Her er ALLE deltagerne i 'Vild med dans' 2018
Den 15. sæson af 'Vild med dans' vises i efteråret på TV 2. Her kan du lære alle nydanserne bedre at kende.
I øjeblikket ruller en ny omgang af danseprogrammet over tv-skærmen.
Gennem 12 uger vil 12 par dyste i forskellige danse, og fredag efter fredag bliver de bedømt af seerne og dommerpanelet.
Sidste år gik sejren til skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke og dansepartneren Michael Olesen. De vandt finalen i Horsens foran Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard.
Hvem, der kan løfte dette års 'Vild med dans'-trofæ, vil tiden vise. Herunder kan du læse mere om alle nydanserne i 'Vild med dans' 2018.
Se med på tv-skærmen hver fredag klokken 20 på TV 2 - eller på TV 2 PLAY.
Emmelie de Forest
25-årige Emmelie de Forest er sangerinde og sangskriver.
Hun blev landskendt herhjemme - og kendt i hele Europa - da hun vandt Eurovision Song Contest i 2013 med sangen 'Only Teardrops' foran millioner af tv-seere.
Siden dengang har hun både skrevet musik for andre og til sig selv, og hun udgav i begyndelsen af året sit andet album 'History'.
Selv om hun ikke har deltaget i et grand prix siden dengang, hun vandt, har hun endnu ikke givet helt slip. Emmelie de Forest var nemlig med til at skrive den britiske Eurovision-sang ’Never Give Up on You’ fra 2017 og den danske grand prix-sang ’Never alone’, som Anja Nissen fremførte i 2016.
Læs mere om Emmelie de Forest i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Emil Thorup
34-årige Emil Thorup er tv-vært, designer og arkitekt.
Hans tv-karriere begyndte med en medvirken i sangprogrammet 'Popstars' i 2003, og seks år senere spillede han Casper Christensens bartender i talkshowet 'Aloha!'.
Han har siden stået i spidsen som vært for det danske melodi grand prix i 2012 og været vært på tv-programmet 'Sexministeriet'. Han har også gennemlevet en simuleret fødsel på direkte tv sammen med tv-værten Thomas Skov og skrevet bogen 'Stil med Emil'.
De seneste tre år har han arbejdet i sine egne firmaer som designer og arkitekt, og hans møbelfirma eksporterer i øjelikket til 28 forskellige lande.
Læs mere om Emil Thorup i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Molly Egelind
30-årige Molly Egelind er skuespiller ligesom sin mor, Søs Egelind, der i 2015 dansede sig til kvartfinalen i ’Vild med dans’ med den professionelle danser Mads Vad.
Hun blev uddannet fra Skuespillerskolen i Odense i 2015 og er blandt andet kendt fra Susanne Biers komedie ’Den skaldede frisør’.
Derudover har hun medvirket i en række teaterforestillinger, danske film og tv-serier, senest ’Mercur’, ’Sjit Happens’ og DR-julekalenderen ’Den Anden Verden’.
Hun spiller desuden en af hovedrollerne i den nye dramaserie ’Sygeplejeskolen’, som forventes at få premiere på TV 2 Charlie i efteråret.
Læs mere om Molly Egelind i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Simon Stenspil
35-årige Simon Stenspil er skuespiller og sanger.
Han er aktuel i Netflix-serien ’The Last Kingdom’ og har netop haft premiere på den hollandske vikingefilm ’Redbad’.
I dansk sammenhæng er han senest tonet frem i tv-serien ’Badehotellet’, hvor han spiller vagabonden Valter Møller, der charmerer stuepigen Edith. Han har også haft mindre roller i andre TV 2-serier som ’Dicte’ og ’Rita’.
Han er bror til skuespiller Cecilie Stenspil og har spillet skuespil, siden han var barn. Derfor vil nogle måske også huske ham fra julekalenderen ’Pyrus’, hvor han har haft mindre roller ad flere omgange.
