franchises, James Bond, skal for første gang instrueres af en amerikaner – den 41-årige Cary Fukunaga.

Med Cary Fukunaga har man ifølge filmredaktør på Soundvenue, Jacob Ludvigsen, landet et af de absolut hotteste navne i den amerikanske filmbranche lige nu.

- Cary Fukunaga har lavet tre film og en tv-serie, og han har simpelthen ikke lavet noget dårligt endnu, siger Jacob Ludvigsen.

Fukunaga er måske især kendt i den brede offentlighed for at have instrueret den populære serie 'True Detective' på streamingtjenesten HBO.

- Normalt fokuserer man i tv-serier på manuskriptforfatteren, men med 'True Detective' er der ingen tvivl om, at han spillede en kæmpe rolle i forhold til, at den her serie blev så god, siger Jacob Ludvigsen.

Første og sidste

Cary Fukunagas første James Bond-film bliver Daniel Craigs sidste i rollen som Agent 007.

Ifølge Jacob Ludvigsen vil en af seriens mest populære Agent 007’s farvel blive et spektakulært et af slagsen med den succesfulde amerikaner i instruktørstolen.

- Jeg synes, det er et helt fantastisk valg, og det giver mig virkelig håb for den her franchises fremtid, siger Jacob Ludvigsen.

Kompromisløs og besværlig

Cary Fukunaga er især kendt for at være kompromisløs og gå ekstremt meget i detaljen samt for sine autentiske miljøskildringer.

Netop hans evne til at skildre miljøer på en måde, der kommunikerer historien enormt stærkt og skaber stemninger, der underbygger karakterernes psykologi, vil ifølge Jacob Ludvigsen kunne være med til at modernisere den kommende Bond-film.

- Det eneste dårlige, der er at sige om ham, er, at han har et rygte som værende besværlig at arbejde med, fordi han er så kompromisløs og absolut intet overlader til tilfældighederne, siger Jacob Ludvigsen.

Uforudsigelig

Hvad man skal forvente sig af den kommende James Bond-film, der får premiere i 2020, tør filmeksperten ikke at spå om, for Cary Fukunagas er meget uforudsigelig i sit arbejde.

Dog tør Jacob Ludvigsen godt garantere, at verdens Bond-fans kommer til at se en virkelig gennemarbejdet, original, fængslende og interessant film med en god dosis action og spænding.

Andetvalg

Cary Fukunaga var ikke filmens producenter, Michael G. Wilson og Barbara Brocolis, førstevalg.

De meldte tidligere ud, at filmen skulle instrueres af instruktør Danny Boyle. Den plan blev dog droppet på grund af kreative uenigheder.

Valget er dog ikke helt uventet, da 'True Detective'-instruktøren har figureret på de lister over potentielle kandidater til instruktørtjansen, der har floreret på de amerikanske medier, dog et godt stykke nede ad listen.

En dansker i stolen?

En anden kandidat til at instruere den 25. James Bond-film har i danske medier forlydt at være den danske stjerneinstruktør Susanne Bier.

Hun har dog ikke været at finde på nogen af de lister, der har floreret i de amerikanske medier.

- Jeg tror, at hun ville være yderst kapabel til at lave en Bond-film, siger Jacob Ludvigsen, der dog ikke lægger skjul på, at hun ville have været et særdeles overraskende valg.