Klovns fans har misforstået én vigtig ting om Frank og Casper

De hedder det samme som hovedpersonerne og ligner dem til forveksling. Især for Casper Christensen har det haft sin pris.

Tv-serien 'Klovn' er tilbage. Og det samme er Frank Hvam og Casper Christensen. Tilbage til rollerne som 'Frank' og 'Casper'.

Dagen før optagelserne gik i gang, fjernede Casper Christensen sit store fuldskæg. Nu skulle de til det igen - og så stod det helt klart.

- Da jeg så stod der med jakkesættet på og kiggede mig i spejlet, tænkte jeg: ”Der er idioten igen”, siger Casper Christensen.

Der er nemlig stor forskel på manden med skægget - og udgaven uden. Privatpersonen 'Casper' er ikke den samme som 'Casper' fra serien. Selv om han ligner ham til forveksling og hedder det samme. Og det fører ofte til misforståelser, fordi seerne ikke kan skelne de to fra hinanden.

- Der er rigtig mange, der stadig tror, at jeg er som Casper i serien. De ved godt, at det er fiktion, men det er svært for dem at slippe det. Jeg tror gerne, at de vil have, at jeg er på den måde, siger Casper Christensen.

Casper Christensens karakter i ’Klovn’ er den selvfede, selvsikre og arrogante Casper Christensen, som ikke holder sig tilbage fra at lade Frank blive syndebukken, hvis det tjener Caspers eget bedste.

- De er grovere overfor mig, end man normalt ville være, når man møder et nyt menneske. De tror, at jeg er grov som i ’Klovn’

Casper Christensen

Altså en karakter, som er svær at holde af. Derfor har Casper Christensen lagt øre til lidt af hvert. Særlig tydeligt bliver det, når han møder nye mennesker.

- De er grovere overfor mig, end man normalt ville være, når man møder et nyt menneske. De tror, at jeg er grov som i ’Klovn’, og for at imødekomme mig får jeg en mærkelig behandling, siger han og hiver et par eksempler frem:

- "Du har fået fuldskæg - har du ligget syg?"

- "Du ligner en idiot! Er du på vej på bordel?"

- De tror, at jeg godt kan lide, at den lige får lidt mere, siger han, mens han drejer på et imaginært skruestik.

Tilbage til en succes

Den syvende sæson af den populære komedieserie sendes nu hver mandag klokken 20.50 på TV 2. De seks første sæsoner kørte på TV 2 ZULU fra 2005 og kulminerede efterfølgende med filmen "Klovn: The Movie", som trak over 850.000 danskere i biografen.

For de uindviede handler ’Klovn’ om Frank Hvam, spillet af Frank Hvam, som frivilligt og ufrivilligt roder sig ud i komiske og tåkrummende situationer, fordi han er lidt af en klovn. Med på sidelinjen har han sin ven Casper Christensen, spillet af Casper Christensen, som katalysator for katastrofer og forviklinger.

De holdes begge i stram snor af deres bedre halvdele: Franks kæreste Mia, spillet af Mia Lyhne, og Caspers kone Lene, spillet af Lene Nystrøm. 

I de seks første sæsoner af tv-serien samt de to spillefilm spillede Iben Hjejle, den ægte Casper Christensens ekskæreste, rollen som Casper Christensens partner i serien. Iben Hjejle medvirker dog ikke i den nye sæson.

Gråt hår og skæg - men stadig det samme

Komikerne Casper Christensen og Frank Hvam vender hjem til tv som Casper og Frank efter knap 10 års fravær. 

De er blevet ældre, håret mere gråt, og de har flyttet sig mentalt. Men en ting har overhovedet ikke ændret sig: De bliver stadig forvekslet med personerne fra serien.

Franks Hvams blå bog

48 år gammel og fra Viborg-egnen.

Debuterede som stand-up komiker på Restaurant Din's i København i 1995. Droppede efter tre og et halvt år dyrlægestudiet for at blivet komiker.

I 1999 inviterede Casper Christensen og Lasse Rimmer ham til medvirke i 'Casper og Mandrilaftalen' på DR2, og i 2001-2003 var han en af hovedkræfterne bag 'Langt fra Las Vegas'.

Udover 'Klovn' har han også medvirket i flere film.

Det overraskede alle, da han pludselig dukkede op i en lille rolle i den voldsomt populære fantasyserie 'Game of Thrones'. 

Bor i Dragør med sin kone og to børn.

