Toppen af poppen

Claus Hempler var et telefonopkald fra at blive præst

Claus Hempler befandt sig i et sort hul, da telefonen pludselig ringede.

Det var sommer i starten af 00’erne og midt i den mørkeste periode af musikeren Claus Hemplers voksne liv.

Mens københavnere traditionen tro flokkedes til Kongens Have for at nyde solens stråler, spadserede Claus Hempler melankolsk rundt imellem parkgængerne.

Blå Bog: Claus Hempler

48 år og musiker.

Født i 1970 og opvokset i Odense-forstanden Højby.

Dannede bandet Fielfraz i 1981 med sine skolekammerater. Gruppen udgav tre albums fra 1990 til 1996, før de gik hver til sit.

Udgav sit første soloalbum ’Charm School for Pop Singers’ i 1999. På albummet spiller Thomas Blachman trommer.

Blev i 2005 tildelt en Steppeulv som ’Årets vokalist’ samt prisen som ’Årets danske sanger’ ved Danish Music Awards for albummet ’Hempler’.

Var i 2017 aktuel med albummet ’Uppers’, som han har lavet sammen med Dicte. Synger desuden titelsangen til DR's dramaserie ’Herrens Veje’.

- Det var sådan en enormt vidunderlig sommerdag. Alle gik rundt i hvidt tøj og spillede fjerbold. Men jeg følte, at jeg så det hele gennem sådan et kulsort filter, fortæller Claus Hempler i TV 2-programmet ’Toppen af poppen’, der bliver vist søndag aften på TV 2.

Det var som om, alle andre passede ind i en sammenhæng, men at han selv stod uden for.

- Det var virkelig en grundfølelse, jeg havde i den her periode. Som en satellit, der drev rundt ude i tågerne, uddyber han.

Opløsning

Forud var rockbandet Fielfraz med Claus Hempler i front blevet opløst. Efter 20 år og tre anmelderroste album med kvartetten blev der pludselig stille.

- Vi havde i Fielfraz været sammen stort set hver dag, siden vi var 10 år gamle, til vi var omkring de 30. Hver eneste dag tilbragte vi sammen, stort set. I et øvelokale, på tour eller i studiet, fortæller den i dag 48-årige crooner.

- Så gik vi i opløsning, og jeg havde en underlig følelse af bare at stå der. Jeg havde ikke lavet andet hele mit liv. Min identitet vaklede. Hvem var jeg, når jeg ikke var forsanger?

Plan B

I årene efter det, Claus Hempler kalder sin 30-årskrise, forsøgte han at finde sin nye retning. Blandt andet med en jazzplade med vennen Thomas Blachman på trommer.

Musikeren og sangeren Claus Hempler deltager i årets sæson af 'Toppen af poppen'. Video: Anne Brandbjerg

Han havde med egne ord behov for at få slået dørene på vid gab og gøre noget fuldstændig anderledes. Og de tanker begrænsede sig ikke kun til det musikalske.

- Jeg overvejede at blive præst, faktisk. Det havde jeg tænkt på lige siden mine teenageår som en slags plan B, fortæller Claus Hempler.

Det var ikke, fordi han som sådan troede på Gud. Men han var fascineret af det religiøse stof og havde altid fornemmet en tyngde ved det, der passede til hans temperament.

- Udover at være sanger er det her med at være præst i en kirke af en eller anden grund det eneste, jeg har kunnet forestille mig selv i, siger Claus Hempler.

- Måske fordi jeg så stadig kan få afløb for min performancetrang, bare til den der prædiken om søndagen.

Sådan blev det dog ikke. For en dag midt i Claus Hemplers mørke stund ringede telefonen.

Opkaldet

I den anden ende af røret var sangerinden Pernille Rosendahl. Sammen med sit band, Swan Lee, var hun ved at stable et pladeselskab på benene. Og Claus Hempler var en af de musikere, de ville have med.

- Det satte det hele i gang for mig igen. Som en lille tændstik, der sætter ild til en lunte, siger Claus Hempler.

Inden da havde Swan Lee et par gange inviteret Claus Hempler med til at synge ved nogle af deres koncerter. Gradvist havde han igen fået smag for, at musikken måske alligevel trak mere end teologien.

- Jeg blev meget smittet af den der energi, fortæller Claus Hempler i ’Toppen af poppen’, hvor netop Pernille Rosendahl også er en af denne sæsons syv deltagere.

- Du aner ikke, hvor meget det betød på det tidspunkt, tilføjer han direkte henvendt til sangerinden.

- Jeg havde faktisk næsten opgivet det hele på det tidspunkt.

Musikalsk timing

Selvom Claus Hempler og Pernille Rosendahl har kendt hinanden i mange år, er det i ’Toppen af poppen’ første gang, sangerinden hører præcis hvor meget, hendes opkald dengang betød.

I tv-programmet fortolker hun Claus Hemplers ’Ride Upon The Storm’ – titelsangen fra DR’s dramaserie ’Herrens veje’, som tager afsæt i religion og omhandler en dysfunktionel præstefamilie.

Claus Hemplers sang 'Ride Upon The Storm' bliver fortolket af Pernille Rosendahl i 'Toppen af Poppen'. Video: Thor Hedegaard

Efter telefonopkaldet i 00’erne fandt Claus Hempler på sin vis sin egen musikalske frelse.

- Timingen var enormt vigtig for mig. Det var afgørende, at det opkald kom lige der, hvor jeg ellers syntes, det hele var ved at styrte sammen, siger Claus Hempler.

Med fornyet energi kravlede han op fra sit sinds mørke hul. Han indspillede solopladen ’Hempler’, der i 2005 sikrede ham priser som ’årets vokalist’ og ’årets danske sanger’, og som for få dage siden er blevet genudgivet på vinyl.

Siden sit personlige og musikalske comeback har Claus Hempler desuden udsendt endnu et soloalbum, optrådt i en række teaterkoncerter, fortolket Leonard Cohen-sangen ’Everybody Knows’ på dansk, samt udgivet albummet ’Uppers’ med ekskæresten Dicte.

Efter sin medvirken i 'Toppen af poppen' har han endnu en gang fået blod på tanden til at skrive nye sange og arbejder i øjeblikket på en plade, der udkommer til foråret.

Se med, når en række danske musikere fortolker Claus Hemplers sange i ’Toppen af poppen’ søndag kl. 20 – eller smuglyt allerede nu på TV 2 PLAY.