Thøger Dixgaard måtte gå på scenen uden at kunne synge: - Det lød virkelig dårligt
Thøger Dixgaard blev skubbet ud på dybt vand for fire år siden. Det er han glad for i dag.
Han har optrådt til store tv-shows, givet massevis af koncerter og scoret flotte priser.
Sangeren Thøger Dixgaard har gang i solokarrieren, og selvom ikke alle TV 2-seere kender hans navn, så har de muligvis hørt hans hits ’Former’ og ’Blød indeni’ blive spillet i radioen.
Men han har ikke altid været den bløde popcrooner, vi kender ham som i dag:
- Da jeg startede med at lave det her, kunne jeg overhovedet ikke synge, fortæller han i søndagens afsnit af ’Toppen af poppen’.
For fire år siden debuterede han med sangen ’Former’, den første sang i eget navn nogensinde.
Sangen blev et hit, og pludselig blev han inviteret til at spille sin musik flere steder. Der var bare ét problem: Han var vant til at rappe og var langt fra en trænet sanger.
- Det var lidt intenst, at der kom fart på, for jeg skulle lige pludselig spille på sådan nogle ret store scener og synge relativt dårligt for ret mange mennesker, uddyber han.
Sådan endte han på scenen til Danmarks største festival.
Måtte lære det på den hårde måde
Thøger Dixgaard skulle kun optræde med én sang, alligevel var det ret vildt for den dengang 24-årige musiker at synge på selveste Roskilde Festival.
Det skete i 2014, hvor han var blevet inviteret til at spille på Street City-scenen.
- Jeg havde det sådan her: Jeg er 24 år, jeg har et hit og jeg bliver spurgt, om jeg vil spille på Roskilde. Vil jeg tage en operauddannelse og vente 10 år, til det lyder perfekt? Jeg måtte lære det på den hårde måde, siger han.
Selv siger han om den optræden:
- Det lød virkelig dårligt.
Men publikum var med på ’Former’. De sang med på ordene, og selvom Dixgaards livevokal ikke sad helt i skabet, så hørtes det ikke midt i festivalkoret.
Han er glad for, at han bare sagde ja til festivalen – og ikke ventede, til han havde fået sangtræning eller var mere rutineret.
- Man tror, man skal være perfekt, før man kan stå frem med noget. Det er det, der stopper alle folks drømme. Det er så let at sige nej, siger han.
Siden har ’Former’ rundet mere end fem millioner afspilninger på musiktjenesten Spotify, og hans nummer ’Blød inden i’ fra samme EP har ligget nummer ét på den danske airplay chart.
I dag har Thøger Dixgaard trænet sin stemme og synes selv, den lyder, som den skal.
- Jeg har lært mig selv at synge ved at lytte til mine venner. Synge, øve og så lytte det igennem, siger han.
Se Søren Sko optræde med en engelsksproget version af ’Former’ i ’Toppen af poppen’.
Yngste deltager
Thøger Dixgaard er med sine 28 år den yngste deltager i årets udgave af 'Toppen af poppen'. I søndagens afsnit er han hovedpersonen, hvilket betyder, at det er hans sange, som de andre artister skal fortolke.
De andre artister i år er Lis Sørensen, Søren Sko, Pernille Rosendahl, Annika Aakjær, Claus Hempler og Silas Bjerregaard.
For Thøger Dixgaard var det en sjov og inspirerende tur at høre de andre artisters fortolkninger af hans sange - og ikke mindst prøve kræfter med deres.
- Det var så hyggeligt at møde de andre, de er jo virkelig søde og dygtige. Jeg følte mig virkelig inspireret, da jeg tog derfra, siger han.
’Toppen af poppen’ sendes på TV 2 PLAY og TV 2 hver søndag klokken 20.00.