- Alle i ’Klovn’ spiller jo en rolle, som vi påstår er tæt på virkeligheden. Det er en høj pris, fordi man bliver associeret med den rolle, siger Frank Hvam.

De to komikere har ofte understreget, at ’Klovn’ er fiktion. Men de erkender på samme tid blankt, at serien jo netop også trækker på elementer fra virkeligheden, hvor fiktion og virkelighed harmonisk smelter sammen.

Det betyder, at det for nogle seere er svært at vide, hvornår Casper og Frank er sig selv, og hvornår de er karaktererne fra tv-serien. Sådan har det været, lige siden ’Klovn’ blev sendt på TV 2 ZULU første gang i 2005 – for over 13 år siden.

Grovfilen

FAKTA OM KLOVN

Skrevet af Frank Hvam og Casper Christensen. Lars von Trier har dog været med til at skrive afsnittet 'It's a jungle down there'.

Første afsnit, '5-årsdagen', havde premiere i 2005 på TV 2 ZULU.

Sjette sæsons sidste afsnit, 'Falsk Lorte Alarm', havde premiere på TV 2 ZULU den 27. april 2009.

Med syvende sæson er der nu 70 afsnit af serien samt to spillefilm: 'Klovn: The Movie' fra 2010 og 'Klovn Forever' fra 2015.

'Klovn: The Movie' solgte 838.881 billetter og er dermed den 13. mest sælgende danske film nogensinde. Den mest sælgende er 'Olsen-Banden ser rødt' fra 1976 med 1.201.293 billetter.

- De kender os jo på den måde. Så mange tager udgangspunkt i ’Klovn’. Den mest kendte bemærkning, jeg får, er altid: ”Hvor er Casper?”, eller de spørger Casper: ”Hvor er Frank?” Det hører vi rigtig tit.

Som udgangspunkt tager duoen opførslen som et udtryk for den massive popularitet, deres tv-serie har fået, og glæder sig ved det.

Også selvom de af og til må forklare, at den anden altså ikke opfører sig sådan i virkeligheden.

Der findes dog undtagelser.

- Jeg møder faktisk også folk, som virkelig ikke kan lide mig på grund af ’Klovn’. Men de kan godt lide ’Klovn’, siger Casper Christensen.

- Men måske er det også en masse andre ting, jeg har gjort, tilføjer han.

Anderledes er det for seriens hovedperson, Frank Hvam.

- Folk synes ofte, at det er lidt synd for Frank. Så katastrofen er ikke så stor for mig, når de blander det sammen.

FRANK OG CASPERS EGNE FAVORITTER

For begge komikere gælder det, at den nye sæson langsomt er ved at vokse på dem.

For Frank Hvam er anden sæson en favorit, men det er især afsnittet 'Biggie Blackie' fra tredje sæson, der ligger ham nært.

Se Franks yndlingsafsnit her.

Casper holder meget af fjerde sæson, hvor også hans to yndlingsafsnit 'Unge hjerter' og 'Tango for tre' befinder sig.

Se Caspers yndlingsafsnit her.

Nu som voksne

Der er sket meget, siden Casper og Frank lavede første afsnit af ’Klovn’ tilbage i 2005. Både i serien og i virkeligheden.

De er begge blevet ældre, skavankerne fylder mere, børn er kommet til og er blevet større, og hår og skæg har fået en knivspids sølvfarve. Begge komikere har afprøvet skægvæksten i både større og mindre formater, blandt andet til filmen 'Dan-Dream' fra 2017, og i 'Klovn' bærer Frank Hvam også fuldskæg i sæson syvs første afsnit - et af symbolerne på, at der har været pause mellem sæsonerne.

Da jeg så stod der med jakkesættet på og kiggede mig i spejlet, tænkte jeg: ”Der er idioten igen”

Casper Christensen

Når de ser tilbage på succestiden i midten af 00’erne, ser de samtidig på fem år, hvor der blev optaget seks sæsoner. Og hvor de to komikere var vanvittigt travle.

- Der var et stort pres i gamle dage, da vi lavede ’Klovn’. Vi fik lavet rigtig meget på kort tid. Men nu har vi sat nogle bedre forhold, da vi kan bestemme selv, siger Frank Hvam.

- Frank medvirker i alle scener. Det er jo dogmet, indskyder Casper Christensen.

De er meget bevidste om, at de ikke gider arbejde så hårdt mere.

