GO'

'Sex and the City' var banebrydende, men havde set helt anderledes ud i dag, siger eksperter

Den ikoniske tv-serie har 20-årsjubilæum. Hvis den var lavet i dag, ville den have set helt anderledes ud, vurderer eksperter.

Onsdag fylder fire kvinder 20 år.

Fire ikoniske kvinder, der har været med til at forme tusindvis af kvinders liv, og hvordan kvinder portrætteres i tv-serier.

Samantha, Charlotte, Miranda og Carrie og serien bag dem, ’Sex and the City’, kørte for første gang over de amerikanske tv-skærme for lige nøjagtigt 20 år siden.

Og mens serien blev banebrydende, har den sidenhen mødt kritik – og i dag ville den havde set helt anderledes ud, vurderer filmanmelder.

Var banebrydende

De fire veninder i 30’erne, der drak cosmopolitans i spandevis, mens de snakkede om mænd - og ikke mindst sex - var banebrydende, da ’Sex and the City’ blev vist første gang i 1998.

- Det var den første serie, hvor kvinder fik lov til at være ufejlbarlige. De fik lov at snakke om det at være kvinde i et intimt veninderum, fortæller Lise Ulrich, der er filmskribent og anmelder hos Soundvenue.

Også tv-serieekspert Keld Reinicke mener, at intimiteten er skyld i, at tv-serien blev så ikonisk, som den er i dag, hvor enhver kvinde omkring de 30 år har haft det lyserøde dvd-bokssæt formet som en skotøjsæske stående derhjemme.

- Det var den første serie, hvor man kunne tale om sex så åbent. I mange serier før det havde man antydet tingene, men man sagde det aldrig rigtigt åbent. Derfor var det ret fantastisk, at man kunne tale om sex i den her serie. I dag virker det måske mærkeligt, men det var rimelig vildt, siger Keld Reinicke i ’Go’ morgen Danmark’.

- Det blev åbningen for den her nye tv-serieguldalder, siger han.

Et billede på sin tid

De seks sæsoner af ’Sex and the City’ blev sendt mellem 1998 og 2004, og det er ikke svært at se tidstegnene, når man sætter et afsnit på i dag.

- Især i de første sæsoner, der er optaget før 11. september 2001, var der en blåøjet optimisme i skildringen af kvinderne og deres verdenssyn. Derefter bliver den mere alvorstung og tager problematikker som brystkræft og barnløshed op, siger Lise Ulrich.

Rent lavpraktisk er der også én ting, der ville have været markant anderledes, hvis ’Sex and the City’ blev optaget i dag.

- Der er én kæmpe, kæmpe ting. Der er jo ikke noget internet i serien. I dag foregår vores bloggerliv og vores dating på nettet. Hvis man skulle lave den i dag, blev man nødt til at integrere de sociale medier og alt det, det indebærer af issues, siger Keld Reinicke i ’Go’ aften Danmark’.

Uretfærdigt at sammenligne

Filmskribent Lise Ulrich mener også, at valget af skuespillerinder ville have set anderledes ud, hvis det var i dag, man skulle portrættere en venindegruppe på fire.

- Castet ville have haft en større racediversitet. Det fik allerede hug dengang, og det er svært at forestille sig, at den var gået i dag med de sociale medier, som ville lægge pres på HBO for en bedre repræsentation. Desuden leger de undervejs med nogle racestereotyper, som virkelig skurer i øjnene i dag, siger hun.

Afstemning

Hvem er din favorit i 'Sex and the City'?

Generelt synes hun dog ikke, at man kan se på en tyve år gammel serie med nutidsbriller.

- Den måde, vi ser serier på i dag, kan gøre os kyniske over for en serie som ’Sex and the City’, fordi den til sammenligning ser letbenet og poleret ud. Men det er en uretfærdig sammenligning, for den banede jo virkelig vejen for kvindeserierne, siger hun.

Holder stadig

Begge serieeksperter mener da også, at ’Sex and the City’ stadig holder den dag i dag – i hvert fald i forhold til kvindernes indbyrdes forhold.

- Der er ikke set et bedre og dybere portræt af et kvindevenskab siden den serie. Modsat, hvad man husker, er det ikke kun lange samtaler om mænd, de har. De her kvinder er der for hinanden, snarere end de er der for deres mænd, siger Lise Ulrich.

- Jeg synes absolut, at den holder. Den tager universelle temaer op, som rammer alt fra de 18-årige til os, der er langt oppe i 30’erne.

Keld Reinicke er enig i, at ’Sex and the City’ spænder vidt – og han mener også, at den rammer begge køn.

- Der er en generation, som den her serie kommer til at betyde noget for for altid. Historierne er gode nok til, at man godt kan se den igen, og den holder stadig, siger han i ’Go’ morgen Danmark’.

Herunder kan du stemme på dit yndlingscitat fra serien. 

Hvad er det bedste citat fra 'Sex and the City'?

    Vi har valgt at beholde citaterne på engelsk, så de holder tonen fra tv-serien. 

    Se 'Sex and the City' på TV 2 PLAY eller på TV 2 ZULU alle hverdage ved middagstid og som maraton hver søndag.