Underholdning

Kan du nyse på kommando? Nyt underholdningsprogram udfordrer de kendte

Programmet 'Stormester' er oprindeligt et engelsk format, men nu er det kommet til Danmark.

Kan man få tre yogabolde op på toppen af en stejl bakke i blæsevejr?

Det er blot en af de alternative opgaver, som en række kendte danskere vil blive stillet overfor i et nyt underholdningsprogram på TV 2.

Komikeren Lasse Rimmer kommer til at styre slagets gang som stormester i programmet af samme navn, og ved sin side har han sin assistent, komikeren Mark Le Fêvre.

Og de to komikere understøtter da også, at det er et program, hvor "der er stort fokus på, at der er noget at grine af", fortæller programredaktør på TV 2 Jes Schrøder.

- Stemningen og atmosfæren er som at være i sommerhus med fem venner, som spiller spil og driller hinanden. Det er en magi, der er opstået, og jeg håber, den kommer ud gennem skærmen, siger han.

Det handler ikke bare om at være klog

Blandt de medvirkende er både komikerne Christian Fuhlendorff, Ruben Søltoft og Nikolaj Stokholm samt sangerinde Lina Rafn og skuespillerinden Julie Ølgaard.

Lasse Rimmer er stormester i nye TV 2-program, og Mark Le Fêvre er hans assistent.

Og når de står overfor opgaverne, så gælder det om at løse dem, på en måde, der giver flest mulige point hos stormesteren.

-  For det handler ikke nødvendigvis om at være klogest, det handler om at være original og komme med nogle idéer, som ingen andre har fundet på, sagde Lasse Rimmer i 'Go' aften Danmark', da han præsenterede programmet torsdag.

Nedenfor kan du se et udsnit af de opgaver, de kendte bliver stillet overfor.

Det nye program 'Stormester' udfordrer kendte danskere i en række skøre opgaver. Video: Maja Kærhus Jørgensen

Vielsesringen på højkant

Programmet 'Stormester' er oprindeligt et engelsk format, der er vist på tv siden 2015 og nu er kommet til Danmark.

- Når man kigger på underholdningsformater der er i omløb, så er der ikke mange, der er drevet af humor. Her kunne vi kunne se, at det var et program med mange gode grin og humor i, og det kunne vi godt tænke os at have, siger Jes Schrøder.

Og ligesom det engelske så bliver opgaverne løst i håbet om at løbe med sejren og dermed også ugens præmie. Dog er der mere på spil end blot en præmie for nogle.

Komikeren Nikolaj Stokholm har nemlig sat sin vielse på højkant. Om han får lov til at få den med hjem igen eller i stedet ender med et forklaringsproblem overfor konen kan ses i lørdagens afsnit af 'Stormester'.

Se programmet lørdag klokken 20.00 eller på TV 2 Play.