- Men det kunne ikke have været anderledes dengang. Sliddet var jo det, der gjorde, at det blev en succes. Det gør jo også, at man i dag kommer nemmere til nogle ting. Det er jo, fordi man har kæmpet sig igennem, siger Casper Christensen og medgiver, at det nogle gange er lidt svært at finde ro, fordi man jo altid lige kan skrive lidt mere.

Nogle gange kan vi glemme, hvor meget publikum holder af karaktererne, og så presser vi dem for hårdt

Frank Hvam

- Så må man lige minde sig selv om, at det er godt nok, så man kan holde ferie, tilføjer han.

I den nye sæson har de ikke haft så travlt med at optage som tidligere. Der har kort sagt været flere fridage over de knap tre måneder, det har taget at optage sæson syv. Hvert afsnit tager cirka fire dage at få i kassen.

Komedieserien 'Klovn' vender tilbage 13. august kl. 20.50 på TV 2 Video: Alexander Klemp

Da klovnen gik for langt - og det blev synd for Mia

Casper og Frank kender hinanden så indgående, at de langt hen ad vejen er enige om, hvad der er sjovt, ikke sjovt, og hvor meget de kan presse den. Faktisk siger de, at de ikke har nogen barriere for, hvornår noget er for frækt eller for voldsomt, men de er meget enige om, hvor grænsen går for at få komikken til at leve.

En enkelt gang er de dog gået over grænsen, er de enige om.

KORT OM CASPER CHRISTENSEN

Han er 49 år. Fylder 50 år den 22. august 2018.

Casper Christensen havde sin tv-debut som børnevært på ’Hvaffor en hånd’ akkompagneret af sit tøjdyr Leo.

Fik sit gennembrud i ’Husk lige tandbørsten’ i 1995, men er også kendt for ’Klovn’ med sin partner in crime Frank Hvam, 'Langt fra Las Vegas', 'Casper og Mandrilaftalen' og flere andre programmer.

Han har også skrevet og medvirket i flere film, såsom de to 'Klovn'-film, 'Dan-Dream' og 'Rejsen til Saturn'.

Er i dag gift med Isabel-Friis Mikkelsen, har tre børn og er netop flyttet fra Frederiksberg til Ålsgårde i Nordsjælland.

- Vi holder jo meget af vores egne karakterer, og vi er komikere, så vi presser også Frank og Casper i serien. Men nogle gange kan vi så glemme, hvor meget publikum holder af karaktererne, og så presser vi karaktererne for hårdt, siger Frank Hvam.

Det skete i sæson fire. 

Frank var Mia utro i afsnittet ’Ups’. Her syntes de bagefter, at de havde presset den for meget. Og reaktionen fra seerne var klar: Det var simpelthen for synd for Mia.

Derfor måtte de også straffe Frank igen.

- Så da vi skulle lave en trailer til sæson fem, blev der lavet en særlig en, hvor Frank blev ramt af en bil. En kosmisk straf, siger Casper Christensen.

- I vores univers skal Frank helst straffes, hvis han har gjort noget rigtig forkert, uddyber Frank Hvam.

’Klovn’-kanalen

Kendere af ’Klovn’ vil vide, at Casper og Frank er gode til at finde hverdagens trivialiteter og gøre dem sjove. Ting, som man måske har irritereret sig over for sig selv, kan pludselig blive et element i ’Klovn’.

Sådan er det på sin vis også for forfatterne.

For serien er også en kanal for dem, hvor de kan komme af med egne frustrationer:

- Ting, man måske gerne ville have sagt til nogle bestemte mennesker i nogle bestemte situationer. Det gør vi så i ’Klovn’, og det er en fornøjelse. Det tror jeg også er kicket for mange seere, hvor vi lige går skridtet længere, siger Frank Hvam.

Syvende sæson af 'Klovn'. Video: Alexander Klemp

Gennem 20 år har makkerparret givet danskerne noget at grine ad. Et kollegialt venskab, hvor Frank godt nok er hovedpersonen i 'Klovn', men hvor Caspers arrogante karakter er nødvendig for at folde komikken helt ud.

Derfor erkender de også, at serien ganske vist umiddelbart har Frank Hvam i hovedrollen. Men den har udviklet sig til en buddy-serie.

Det vil sige en serie om to kammerater, som får det sjoveste frem i hinanden. Og om to personer, som så må leve med at blive forvekslet i det private med de roller, som de spiller i tv-serien.

Også selv om det betyder, at det har sin pris.

Især for den ene.

TV 2 PLAY kan du lige nu se to afsnit af 'Klovn'.