Sidst men ikke mindst har Simon Stenspil lagt stemme til mange film og været med i en række teaterstykker og musicals – blandt andet ’Skammerens Datter’ og ’Hair’, hvor han spillede sammen med Sanne Salomonsen.
Læs mere om Simon Stenspil i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Lars Christiansen
46-årige Lars Christiansen er tidligere håndboldspiller og arbejder i dag som foredragsholder og håndboldekspert for TV 2.
Han har gennem sin 20 år lange karriere spillet 338 landskampe og scoret 1.503 landskampsmål for Danmark, hvilket sikrer ham rekorden i begge kategorier. I 2015 resulterede det i, at han blev optaget i sportens Hall of Fame.
Venstrefløjen begyndte sin professionelle karriere i Kolding IF, hvorefter han rykkede til tyske Flensburg-Handewitt. Her blev han i 14 år og vandt de tyske hjerter i så stor stil, at en plads lige uden for klubbens hjemmebane blev opkaldt efter ham.
Han indstillede sin håndboldkarriere i 2012.
Privat danner han par med den tidligere håndboldspiller Christina Roslyng, som vandt tredje sæson af ’Vild med dans’ i 2006 sammen med dansepartneren Steen Lund. Sammen har håndboldparret to sønner.
Læs mere om Lars Christiansen i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Rosa Kildahl
60-årige Rosa Kildahl er selvstændig og bagte sig i 2017 til semifinalen i DR-programmet ’Den store bagedyst’.
Ud over de gode bagekundskaber gjorde hendes høje humor, hjertelige grin og gode kommentarer hende til mange seeres ukronede bagedystdronning.
Hun blev efter sin medvirken i programmet nomineret til en Zulu Award i kategorien ’Det vi alle sammen grinte af’. Det blev dog ikke Rosa, der kunne tage prisen med hjem.
Til gengæld optrådte hun som DRs reporter på den røde løber ved Reality Awards 2018, og derudover er 2018 året, hvor hun kan fejre 10-årsjubilæum med sit eget firma, der designer eksklusive vandflasker til kunder som eksempelvis Royal Copenhagen og Vagabond.
Rosa Kildahl bor i Glyngøre sammen med sin mand, Carsten Kildahl. Derudover har hun to voksne børn og er farmor til tre.
Læs mere om Rosa Kildahl i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Laila Friis-Salling
33-årige Laila Friis-Salling er professionel skiløber.
Hun blev udtaget til vinter-OL i Sydkorea i 2018 som den tredje danske freestyle-skiløber nogensinde og blev nummer 23 i disciplinen halfpipe.
Hun er født og opvokset i Grønland og er datter af Jens Salling, der er medejer af reje- og fiskekoncernen Polar Seafood Greeland.
Som 21-årig flyttede hun til Danmark for at studere, men besluttede at satse på skisporten.
Under skisæsonen har Laila Friis-Salling base i Colorado i USA. Det er et af de få steder i verden, hun kan træne. Uden for sæsonen opholder hun sig henholdsvis i Grønland og Danmark sammen med sin familie.
Læs mere om Laila Friis-Salling i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Rolf Sørensen
53-årige Rolf Sørensen er tidligere professionel cykelrytter. Han har blandt andet vundet sølv ved OL i 1996, to etapesejre i Tour de France og Danmark Rundt i 2000.
Som 17-årig flyttede den unge nordsjællænder til Italien for at hellige sig cykelsporten. Her blev han kaldt ’Il Biondo’ – den blonde – af de lokale på grund af sit hår.
Han boede i Italien med sin familie i 27 år, inden de flyttede tilbage til Danmark igen. Rolf Sørensen er gift med Susanne Sørensen, og parret har tre børn og bor i Vedbæk i Nordsjælland.
I dag kommenterer Rolf Sørensen cykelløb for TV 2, og det bruger han cirka 100 dage om året på. Blandt andet som en del af kommentatorholdet på Tour de France, hvor han foretrækker selv at cykle på etaperne hver morgen for at fornemme ruten.
