’Hjem til gården’-vinder gav speciel gave til en anden deltager

35-årige Jannie Bager og 20-årige Jeppe Deele tog sammen til varmere himmelstrøg efter finalen i ’Hjem til gården’.

Årets ’Hjem til gården’-vinder er en kvinde, der er tro mod sit ord.

Jannie Bager vandt finaledysten mod Lars Jørgensen og blev sikret pengepræmien på 500.000 kroner. Men Jannie valgte ikke at nyde alle pengene selv.

En lille del af præmien havde hun nemlig lovet væk til sin meddeltager Jeppe Deele.

I løbet af de sidste uger på gården havde Jannie og Jeppe indgået en aftale om, at hvis en af dem vandt, så skulle vedkommende give en tur til sydens sol efter tv-programmet.

- Det var jo en aftale, så jeg var ikke i tvivl om, at vi naturligvis skulle afsted, siger Jannie.

Aftalen om den betalte ferie blev indgået i de to-tre sidste uger inden finalen. På det tidspunkt var Jannie og Jeppe kommet tættere på hinanden – både personligt og taktisk.
Aftalen om den betalte ferie blev indgået i de to-tre sidste uger inden finalen. På det tidspunkt var Jannie og Jeppe kommet tættere på hinanden – både personligt og taktisk. Foto: Lotta Lemche

Gik i banken for at låne til flybilletter

Destinationen var klar. De to ’Hjem til gården’-venner skulle på solferie på Gran Canaria, hvor Jeppe havde boet og arbejdet som bartender i to år.

Der var bare ét problem. Jannie ville først modtage pengene i slutningen af maj, når finaleprogrammet blev sendt på tv.

- Så måtte jeg jo i banken og forklare dem det hele. De sagde heldigvis god for turen. De vidste jo også, at pengene ville komme på et tidspunkt, fortæller Jannie.

Efter banken bestilte Jannie flybilletter og hotelværelser til hende og Jeppe. De skulle afsted i november – cirka halvanden måned efter de sidste optagelser til ’Hjem til gården’.

Sol, drinks og spanske fyre

På trods af en aldersforskel på omkring 15 år nød de begge den velfortjente ferie.

- Vi slikkede sol, gik i byen, tog ud at spise og festede. Vi kiggede selvfølgelig også efter nogle søde spanske fyre, men der var desværre ikke nogen, siger Jeppe.

De fejrede Jeppes 20 års fødselsdag på ferieøen.
De fejrede Jeppes 20 års fødselsdag på ferieøen. Foto: privatfoto

Han tog som 17-årig på ferie til Gran Canaria og søgte for sjov et job. Han blev ansat som bartender og endte med at bo og arbejde på øen i to år. Derfor har han en masse venner og bekendte – der også tog imod Jannie med åbne arme.

- Jeg var bare velkommen, kunne jeg mærke, fortæller Jannie.

Bygger bare mere på venskabet

Mens de lå i solstolene ved poolen, eller når de sad og spiste godt på øens restauranter, så blev deres fælles oplevelser fra gården vendt.

- Det er jo ikke noget, man kan tale med andre om. Der er ikke nogen, der kan forstå, hvad vi har oplevet på gården, siger Jeppe.

Men selvom mange samtaler kredsede om gårdlivet, så kan de to også vende mange andre emner.

- Vi talte meget om gården. Det er det, der grundlaget for vores venskab. Men på turen talte vi også om meget andet, og lige så langsomt fylder vi op i det, jeg kalder vores fælles rygsæk af oplevelser, siger Jannie.

Efter de kom hjem fra deres tur, har de besøgt hinanden i henholdsvis Nibe og København, og så har de også været på et minicruise sammen.

Har du fået lyst til at deltage i næste sæson af 'Hjem til gården', så kan du melde dig her.