Kronprins Frederik 50

Tunge mænd fik deres eget heat: - Nogle må slet ikke løbe for deres læge

Det er ikke de hurtigste, yngste eller mest slanke - men de er dedikerede og har brugt et år på at træne sig op til Royal Run.

- Taktikken er, at vi skal igennem allesammen.

Det begyndte som en madklub, men så skiftede de retning.

I et år har en gruppe jyske mænd i deres bedste alder fokuseret på en ny og sundere livsstil, og det gør de under navnet 'Den Royale Træningsklub'.

Målet for de 24 lokale mænd har været at gennemføre et 'One mile'-løb til Royal Run i Esbjerg, hvor i alt 6662 løbere er tilmeldt. 

- Nogle må ikke løbe for deres læge, men vi er jo en gruppe på 24. Så vi skal med allesammen, siger Poul Svendborg Sørensen, der undervejs i processen har tabt sig flere kilo - men ikke så mange, som han havde håbet på. 

Gruppen har været opsatte på, at det skulle være en fælles bedrift at gennemføre løbet på 1,609 kilometer.

- Dem, der løber stærkt, løber stærkt, men vender om og samler op hele tiden, så vi kan vise, at vi er en gruppe, for det er vigtigt for os, siger Poul Svendborg Sørensen, inden løbet gik i gang.

I december var Poul Svendborg Sørensen i 'Go' morgen Danmark' - dengang lød vægten på 138 kilo.

'Royal Run' har inspireret mænd i Esbjerg til at starte en royal træningsklub Video: Jacob Carlsen

Vil fortsætte bagefter

Den yngste er midt i fyrrene og den ældste er 82 år.

TV Syd har løbende fulgt deres forløb og livsstilsændringen, som også har budt på møder med diætister og en fysioterapeut.

- Det er ikke nogen sixpack, jeg har, måske mere en tørretumbler, har Poul Svendborg Sørensen tidligere sagt, mens hans træningsfælle Kaj Pedersen supplerede: 

- Vi træner for at se solen stå op i morgen.  

Sit livs første løb

Mandag eftermiddag kom alle klubbens medlemmer i mål, efter de løb deres eget heat lige før Kronprinsen.

- Vi følte virkelig, at kærligheden strømmede imod os, siger Poul Svendborg Sørensen.

Som afslutning på bedriften overrakte kronprins Frederik medaljer til de 24 medlemmer.

Poul Svendborg Sørensen deltog samtidig i sit livs første løb.

- Jeg har aldrig nogensinde løbet før. Aldrig. 

Den 21. maj bliver Royal Run afholdt i landets fem største byer. Video: Maria Thuesen Bleeg

Selvom Royal Run for træningsklubbens vedkommende nu er overstået, og det bliver fejret med kartoffelsalat og grillpølser, betyder det ikke, at det er slut med at træne.

Det vil medlemmerne fortsætte med, ligesom de beholder det kongelige navn.

Poul Svendborg Sørensen fortsætter også med at gå efter sit mål om at holde vægten nede, også selvom han erkender, at han nok aldrig bliver en løber.

- Det her er kun begyndelsen, for vi fortsætter jo med den royale klub, lyder det.

Over 70.000 danskere deltager i Royal Run i landets fem største byer. 

Følg Royal Run på TV 2 eller TV 2 PLAY mandag den 21. maj.

TV 2 er mediepartner på Royal Run.