Vild med dans

Rolf Sørensen afslører 'Vild med dans'-deltagelse på direkte tv

Under Tourens sidste etape kom kommentator Rolf Sørensen pludselig med en interessant udmelding.

Udsigten til svedige cykelsko på snoede bjergveje bliver snart byttet ud med blanke varianter i et funklende tv-studie.

Den tidligere professionelle cykelrytter Rolf Sørensen afslørede nemlig søndag eftermiddag på direkte tv, at han til efteråret skifter kommentatorboksen ud med de bonede gulve.

Han har sagt ja til at være med i næste sæson af 'Vild med dans'.

Det var hans kommentatorkollega Dennis Ritter, der kunne fortælle den store nyhed, mens den sidste etape af cykelløbet Tour de France gik mod Paris. 

- Det er muligvis det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har begivet mig ud i, siger Rolf Sørensen selv om deltagelsen.  

Den 53-årige cykelekspert er dermed den ottende nydanser, der har meldt sig klar til efterårets danseprogram.

Se herunder, hvordan afsløringen fandt sted i Tour de France-studiet. 

Dennis Ritter fortæller samtidig sin kommentatorkollega, at han ikke har i sinde at stemme på ham. Video: Nina Brorson

Rolf Sørensen

53 år

Tidligere professionel cykelrytter – har blandt andet vundet sølv ved OL i 1996, to etapesejre i Tour de Frace og Flandern Rundt

Har boet i Italien i en årrække, hvor han blev kaldt ’Il Biondo’ – den blonde – på grund af sit hår

Har arbejdet som cykelkommentator siden 2002 - fire år senere blev han en fast del af TV 2's kommentatorhold

Indrømmede i 2013 et periodevist brug af doping i sin aktive cykelkarriere

Rådgiver i dag også firmaer indenfor cykelsport

Bor i Vedbæk med hustruen Susanne Sørensen - parret har to sønner og en datter

Cykler selv Tour-ruten

I Rolf Sørensens tid som professionel cykelrytter har han opnået i alt 53 sejre på 17 sæsoner – og det gør ham til landets mest vindende cykelrytter nogensinde.

I 2013 indrømmede han dog, at han periodevist i løbet af sin aktive cykelkarriere havde gjort brug af doping.

I dag bruger han cirka 100 dage om året på at kommentere cykling for TV 2, og mens solen har braget ned over Danmark denne sommer, har det franske løb igen fyldt hele hans hverdag.

Under Touren har han forladt sit hotel klokken 8 om morgenen for at blive klar til at kommentere sammen med sine faste makkere, Dennis Ritter og Jørgen Leth, og han er først vendt tilbage mellem klokken 21 og 1 om natten.

Alligevel betragter han det mere som en passion end som et job, ligesom han også stadig er glad for at træde i pedalerne.

Som en del af sin forberedelse har Rolf Sørensen fået mellem 60 og 100 kilometer i benene på daglig basis, da han cykler dele af etaperne i den modsatte retning.

- Jeg får set ruten, mærket hårdheden og vejbelægningen og kan bruge det i min kommentering. Og så gør jeg det også, fordi jeg stadig elsker at cykle.

Kan ikke danse

Rolf Sørensen er blevet spurgt flere gange, om han vil være med i 'Vild med dans', men først i år har Rolf Sørensen følt sig klar. 

- Det har aldrig været aktuelt for mig at tænke tanken, fordi jeg ikke kan danse. Men timingen var pludselig rigtig, og så er der også udfordringen i det, siger han og uddyber, at hans hustru Susanne Sørensen var med til at overbevise ham.

- Det var nærmest hende, der skubbede mig det sidste stykke, og hun støtter mig i det. Det bliver jo en hård proces, og man skal virkelig gøre det her 100 procent. Det gør det nemmere, når man har støtten derhjemme. 

Som sportsmand er han vant til at være dedikeret. Medmindre den kommende dansepartner siger, at det er helt håbløst, regner han også med, at det bliver tilfældet, når 'Vild med dans' går i gang. 

- Det er sportens præmisser: Man kan ikke springe over. Det skal bare lige bundfælde sig, og så må vi se, hvordan jeg kan gøre det fuldt ud, siger han og bemærker samtidig:

- Men der er nogle, der er født med rytme, og nogle, der ikke er. 

Bliver en del af noget større

Det er meget sjældent, at Rolf Sørensen selv begiver sig ud på dansegulvet i private sammenhænge, og han frygter, at han ikke kan finde ud af at lære de nye trin.

Men både udfordringen og især fællesskabet, der opstår mellem de andre deltagere, trækker i ham. Det har han blandt andet hørt godt om fra veninden Iben Hjejle, der fik en andenplads i 'Vild med dans' sidste år sammen med dansepartneren Morten Kjeldgaard.

- Man hører om den intimitet, der opstår sammen med de andre. Man er en del af et større projekt og vil gerne gøre det godt. 

Samtidig håber han at kunne vise en ny side af sig selv frem for tv-seerne. 

- Selvom man er koncentreret, er det ikke det job, jeg lever af til daglig. Jeg håber derfor også, at folk kan lære mig at kende på en anden måde. 

Nu, hvor Tour de France afsluttes, når Rolf Sørensen lige at få en kort pause og trække stikket med familien under en ferie på Mallorca, inden projekt dansesko går i gang.

Se sæson 15 af 'Vild med dans' på TV 2 til efteråret inden da kan du gense dine yndlingsøjeblikke fra sidste år på TV 2 PLAY.