Dinosaurerne er løs, hvor du plejede at fange Pokémons

Nyt spil kaldes afløser for 'Pokémon Go'. Nu kommer spilekspert med sin dom.

Med næsen begravet i telefonen vandrede danskere i alle aldre omkring som zombier bidt af en gal Pokémon.

Jagten på Pikachu eller en af hans mere sjældne venner blev en ægte landeplage i sommeren 2016. 

Men nu kan de små overnaturlige væsener blive sat til vægs af fortidens giganter. 

Spilfirmaet Ludia har sammen med Universal lanceret et spil, der af flere udenlandske medier allerede er italesat som afløser for 'Pokémon Go'.

Men i stedet for at basere sig på papkort fra 90'erne er udgangspunktet nu et andet fænomen fra samme årti. Nemlig 'Jurassic Park'-filmene, hvor seneste skud fra stammen netop har haft biografpremiere.

Ligner Pokémonernes verden

Spillet hedder 'Jurassic World Alive', og ligesom i 'Pokémon Go' må man trave rundt i den virkelige verden for at komme i nærheden af sit bytte. 

Når man kommer tæt på, kan dinosaurerne skydes ned med drone i stedet for at indfanges i en lille rød-hvid pokéball.

Bortset fra det er spillet generelt ganske genkendeligt, hvis man har jagtet Pokémons tidligere. Men det er dog ikke nødvendigvis en fordel, mener vært på spilmediet Pixel.tv og fast spilekspert i 'Go morgen Danmark Thomas Bense.

- Folk kender jo konceptet, men mange vil nok mene, at det er lidt uoriginalt at forsøge at kopiere et andet spil, siger han.

Har forsøgt sig med afløsere før

Jagten på pokémons blev et usandsynligt stort sommerhit med over en milliard downloads til Android til dato.

Til sammenligning er 'Jurassic World Alive' kun hentet en million gange. Og tiden vil vise, om dinosaurerne haler ind på de asiatiske eventyrvæsner.

Men det er ikke første gang, branchen forsøger at ramme endnu en kæmpe dille.

I efteråret 2017 bekræftede Niantic Labs, der stod bag 'Pokémon Go', at de ville gentage successen med udgangspunkt i Harry Potters troldmandsunivers. 

Spillet hedder 'Harry Potter: Wizards Unite’, men har ikke bidt sig fast herhjemme. Det samme er tilfældet med 'Super Mario Run', som Nintendo lancerede kort før jul 2016. 

Ikke på niveau

Ifølge spileksperten er der heller ikke noget tegn på, at 'Jurassic World Alive' kommer til at gå i 'Pokémon Go's fodspor og skabe en landeplage.

Pikachu, Bulbasaur og de andre pokemons har nemlig en væsentlig fordel.

- Der er en langt større fanbase, og der har været Pokémon-spil i mere end 20 år, så derfor er deres erfaring med spil naturligvis større, og hele opbygningen af Pokémon-universet med kort og tegneserier giver et langt stærkere udgangspunkt, siger han.

Derfor spår Thomas Bense heller ikke en en lang levetid til 'Jurassic Park Alive', da der stadig er "langt op til Pokémon-niveau".