Her er Casper Christensens nye liv: - Folk synes, det er idiotisk
Komikeren Casper Christensens krøllede hjerne har slået gnister. Han har lagt sit liv fuldstændig om. Og det er ikke første gang.
Da den landskendte komiker Casper Christensen sidste år fik sønnen Cooper med sin hustru Isabel Friis-Mikkelsen, begyndte en proces, som er svær at stoppe igen. Noget måtte der ske.
Sønnen er kommet i permanent blæk på armen, og Casper Christensen har solgt ud i størstedelen af sine virksomheder. Den store villa på det tætbefolkede og eksklusive Frederiksberg er også solgt og skiftet ud med et hus i strandkanten i nordsjællandske Ålsgårde.
Han har sammen med kollegaen Frank Hvam lige haft premiere på syvende sæson af komedieserien 'Klovn', som mange seere har sukket efter.
Og så er han blevet veganer. Sammen med sin kone. En svær, men nødvendig omstilling, mener han.
- Når først den proces er startet, så er det svært at stoppe i tide. Og pludselig er man veganer og bor langt udenfor København. Det følger med i oprydningen, siger Casper Christensen skælmsk.
For knap 20 år siden var han i en lignende situation.
Han havde netop fået sit første barn, datteren Cajsa, med ekskonen Anette Toftgård. Og premieren på det nye tv-program 'Darios Joint' var nært forestående. Forventningerne var tårnhøje.
Dengang nærmede han sig 30 år. Det havde udløst en trang til at gro en ordentlig moustache, som skulle bæres sammen med hans nye, ternede bukser.
Alderen og faderrollen havde givet ham et klarsyn. Han var et godt sted i livet. Tilfreds.
- Som far ser man sig selv lidt udefra og tænker: "Slap nu af, det er bare tv. Der er andre ting i livet, som er vigtigere", sagde han dengang i 1998 i 'Go' morgen Danmark'.
På mange måder kan der drages paralleller til i dag.
For i dag er der tale om en mand, der har bevæget sig i mange forskellige retninger i sit liv og helt bevidst søgt nye græsgange efter at have sagt, at han var tilfreds.
Ifølge komikeren er familien blevet det holdepunkt, han støtter sin lykke mod i dag. Han gider ikke arbejde i samme grad som tidligere, og han er blevet bedre til at holde ferie.
Men er han tilfreds i dag? Det vender vi tilbage til lige om lidt.
Første standupper i avisen
For at forstå den indflydelse, som Casper Christensen har haft på dansk komik, må man se på, hvordan han og dansk stand-up begyndte.
I slutningen af 1980'erne var stand-up et ukendt fænomen i Danmark. I USA havde komikere som Eddie Murphy og Richard Pryor gigantsucces med komik på scenen, men Danmark haltede bagefter.
Det var også, da Casper Christensen kom hjem fra high-school i USA, at han begyndte at lave stand-up. Det var her, komikfrøet blev sået, og han beskriver tiden som altafgørende for den person, han er i dag.
Restaurant DIN's i København var stedet, man gik til, hvis man havde drømme om at blive stand-up-komiker i midten og slutningen af 1980'erne. Det havde Casper Christensen, og han arbejdede sig op til at blive en af de højstrangerede komikere i hierarkiet, som tilmed, som den første, fik sit billede i avisen for sin komik.
Det var også på DIN's, at han senere mødte Frank Hvam.
I 1991 fik han så sin debut på børnetv i DR1-programmet 'Hvaffor en hånd', hvor han legede, som børn gør. Efter nogle år med børne- og ungdomstv blev han vært på underholdningsprogrammet 'Husk lige tandbørsten' på DR.
Programmet blev en enorm seersucces, hvilket var med til at cementere Casper Christensens navn. Det var også her, han forelskede sig i sin medvært Anette Toftgård, som han fik børnene Cajsa og Marvin med.
Derefter fulgte succeser med 'Tæskeholdet', 'Langt fra Las Vegas' og 'Klovn'-serien samt to film. Men der var også fiaskoer som 'Safari', 'Darios Joint' og 'Shooting Stars'.
'Casper og Mandrilaftalen' blev lavet for et mikrobudget i en garage og havde kun få seere sent om aftenen på DR2. Men serien fik kultstatus og solgte enormt godt på dvd og vhs.
Det nye liv
Da Casper Christensen blev far igen sidste år, besluttede han sig for at finde ud af, hvad der egentlig gjorde ham rigtig lykkelig og glad. Som dengang i 1998 med den nyfødte datter og premieren på 'Darios Joint' nært forstående, måtte han se indad igen.