Derudover arbejder han som rådgiver indenfor cykelsporten.
Læs mere om Rolf Sørensen i ’Vild med dans’ 2018 lige her.
Signe Lindkvist
44-årige Signe Lindkvist er tv-vært og cirkusprinsesse.
Hun er mest kendt fra børnefjernsyn, og allerede som 18-årig stod hun i spidsen for programmet 'Hvaffor en hånd'.
Senere var hun blandt andet vært på ungdomsprogrammet 'PULS' på TV 2 og en række andre børneprogrammer.
Signe Lindkvist har tidligere været kanalredaktør for både DR Ramasjang og TV 2 Zulu. Siden har hun lavet børnefjernsyn med blandt andre Anders Lund Madsen og bjørnen Bruno.
Hun har også været vært på programmer som MGP og Danmarks Indsamling, ligesom hun har medvirket i 'Stjerner på slottet' og 'Mads & Monopolet'.
I flere år har hun om sommeren underholdt det yngste publikum i Cirkus Summarum.
Læs mere om Signe Lindkvist i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Adam Duvå Hall
43-årige Adam Duvå Hall er tv- og radiovært.
Hans tv-karriere begyndte, da han i begyndelsen af 00’erne var vært på DR-programmerne ’Torsdag i 2’eren’ og ’Go’ røv og go’ weekend’ – i begge programmer gik han dog under navnet Adam Duvall.
Derefter skiftede han tv’et ud med radioen og blev vært på programmerne ’Monkey Business’ og ’Formiddagen med Adam og Sara’, der begge hørte til på P3. Sidenhen blev han redaktør for satire og udvikling på samme kanal – et job, han .
Adam Duvå Hall har tre gange været vært ved Dansk Melodi Grand Prix, og han har også haft værtsroller i TV 3-programmerne ’Fristet’ og ’Jeopardy’.
Læs mere om Adam Duvå Hall i ’Vild med dans’ 2018 lige her.
Lucy Love
33-årige Lucy Love er sangerinde og rapper.
Hun bærer det borgerlige navn Lucy Siame. Hun er født i Zambia af en engelsk mor og en zambisk far, og har boet i Danmark, siden hun var to år.
Hun blev landskendt i 2009 med numrene ’Daddy was a DJ’ og ’Poison’ fra sit debutalbum.
Lucy Love har oprindeligt en billedkunstnerisk uddannelse fra Det Fynske Kunstakademi. Det er en uddannelse, hun bruger i dag, når hun står for det kunstneriske udtryk i sine musikvideoer og på sine pladecovers.
’Vild med dans’ bliver ikke det første store fredagsunderholdningsprogram, Lucy Love deltager i. I 2013 var hun en af de seks mentorer, der skulle guide nye sangere i DR-programmet ’Mentor’.
Læs mere om Lucy Love i 'Vild med dans' 2018 lige her.
Esben Dalgaard
42-årige Esben Dalgaard er skuespiller.
Han har blandt andet været med i fredagsunderholdningsprogrammet 'Live fra Bremen' og tv-serierne '1864' og 'Bedre skilt end aldrig'.
I foråret kunne han opleves i serien 'En fremmed flytter ind', hvor han portrætterede storsvindleren Casper Rieper-Holm.
Esben Dalgaard modtog i 2011 en Reumert Talentpris for sin rolle som Mogens Glistrup på Rønne Teater, og sidenhen har han spillet med i forestillinger over hele landet.
I dag er han en del af det faste ensemble på Det Kongelige Teater. Her har han blandt andet medvirket i 'Højskolesangbogen' og 'Riget'.
Skuespilleren er født med en klumpfod, og selvom han altid har fået at vide, at han derfor ikke kan dyrke sport eller danse, forhindrer det ikke Esben Dalgaard i at blive den 12. og dermed sidste nydanser i dette års 'Vild med dans".