Vild med dans

Emil Thorup skal være med i 'Vild med dans': - Jeg er godt nok bekymret for det her

Når tv-værten og iværksætteren Emil Thorup går på et dansegulv, står han normalt og "tramper lidt". Nu skal han være med i dansedyst på tv.

Navnene på de kendte danskere - nydanserne - der skal være med i 'Vild med dans' 2018 er begyndt at dryppe frem.

Torsdag kunne TV 2 melde ud, at sangerinden, der tog Europas tv-seere med storm, Emmelie de Forest, deltager i dansekonkurrencen.

Nu afsløres det, at også tv-vært, designer og arkitekt Emil Thorup skal være med.

- Jeg har store ambitioner, men nogle gange er ambitionerne større end evnerne. Det må vi se, fortæller han. 

I kan da ikke kategorisk afvise det

Da 34-årige Emil Thorup begyndte at snakke med venner og familie om at deltage i programmet, husker han, at de var skeptiske og sagde: "Emil, du kan overhovedet ikke danse" og "du er så dårlig til at danse". 

Han ved godt, at han ikke er særlig god til netop dans, men det gjorde alligevel lidt ondt at høre det fra andre. 

- Og så bliver jeg også en lille smule kontrær! Så kan jeg godt blive sådan lidt: "Nå, nå, ja, ja. Så dårlig er jeg heller ikke. Jeg er med på, at jeg som udgangspunkt ikke er særlig god, men I kan da ikke bare kategorisk afvise, at jeg kan finde ud af det", fortæller han. 

Emil Thorup er selvlært indenfor de ting, han laver. Og hvis folk siger, at han ikke er god til noget, vil han som regel prøve at modbevise dem. 

- Omvendt psykologi er muligvis det eneste, der rent faktisk virker på mig. Men jeg er godt nok bekymret for det her alligevel. 

Emil Thorup har været i tv-branchen i en række år. Han blev i 2009 kendt som den blonde bartender i Casper Christensens tv-program 'Aloha!'

En personlig udfordring

Emil Thorup deltager i den 15. sæson af 'Vild med dans', der bliver skudt i gang til efteråret. Der er flere grunde til, at han har sagt ja.

De seneste tre år har han fokuseret på sit eget firma, der skaber møbler som borde, lamper og daybeds (brikse, red.). Her står han selv for at designe størstedelen af kollektionen, som for det meste eksporteres til restauranter, hoteller og andre forhandlere i udlandet. 

Derudover arkitekttegner Emil Thorup luksussommerhuse i et andet firma, han har stiftet. Men nu skal der ske noget, der ikke handler om kunder og virksomheder. 

- Jeg havde brug for en udfordring, som handlede om mig og min personlige udvikling. Noget med fokus og dedikation. Man siger, at når man lærer noget nyt, så udsætter man Alzheimers, og det her er virkelig noget nyt. Jeg har ingen forudsætning for at gøre det godt, men jeg er rimelig stålsat, fortæller han.

I dag arbejder Emil Thorup som arkitekt og designer i sine egne firmaer.

Emil Thorup

34 år

Født i København og opvokset i Odense

Faren er jazzmusiker og moren er organist 

Tidligere vært på blandt andet DR-programmet 'Sexministeriet', dansk Melodi Grand Prix i 2012 og 'Xtra Factor' i 2013 

Forfatter til bogen 'Stil med Emil'

Autodidakt designer og arkitekt

I 2015 lancerede han møbelbrandet 'Handvärk', der står bag design og produktion af møbler i stål, marmor, messing og læder. Firmaet eksporterer til 28 forskellige lande

I 2016 stiftede han arkitekt- og entreprenørvirksomheden 'Et hus', der udvikler, tegner og opfører sommerhuse i luksusklassen

Bor i København med sin kæreste

Står og tramper lidt

Emil Thorup ser frem til sammenholdet, der opstår mellem deltagerne og med tv-produktionsholdet.

Men det krævede alligevel lidt overvejelse, for han plejer at sige ja til ting, hvor han ved noget om emnet. Eksempelvis da han deltog i madprogrammet 'Masterchef', eller når det handler om musik.

Det tekniske ved at skulle lære at danse skræmmer ham - og det er på trods af, at Emil Thorup skam stadig bevæger sig ud på dansegulvet, når han er i byen eller til fest:

- Det er ikke fordi, jeg hader det. Men jeg har ikke nogen teknik, jeg praktiserer. Der handler det meget om at stå og trampe lidt. Jeg føler klart, jeg har rytmen, men jeg har ikke rigtig kontrol over mine - i øvrigt meget lange - lemmer.

Se sæson 15 af 'Vild med dans' på TV 2 til efteråret - inden da kan du gense dine yndlingsøjeblikke fra sidste år på TV 2 PLAY.