Der skete en oprydning, både mellem ørene og mellem hænderne.
Han fik sit klarsyn igen.
Tidligere investerede Casper Christensen sine penge i københavnske natklubber som Sunday, At Dolores, Klub Bisou og Mau Mau. Produktionsselskaber som Douglas Entertainment og restauranten Congo. Derudover har han også luret på hotelbranchen i afrikanske Zanzibar og en hotelportal.
Men mange af forretningerne har han solgt fra - eller er ved at gøre det. Og millionvillaen er som tidligere nævnt skiftet ud med huset i landlige Ålsgårde, hvor familien flyttede ind i begyndelsen af juli.
- For mig var det en beslutning om, at vi skulle gøre noget helt andet. Det er dejligt og fornyende, og gudskelov var min kone med på den idé, siger Casper Christensen til TV 2.
Paradoksalt nok svor ægteparret for få år siden, at de ville blive boende i København i mindst 10 år.
Casper Christensen er godt klar over sin hang til fornyelse.
- Jeg er meget 100 procent på noget i en kort periode. Det er det, der er så fedt ved mig. Man kan ikke regne med en skid, siger han og fortsætter:
- Et lille barn rykker rundt på ting, og jeg gad ikke have min virksomhed i huset på Frederiksberg. Og så nævner jeg én gang, at jeg er blevet veganer, og så går det ellers løs.
Han henviser til den voldsomme reaktion, det har afstedkommet på sociale medier, da han lagde nedenstående billede på Instagram. Han bærer en hættetrøje med teksten 'VEGAN'.
Nogle hylder ham. Flertallet bryder sig ikke om det. Ugebladet Se & Hør kaldte ham 'Kong Gulerod'.
- Jeg har lagt mærke til, at folk synes, det er idiotisk. Jeg kan også godt forstå, at når man siger, at man er veganer, så kan det lyde anmassende, fordi det er ret besværligt at blive. Men jeg har faktisk fået det fysisk bedre af det. Jeg tager ikke astmamedicin mere og er friskere om morgenen, siger han.
Det var i øvrigt hans datters idé.
Tidligere var drømmen succes i USA. Sådan er det ikke mere. Det er ikke længere et mål, men en drøm, der måske, måske ikke, manifesterer sig. Og det har han det okay med.
Han har lært, at projekter på den anden side af Atlanten kan opstå, leve og dø ud, inden man ser sig om.
Eksempelvis har rettighederne til et amerikansk remake af 'Klovn'-filmen været i amerikanske hænder siden 2012. I 2016 købte den verdenskendte komiker Sascha Baron Cohen dem med udgang i dette år, men Casper Christensen aner ikke, om det bliver til noget.
"Forvandlingskuglen"
Den mangeårige kompagnon Frank Hvam kender Casper Christensen bedre end de fleste. I årevis har de siddet på lårene af hinanden og arbejdet på at være sjove - blandt andet i forbindelse med 'Klovn' og 'Langt fra Las Vegas'.
Ifølge Frank Hvam er Casper Christensen på en evig opdagelsesrejse - også en indre af slagsen.
- Casper Christensen graver et spadestik dybere i sin egen hjerne og finder nye døre, som han kan åbne, siger Hvam.
Og Casper Christensen er helt bevidst om det. Han ved godt, at han sadler kraftigt om nogle gange og kommer med et helt nyt klarsyn. Han evner at ændre kurs og så gøre det konsekvent. Indtil han plotter en ny kurs ind.
Faktisk tilskriver han sin succes som komiker sine evner til at favne forandringer i sit liv. En drift mod ukendte oplevelser er en inspirationskilde.
Men lige nu er kursen lagt som en skrivende enmandshær med gråsprængt fuldskæg hos familien i Ålsgårde.
Dengang i 1998 sagde Casper Christensen, at moustachen faktisk ikke var rar at have, men ansigtet har siden lagt sig på plads til skæg.
Onsdag den 22. august fylder Casper Christensen så 50 år.
Det leder tilbage til spørgsmål om, hvorvidt han er tilfreds som dengang i 1998.
- Jeg kunne ikke være mere tilfreds med mit liv, så jeg vil ikke ændre særlig meget, siger han, men stopper så sig selv.
- Men lad os nu se, hvad der sker. Man ved fandme aldrig, hvad jeg kan finde på.
På TV 2 PLAY kan du lige nu se tre helt nye afsnit af 'Klovn' samt alle de tidligere sæsoner.